psykiatriske klagesystemer

Kære Emil. Du har ret. Jeg kommenterede ikke dine ord, som i den grad og yderst berettiget spidder psykiatrien. Jeg vil prøve her at kommentere, men du har jo skrevet det hele så fuldendt, og jeg kan kun sige, at jeg er enig med dig i hvert et ord du skriver. Jeg vil dog sige, at jeg kender Amager Hospital Digevej i den grad, for der var der Luise døde pludselig og uventet. Hun døde efter pinefulde år med overmedicinering og inhuman behandling.
Jeg har intet godt at sige om det sted, men jeg tror desværre ikke, at de andre psykiatriske behandlingssteder er så meget anderledes. Så jeg kan kun tilslutte mig, når du siger, at psykiatrien, som den fungerer idag, skal nedlægges. Nogen gange kunne man forledes til at sammenligne psykiatrien med de forskellige broderskaber såsom Frimurerne, hvor intet om deres gøremål slipper ud til offentligheden, og hvor man også har på fornemmelsen, at medlemmerne hænger sammen som ærtehalm, så enhver kriminel handling bliver ordnet indenfor murene og af magtfulde folk i broderskabet. Psykiatere og den politiske del synes også at være tæt forbundne med hensyn til for eksempel at mørkelægge de mange dødsfald og invalideringer, som reelt sker i psykiatrien. Vi ved jo at ‘psykisk sygdom’ ikke er en dødelig sygdom. (Det er jo ikke engang en sygdom), derfor citationstegnene. Alligevel figurerer psykisk sygdom som tredje største dødsårsag.
Som sagt Psykiatrien er et totalt lukket system på ligefod med Frimurerordenen og andre lignende ordener. Det endskønt, at der, som du siger, ikke er noget videnskabeligt evidens for, at den nuværende ‘pilleoverbehandling’ intet godt gør. Til gengæld burde der findes utrolig meget evidens for, at psykiatrien gør megen skade. Kære Emil. Det var nok heller ikke tilstrækkelig kommentering af dit så glimrende beskrevne indlæg om psykiatrien, men som sagt du har jo skrevet det hele meget klart og godt, og jeg er enig med dig i det hele.

Dorrit Cato's Blog

  Første januar 2009.

Jeg sidder og gør status over 2008. Jeg er nok blevet klogere, men også mere desillusioneret. Jeg savner Luise helt ubdskriveligt. Hun døde for tre og et halvt år siden af overmedicinering på psykiatrisk afdeling på Amager Hospital. Jeg forstår simpelthen ikke behandlerne i psykiatrien. Der er som om de ikke regner de sindslidende for mennesker. Samme mentalitet oplever man efter min mening hos de overvågende myndigheder. Det forekommer utænkeligt, at man skulle få en tilkendegivelse eller noget der ligner en undskyldning, når ens barn er død i psykiatrien. Myndighederne ønsker heller ikke, at der placeres et ansvar for et dødsfald forårsaget af psykiatrisk medicinsk behandling. 

Jeg sidder her med alle mine talenter og kan kigge tilbage på et år, hvor myndigheder forseglede deres hundredevis af skrivelser med endelige afslag på vores tre år lange brevveksling. Jeg fik ikke et eneste ord fra myndighederne om, at Luise behandling…

View original post 1.535 more words

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: