psykiatriske klagesystemer

  Første januar 2009.

Jeg sidder og gør status over 2008. Jeg er nok blevet klogere, men også mere desillusioneret. Jeg savner Luise helt ubdskriveligt. Hun døde for tre og et halvt år siden af overmedicinering på psykiatrisk afdeling på Amager Hospital. Jeg forstår simpelthen ikke behandlerne i psykiatrien. Der er som om de ikke regner de sindslidende for mennesker. Samme mentalitet oplever man efter min mening hos de overvågende myndigheder. Det forekommer utænkeligt, at man skulle få en tilkendegivelse eller noget der ligner en undskyldning, når ens barn er død i psykiatrien. Myndighederne ønsker heller ikke, at der placeres et ansvar for et dødsfald forårsaget af psykiatrisk medicinsk behandling. 

Jeg sidder her med alle mine talenter og kan kigge tilbage på et år, hvor myndigheder forseglede deres hundredevis af skrivelser med endelige afslag på vores tre år lange brevveksling. Jeg fik ikke et eneste ord fra myndighederne om, at Luise behandling burde have været bedre. Derimod sidder jeg med otte samlemapper fyldt med korrespondance mellem de forskellige klagenævn og mig, og hvor jeg sidder tilbage med en følelse af, at man ikke har taget reel stilling til mine klager over Luise katastrofale behandling. Det virker som om det på forhånd var en sag der ikke skulle vindes.                                                        

Det hedder sig, at de psykiatriske klagersystemer hjælper patienterne. Det er ikke rigtigt. De understøtter det etablerede behandlingssystem, og er dermed indirekte årsag til at forkert behandling bliver legitimeret. 

Jeg anmeldte  Luises dødsfald til Politiet, Patientklagenævnet og til Patientforsikringen. Jeg anklagede den læge, hvis skødesløse behandling var årsag til hendes alt for tidlige død og min klage var også rettet mod Amager Hospitals psykiatriske afdeling på Digevej, hvor lægen var ansat. 

Det blev til henved tre års kamp mod vejrmøller for så at ende op med ros til behandlingssystemet. Luise havde fået første klasses behandling, kan man læse i de forskellige afgørelser.

Venenr og bekendte sagde til mig: “Lad være med at klage. Det er en nedværdigende og opslidende proces. Og du får ikke et ben til jorden. For psykiaterne hænger sammen som ærtehalm”.

 Selvfølgelig skulle jeg klage. Det turde være indlysende, at Luise døde af overmedicinering. Hun faldt pludselig og uventet om og var død. I følge obduktionsrapporten havde Luise ikke nogen uopdagede sygdomme. Så der burde ikke herske nogen tvivl om dødsårsagen.

Luise havde fået tilført et nyt antipsykotisk præparat oven i de tre præparater, hun fik i forvejen. Ti timer før hun døde havde hun tilmed fået en indsprøjtning depotmedicin. Sundhedsstyrelsens vejledning, som påpeger at der som hovedregel kun må gives et antipsykotisk præparat ad gangen var altså langt fra overholdt. Så for mig at se burde det være en sag, som hurtigt kunne afgøres og hvor resultatet ville være dødsfald på grund af overmedicinering. – Men jeg skulle blive klogere.

Vennerne fik desværre ret. Det blev en opslidende og nedværdigende klageproces. Og værst af alt. Jeg har mistet troen på, at behandlerne og beslutningstagerne er interesseret i at ændre på den skødesløse medicinering mange af de patienter, der har været i behandlingssystemet i årevis, udsættes for. 

Kriminalpolitiet fik min anmeldelse den 14. august 2005. Jeg hørte ikke et ord fra politiet før den 19 maj 2006, hvor de skrev at de indstillede efterforskningen. Politiet havde ikke tid til endog at skrive, at de havde modtaget min klage. Til gengæld havde politiet en løbende kommunikation med Amager Hospital og Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S). Blandt andet beroligede politiet Amager Hospital og H:S om, at de kunne tage det helt afslappet, idet politiet ikke fandt nogen grund til endog at afhøre den involverede læge. Dette allerede sagt kort efter min anmeldelse.

Kriminalpolitiet brugte Sundhedsstyrelsens psykiatrifaglige ekspertise til at vurdere om behandlingen af Luise var forsvarlig.

Dette burde være betryggende, da Sundhedsstyrelsen er den instans, der udstikker retningslinjer for al lægelig behandling og overvåger at behandlingen sker efter forskrifterne.  Finder styrelsen  at den psykiatriske behandling ikke lever op til de fastsatte krav om forsvarlighed, kan “den skyldige læge” underkastes tilsyn eller anden form for repressalier. 

Sundhedsstyrelsen fandt, at Luise var blevet behandlet i overensstemmelse med standarden for god speciallægepraksis. Dette chokerede mig, eftersom Sundhedsstyrelsens Vejledning af år 2000 om behandling af skizofreni påpeger: “Monoterapi (behandling med et antipsykotisk præparat) bør med få undtagelser være reglen”. Luise fik 4 antipsykotiske præparater+ andre psykofarmaka.

Der var meget fokus på Luises dødsfald i medierne. Her understregede Sundhedsstyrelsens kontorchef hele tiden, at vejledningen af år 2000 skulle overholdes, og lovede bål og brand over de læger, der ikke gjorde det. Specielt kompromisløse er udtalelserne  i  Jyllandsposten i marts og april 2006 og i Dagens Medicin d. 27.januar 2006, hvor kontorchef Anne Mette Dons direkte siger: “Vejledningen skal med få vel dokumenterede undtagelser følges”.(…….) “Vejledningen vil naturligvis kunne fraviges, hvis der er gode faglige argumenter for at gøre det. Men den pågældende  læge må så være forberedt på, at en fravigelse kan give anledning til kritik I Patientklagenævnet, eller alternativt en sag ved domstolene” .

På trods af de bombastiske udtalelser i medierne i foråret 2006 sidder man samtidig  på hjemmefronten i Sundhedsstyrelsen og strikker et smukt dokument sammen, som sendes til politiet altså den 9. marts 2006. I den fire sider lange skrivelse kan man læse, at Luise er blevet behandlet i overenstemmelse med god speciallægepraksis. Udtalelser fra førende eksperter i farmakologi kunne heller ikke rokke ved styrelsens ihærdige frikendelse af Luises skandaløse behandling viser følgende artikel fra Jyllandsposten: “I fire måneder har Sundhedsstyrelsen siddet med en førende eksperts advarsel om, at en farlig medicinsk cocktail slog den 32-årige sindslidende Luise Hjerming Christensen ihjel. Den oplysning afviste styrelsen uden så meget som at kontakte eksperten, professor Kim Brøsen. I stedet frikendte styrelsen de læger, der behandlede kvinden – selvom hun fik mere medicin, end styrelsen anbefaler”. (…) “Det er dybt bekymrende. Sundhedsstyrelsen bør være åben og lyttende og have selverkendelse nok til at vide, at den ikke sidder med den højeste ekspertise,” siger sundhedsordfører Charlotte Fischer (R).__Luise Hjerming Christensen gik pludselig i kramper og døde på Amager Hospital sidste år efter at have fået en medicinsk cocktail, som både Sundhedsstyrelsen, medicinalfirmaer og eksperter fraråder. Det fik i foråret Kim Brøsen, overlæge og professor i farmakologi ved Syddansk Universitet, til at undersøge sagen. Hans færdige rapport slog i videnskabeligt sprog fast, at det var sandsynligt, at den unge kvinde døde af medicinen. På almindeligt dansk betød det ifølge Brøsen, at medicinen uden tvivl slog hende i hjel. Det sagde han åbent i pressen i maj, og det fik både Københavns Politi og den afdødes mor til at sende rapporten til Sundhedsstyrelsen. Men Kim Brøsen hørte aldrig fra styrelsen, selvom han er en af verdens førende eksperter på området. Det er en fejl, mener han. Så er det jeg mister troen på den højeste instans, hvad angår overvågning psykiaternes behandlingspraksis. Hvordan kan styrelsen til pressen love bål og brand, hvis psykiaterne ikke overholder deres vejledning, og samtidig forfatte et dokument, som siger, at det er i orden at vejledningen ikke overholdes, for det er jo det der reelt er sket. Hvis Luises sag så var et enkeltstående eksempel, men jeg har desværre kendskab til lignende sager. 

Patientforsikringen har også afsluttet sagen. Her lød min klage på “Dødsfald pga. medicinforgiftning” Jeg nævnte de 4 antipsykotiske midler + benzodiazepiner, som Luise fik. Depotsprøjten, Luise  fik ti timer før hun faldt om, angav jeg som hovedårsagen til hendes uventede død. 

I følge Patientforsikringens psykiatrisagkyndige var Luise blevet behandlet efter bedste specialiststandard. Begrundelsen vil jeg referere ordret:

1) “Den medikamentelle antipsykotiske behandling har været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. At effekten ikke har været tilfredsstillende skyldes lidelsens natur og det vilkår, at fagets viden og behandlingsmuligheder er begrænsede”.

2) “Som anført mener jeg, at den risiko, der ligger i den medikamentelle behandling, må afvejes overfor den lidelse LHC ville have været udsat for uden behandling”.

Angående punkt 2) “Risikoen ved den medikamentelle behandling må afvejes overfor, hvad LCH ville have været udsat for uden behandling” Luise døde af behandlingen. Intet kan vel være værre. Dernæst er der dog et stort spring mellem 5 psykofarmaka og ingen behandling (psykofarmaka).

Angående 1) Skal faget manglende viden give grønt lys for uhæmmet medicinering og med bedste karakter til følge. Det er chokerende. Man bør dog netop være forsigtig, hvis der er meget ringe viden om faget.

Klagen til Patientklagenævnet fik samme udfald. Klagenævnets psykiatrisagkyndige mente ikke, at der var noget at udsætte på Luises behandling -snarere tværtimod. Klagenævnet gjorde mig i flere tilfælde opmærksom på: “Det er ikke nævnets opgave, at udtale sig om årsagen til Luise Hjerming Christensens død uanset om der er klaget herover. Nævnet tager udelukkende stilling til om den lægelige behandling har været forsvarlig”. Det er en mærkelig oplysning, for det var jo den medicinske behandling der var årsag til Luises død.  

 

I øvrigt ansatte patientklagenævnet den læge jeg havde anklaget over, som deres psykiatrisagkyndige ca. et halvt år efter jeg havde klaget over ham. Det synes jeg var et meget dårligt signal at sende til mig. Det fortalte mig indirekte, at jeg aldrig ville vinde sagen. Enhver kan jo nok regne ud, at nævnet ikke ansætter en læge, for så at anklage ham senere.

Det er meget forstemmende. Det betyder, at der ikke er vilje til at se på om, der var nogle områder, hvor den psykiatriske behandling kunne gøres bedre, hvilket igen kunne føre til, at der fremover ville ske færre unødvendige lemlæstelser eller dødsfald forårsaget af behandling med antipsykotiske mediciner.

Jeg havde håbet, at fremlæggelsen af Luises sørgelige og skødesløse behandlingsforløb, som endte med døden kunne være afsæt til refleksion blandt de ansvarlige instanser herunder Sundhedsstyrelsen. Sagen er veldokumenteret og det burde være indlysende, at behandlingen langt fra har levet op til standarden. 

Der er ikke sket refleksion, der er snarere blevet trukket skarpe fronter op, som var det en skyttegravskrig. Jeg har været i kontakt med flere, der ligesom jeg har mistet et barn i psykiatrisk behandling på grund af overmedicinering. Jeg er sikker på, at der desværre findes en del lignende tilfælde. Jeg synes det er bekymrende og farligt.