Nyhed. En bog om: Magt og afmagt i psykiatrien – Kære Luise

Ny bog om Den nedværdigende  psykiatri udkommer 6. maj, 2011: “Kære Luise” og undertitlen er: “En beretning om magt og afmagt i psykiatrien”.

Bogen fortæller om Luise, som er en kærlig og genial pige med en humor, der siger spar to til alt. Sideløbende med fortællingen om Luise beskrives det forfærdelige og umenneskelige behandlingssystem, som hun var underlagt og som endte med at tage hendes liv.

Det var i en længere årrække Luises ønske at fortælle offentligheden om, hvad hun og mange med hende blev udsat for under den såkaldte behandling mod skizofreni. Luise nåede ikke at få nedskrevet noget. Jeg har derfor prøvet at beskrive, hvad  Luises møde med psykiatrien kom til at indebære. Hvordan hun fra det ene øjeblik til det andet blev behandlet som en upersonlig diagnose. Hvordan hun blev dårligere og dårligere jo mere medicin hun fik. Hvordan psykiaterne gav hende mere medicin, for at dæmpe den dårligdom, som jo reelt accelererede på grund af de store medicinmængder.

Det er forkasteligt, at behandlerne tilsyneladende har fuldstændig frie hænder, når det drejer sig om behandling af mennesker med diagnosen skizofreni. De får lov at give medicinmængder, som er milevidt over de vejledninger, som Sundhedsstyrelsen har lavet. Luise bukkede ulykkeligvis under for denne behandling.Hun fik mindst tre gange højest anbefalede dosis fordelt på fire forskellige antipsykotika. Hun fik nervemedicin og smertestillende midler. I alt fik hun tretten forskellige præparater. Og det er slet ikke ualmindeligt. Jeg har desværre via foreningen Død i Psykiatrien. kendskab til rigtig mange, som får tilsvarende behandling. Det ville jo svare til, at en patient med smerter fik ordineret lad os sige henved ved 32 panodiler dagligt plus midler til at tage bivirkningerne af denne overmedicinering. Det er en utænkelig situation, men hvis det alligevel skete, så ville den ordinerende læge blive frataget sin bestalling, hvis vedkommende  fortsatte den farlige behandlingskurs. Men når det gælder mennesker der har et sårbart sind, så har lægen ubetingede behandlingsbeføjelser. Jeg forstår ikke behandlerne. Jeg nægter at tro at de har onde hensigter med deres farlige behandling. Men hvad er det så der driver dem. Jeg bliver nødt til at holde op med at tænke i disse baner, for det gør mig tosset.

Det eneste jeg kan sige er, at psykiatrien er på vildspor. Menneskesynet inden for dette speciale er inhumant og ødelæggende for, at de mennesker, som de skulle hjælpe, bliver bedre. Når der så oven i medicineres uden omtanke, ja, så går det hele rigtig galt, og hvor er det dog ulykkeligt.

Nu fik jeg vist skrevet alt for meget. Men bogen om Luise og hendes katastrofale behandling er et vigtigt bidrag til debatten om psykiatri. Der er rigtig mange eksempler, der fra alle mulige vinkler belyser, hvor elendig behandlingen er i Danmark. Jeg mener selv at jeg er kommet godt rundt omkring at belyse det negative og ødelæggende menneskesyn, som gennemsyrer behandlingen.

Mange hilsner fra Dorrit

Reklamer

7 kommentarer to “Nyhed. En bog om: Magt og afmagt i psykiatrien – Kære Luise”

  1. Henriemilie Says:

    Tillykke Dorrit.
    Det glæder mig meget.

    Med næsten umenneskelig styrke har du kæmpet denne kamp, trods utallige forhindringer og den store afmagt, man ofte konfronteres med, når vi taler psykiatri, specifikt rettet mod det fokus, der er på medicinering af følsomme sind.
    Din kærlighed til Luise må være drivkraften.

    Du er et fantastisk menneske, det gælder også alle de, som du står skulder ved skulder med.

    I er brave, trods I har lidt det største tab.

    Det er med både sorg og glæde, at bogudkommelsen imødeses.

    En virkelighed, der, for mange menneskers vedkommende, desværre er genkendelig.

    Lad denne bog ryste de, der ikke har set eller forstået det, de har set, i deres grundvold.
    For det er rystende, tragisk faktisk dybt chokerende at man ikke forlængst har gjort op med praksis, hvor invaliderende medicinering ignoreres. Patientens egne udtalelser om velbefindende eller rettere manglende velbefindende ignoreres eller tillægges sygdomssymptomer, på trods af, at næsten alle oplever ubehagelige eller ubærlige forgiftningssymptomer, når der iværksættes behandling med antipsykotisk medicin.

    Jeg ser desværre også for meget, det er meget tungt at bære, og jeg frygter for konsekvenserne.

    Én veninde er på 5-6 forskellige psykofarmaka, henholdvis antipsykotisk og antidepressiv, og der eksperimenteres løs, hun er svært overmedicineret, ude af stand til at leve bare nogenlunde regelmæssigt eller sundhedsfremmende.
    Til tider kan hun ikke løfte fødderne og gå, men sig slæber afsted som en gammel kone, oftest er hun angstfuld og svært hæmmet i stort set alt.
    Hun tror, at der findes en pille, eller kommer et præparat, som kan gøre hende rask, men hvordan kan man gøre nogen rask, når man invaliderer dem igennem årevis og udsætter dem for alle disse forsøg?
    Min veninde er endnu ikke fyldt 30 år.
    Min afmagt er total.
    Jeg er blevet nægtet på hendes ønske at deltage i samtaler vedr. medicinering, men jeg kan blive undervist i, hvordan jeg “bedst” forholder mig til hendes problematikker, fuldstændig som er hun et produkt af en sygdom, alt reduderet til symptomer – ingen skelen til den vanvittige kemi hendes krop og sind er fanget i.
    Desværre er hun nok også for overmedicineret til at kunne få noget konstruktivt ud af psykologbehandling – ikke mindst i overhovedet i at møde op.

    Dorrit, jeg håber, bogen bliver revet ned af hylderne, så alle mennesker kan se, at ingen kan reduceres til en diagnose, hvilken alt andet kan tilskrives.

    Jeg ville lykønske – men mine følelser tog over – og lod en del af min afmægtighed løbe af med mig.

    Så nu vil jeg slutte og det med et rart citat:

    “Dette er løftet vort fra søster til bror
    vi skal blive gode mod menneskets jord
    vi vil tage vare på skønheden varmen,
    som om vi bar et barn – varsomt på armen.”
    Nordahl Grieg

    • dorrit cato christensen Says:

      Kære Henriemilie. Jeg synes, det er dejligt, at du skriver så meget. Det sørgelige er, at det du skriver om din veninde, som kun er 30 år, det kunne desværre passe på rigtig mange andre unge mennesker. Jeg kunne desværre også identificere mig med din rolle som “pårørende”, skønt jeg endog var mor til Luise. Jeg skulle ikke blande mig eller komme med gode råd, for det resulterede som oftest i repressalier over for Luise. MEN jeg kunne også blive undervist i, hvordan jeg bedst kunne forholde mig til hendes problematikker. Angående psykologbehandling. Jeg tror/er næsten sikker på, at din veninde ville kunne få noget konstruktivt ud af en psykologbehandling, også selv om hun virker totalt dopet, men jeg kan godt se, at det kan være et stort problem for hende at møde op. ØV.
      Hvad angår bogen, så tror jeg ikke den bliver revet ned fra hylderne. Jeg kunne frygte at den tværtimod kunne blive tiet ihjel, så jeg prøver virkelig at gøre opmærksom på den. Hvis du har nogle gode ideer til hvordan jeg kan gøre opmærksom på den, så må du endelig skrive det til mig.

      Rigtig mange tak for din deltagelse. Det gør mig lidt stærkere til at kæmpe videre.

      Kærlig hilsen Dorrit

  2. Henriemilie Says:

    Kæreste Dorrit

    Det er en kæmpe sejr, at du har fået udgivet “Kære Luise”.

    Jeg er overbevist om, at bogen vil få opmærksomhed.

    Jeg håber på gode anmeldelser, kan næsten ikke forestille mig andet og slet ikke, at den vil blive tiet ihjel.

    Det er et meget vigtigt bidrag til at belyse, hvad der foregår i psykiatrien, som en stor del af befolkningen ikke kender meget til.

    Min veninde er i midten af tyverne, jeg frygter, at hendes krop ikke kan blive ved med at holde til alle de forsøg, der udføres.
    Jeg har kendt hende siden hun var 19 år, der havde hun længe været i medicinsk behandling – uden at have været hjulpet derved.

    Det er meget trist, når mennesker når dertil, hvor de vil tage en hvilken som helst pille, og tror at dette eller hint præparat kan give dem lindring. Særligt når det drejer sig om svigt og overgreb i barndommen, dem kan medicinsk behandling ikke kurere.

    Som du har oplevet repressalier udvist overfor Luise, er vi flere, der har oplevet det samme omkring S.T. Vi skal ikke blande os for slet ikke at tale om at kritisere systemet, det hersker der ingen tvivl om. End skønt vi ville føle, at hun var i bedre hænder hos os end i hospitalsregi, hvor hun oplever tilsvarende svigt og nedgørelse, som har afstedkommet hendes skrøbelighed.

    Mht. at støtte S.T., er behandlernes svar, at det er S.T., der skal blive voksen og tage ansvar. Et ansvar, hun ikke er i stand til at honorere – nok mest grundet den massive medicinering og også til dels det faktum, at hun slet ikke kan overskue sin egen situation i alt det medicinske virvar.

    Jeg tror hun ville være bedre tjent med et ærligt svar, der findes ikke en pille, der kan gøre dig glad og mindre angst, men der findes andre muligheder for dig til at få det bedre, stadigvæk.

    Jeg håber inderligt, at psykologhjælp kan hjælpe hende, hun er tilknyttet en psykolog, men det har ikke afstedkommet nogen forandring, S.T. bor skiftevis på hospitalet og hos sig selv. Sådan har hendes liv været i alt for mange år. Spildte år.

    Jeg håber inderligt, at bogen om Luise bliver vel modtaget.

    Åbenhed omkring psykiatrien er gavnlig for alle.
    Fordomme trives, hvor der tabuiseres.

    Luise kan hvile i fred, den dag mennesker indser, at noget så skrøbeligt som et menneskesind ikke kan heles ved kemi alene.

    Når samfundet giver plads til det unikke, når vi som mennesker accepterer hinandens forskelligheder og psykiske problemer ikke er noget at skamme sig over eller gemme væk, den dag er vi mange, der ser frem til.

    Når jeg møder et nyt menneske, er det ikke et minus, at vedkommende har eller har haft psykiske problemer. Personligt opfatter jeg det således, at jeg har mødt endnu et følsomt menneske, det er berigende – aldrig stigmatiserende.

    Måske kan du få nogle journalister i tale, der er mange mennesker, der savner indblik i psykiatrien. Bogen vil give et interessant, omend dybt ulykkeligt, indblik for alle.
    DR og TV2 kan helt sikkert bruge et interview med dig her op til udgivelsen, så kontakt dem, Dorrit.

    Må bogen blive skelsættende for behandlingen og frigøre den frygtede diagnose, skizofreni, fra de mange unødvendige foranstaltninger og deraf affødte stigmatisering (ekskludering) fra samfundets side.

    Jeg havde i en årrække diagnosen paranoid skizofren, den fik ikke meget plads hos mig, fordi jeg ikke anerkendte (forstod betydningen) den.

    Jeg passede arbejde og levede mit liv ved siden af diagnosen, men det var kun muligt, fordi jeg ikke fik medicinsk behandling samtidig og fordi mine omgivelser ikke så en diagnose, de så mig.

    En arbejdsplads rummede mig på trods, det var der, hvor jeg arbejdede, da jeg blev indlagt første og anden gang.

    Den næste arbejdsplads blev aldrig konfronteret med diagnosen, det var heller ikke nødvendigt. Jeg nød god behandling på arbejdspladsen, men måtte desværre sige min stilling op, da kommunen mente, at jeg skulle sendes til Jylland i behandling.
    Lidt for autoritetstro gjorde jeg som de sagde, selv om jeg ikke selv kunne se, at jeg havde behov for det behandlingstilbud.

    Jeg var stoffri og ikke-psykotisk i arbejde, endda nyligt forfremmet.

    Det var en alt for stor belastning for mig, at de sendte mig derover, jeg kom fra et andet miljø, jeg faldt helt udenfor nummer og ingen af mine normer var gældende der.

    Diagnosen er ikke aktuel længere, har ikke været det i mange år, men “behandlingsindsatsen” fik mig ud i intravenøst stofmisbrug, utilgiveligt. Måske uundgåeligt fordi det åbenbart var stofmisbrug, der var hovedproblemet for målgruppen i Skejbyforeningen.

    Jeg var fri af stofmiljø, der hvor jeg kom fra.

    Man havde oprindelig planer om at sende mig til Ærø, men der var et halvt års ventetid.
    Alt det er fortid, og jeg har været førtidspensionist i 18 år.

    Det er på høje tid befolkningen får syn for sagen.
    Underligt at en diagnose, der typisk forbindes med følsomhed, overbelastning og stress, kan få så fatale konsekvenser, uvidenhed og berøringsangst er roden til meget ondt.

    Kan jeg gøre noget, så lad mig det vide.

    Jeg vil meget gerne støtte op, og tror, vi er mange, der nødig ser den enorme indsats kuldsejle, på tværs af alt, det være sig politiske holdninger og holdninger til psykiatrisk behandling – håber jeg virkelig, at bogen vil blive set som et stærkt vidnesbyrd – om en fejlslagen indsats.

    En indsats der så må revurderes.

    Det er på høje tid.

    Jeg er glad for, at der er mennesker, der stadig tør stå frem – og gør det.
    Glad for at det styrker dig lidt hver gang du får en positiv tilkendegivelse.
    Tak for din pæne måde at være på – altid, Dorrit.

    De kærligste hilsner og knus fra Henriemilie

  3. Henriemilie Says:

    Jeg vil bede alle venner bestille bogen hos deres boghandlere.
    Og bede om at låne:

    Kære Luise

    En bog om magt og afmagt i psykiatrien

    På deres bibliotek. Alle helst, og de har en måned – det betyder meget.

    Jeg er stadig på biofrekvensdråber og homøopati, det er godt.
    Jeg kan sætte akupunkturnåle, må have bestilt nogle nye snart.
    Vil lære mere om akupressur også. Ved lidt også om energierne efterhånden, vil søge energivæsnerne mere intensivt jeg kan ikke linke her men du må meget gerne tage Albert Einstein og John Lennon linket, der ligger på min væg snart – tilføj det, som jeg eller find den video, der passer dig bedst. jeg linker så også til alle de mange andre, personligt ledte jeg i Einsteins citater om sustainability, ordet var ikke nævnt tredive gange eller mere, så valgte jeg consiosness, heri er det nævnt.
    Se 2012 er forandringens time, Du vil kunne finde Luise, jeg min farmor og andre, idet det er den tid, hvor overflod og de resterende 90 % af hjernen gives fri. Det betyder enhed. Enhed og klarhed.

    på biblioteket.
    Gør du det samme, Dorrit !
    Jeg har tænkt lidt over det, og det er indtil videre en god strategi.

  4. Henriemilie Says:

    Knus Henriemilie

    P.S. Retter du lige den misser for mig, Kæreste Dorrit ..?

  5. dorrit cato christensen Says:

    kære Henriemilie.
    Bogen udkommer den 5. maj og hedder KÆRE LUISE – en beretning om magt og afmagt i psykiatrien. Så er det rettet kære Henriemilie.

    Jeg er rigtig glad for at du opfordrer alle til at efterspørge bogen på biblioteket og eventuelt købe den. Jeg er i det hele taget meget glad for din store interesse. Jeg er jo en del fortravlet i denne tid. Sådan er det nok altid lige før en udgivelse.
    Mange varme hilsner fra Dorrit

  6. llona Says:

    hmmjaa der er sgu så meget magtmisbrug i det system du kan bare se mit her
    Bortset fra det må det da være ulovligt at kun 1 psykiater for 13 år siden gav denne psykose diagnose mener jeg har set et sted mindst 2 psykiatere skal have vurderet ens tilstand men bortset fra det er den jo kun givet på subjektive samtaler og 6 måneder inden indlæggelsen 1996 1.april var der en distrikstpsykiater der sagde jeg slet ikke skule ind i det system da jeg intet fejler har det på skrift og det står i sundhed.dk hvordan hænger det så sammen hva? desuden tag ham Breivik fra Utøya der var der da vist 3 psykiatere der havde vurderet ham det kan ikke være lovligt der må være nogen regler for at give en så alvorligt diagnose der kun er stillet på samtale ellers er det sgu værre end det gamle Rusland det kan simpelthen ikke passe det her

    svar

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: