Kære Luise en bog om magt og afmagt i psykiatrien

Nu er bogen omsider udkommet. Den er blevet rigtig godt anmeldt i flere medier, har på trods af det ikke solgt særlig meget. Det er naturligvis en personlig beretning, hvordan kan det blive andet. Hvis jeg havde skrevet en bog, hvor jeg overordnet prøvede at beskrive behandlingssystemet med dets manglende empati og umådelige tvang indirekte som direkte, ville jeg blive grinet ud, med argumentet, at jeg var en håbløs ikke-professionel, som dybest set ikke vidste hvad det handlede om. Måske havde jeg endog haft nogle dårlige oplevelser med behandlere og havde noget personligt, som jeg skulle have ud mellem sidebenene, og at det var min begrundelse for at stå frem. Ergo et dokument man ikke skulle tage alvorligt.

Den eneste måde man kan vise, hvordan psykiatrien behandler de psykisk sårbare er ved at skrive en personlig og veldokumenteret beretning og jeg mener klart, at det er en bog som burde starte en debat om, hvordan vi behandler vores psykisk sårbare medborgere. Denne debat udebliver, da behandlerne undlader at give deres bidrag. Som Birte Weiss skriver i sin anmeldelse i Weekend-Avisen den 27. maj 2011. “Det er en verden, hvor fagkundskaben per definition har ret. Indvendinger fra patienter og pårørende opfattes i bedste fald som subjektivt forståelige, men objektivt tvivlsomme, og i værste fald som skadelig indblanding.”

Jeg synes det er meget sørgeligt at den nødvendige og meget vigtige debat udebliver. Kære Luise ville ellers være et godt afsæt til selvransagelse over, hvordan vi behandler vore psykisk sårbare. Men denne debat er man åbenbart langt fra parat til at tage, for det kunne jo være, at der var nogle holdninger og forretningsgange, der så skulle ændres og det er vel for besværligt. Det er meget nemmere at køre videre i det gamle paradigme om, at psykisk sårbare er nogle mennesker, man ikke behøver at tage alvorligt, for de er vel dybest set kun diagnoser. Og diagnoser -specielt skizofreni- ved man jo til fulde, hvordan man skal behandle. Det er antipsykotisk medicin og hvis den normale dosis ikke hjælper eller måske endda gør patienten dårligere, ja, så er det bare mere medicin, og mere medicin til vedkommende bliver så dårlig og udadreagerende, at der nu endelig er basis for at bæltefixere og tvangsmedicinere, hvilket jo desværre praktiseres i al for stort omfang.

Bo Møhl, chefpsykolog på psykiatrisk center Rigshospitalet anmeldte Kære Luise i Politiken 4. juni 2011. Han slutter sin anmeldelse af med at sige:”Det giver ikke mening at vurdere en bog som denne med hjerter. Som personligt dokument er den værdifuld, men som faglig formidling er den netop for personlig eller idiosynkratisk. Derfor et kompromis:tre hjerter. Hermed har han med et pennestrøg fejet den af bordet som debatbog. Jeg synes det er sørgeligt. Se link til Bo Møhls anmeldelse:

 

http://politiken.dk/kultur/boger/faglitteratur_boger/ECE1299692/en-mors-tragedie-kan-ikke-bedoemmes-med-hjerter/

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: