psykiatriske klagesystemer

  Første januar 2009.

Jeg sidder og gør status over 2008. Jeg er nok blevet klogere, men også mere desillusioneret. Jeg savner Luise helt ubdskriveligt. Hun døde for tre og et halvt år siden af overmedicinering på psykiatrisk afdeling på Amager Hospital. Jeg forstår simpelthen ikke behandlerne i psykiatrien. Der er som om de ikke regner de sindslidende for mennesker. Samme mentalitet oplever man efter min mening hos de overvågende myndigheder. Det forekommer utænkeligt, at man skulle få en tilkendegivelse eller noget der ligner en undskyldning, når ens barn er død i psykiatrien. Myndighederne ønsker heller ikke, at der placeres et ansvar for et dødsfald forårsaget af psykiatrisk medicinsk behandling. 

Jeg sidder her med alle mine talenter og kan kigge tilbage på et år, hvor myndigheder forseglede deres hundredevis af skrivelser med endelige afslag på vores tre år lange brevveksling. Jeg fik ikke et eneste ord fra myndighederne om, at Luise behandling burde have været bedre. Derimod sidder jeg med otte samlemapper fyldt med korrespondance mellem de forskellige klagenævn og mig, og hvor jeg sidder tilbage med en følelse af, at man ikke har taget reel stilling til mine klager over Luise katastrofale behandling. Det virker som om det på forhånd var en sag der ikke skulle vindes.                                                        

Det hedder sig, at de psykiatriske klagersystemer hjælper patienterne. Det er ikke rigtigt. De understøtter det etablerede behandlingssystem, og er dermed indirekte årsag til at forkert behandling bliver legitimeret. 

Jeg anmeldte  Luises dødsfald til Politiet, Patientklagenævnet og til Patientforsikringen. Jeg anklagede den læge, hvis skødesløse behandling var årsag til hendes alt for tidlige død og min klage var også rettet mod Amager Hospitals psykiatriske afdeling på Digevej, hvor lægen var ansat. 

Det blev til henved tre års kamp mod vejrmøller for så at ende op med ros til behandlingssystemet. Luise havde fået første klasses behandling, kan man læse i de forskellige afgørelser.

Venenr og bekendte sagde til mig: “Lad være med at klage. Det er en nedværdigende og opslidende proces. Og du får ikke et ben til jorden. For psykiaterne hænger sammen som ærtehalm”.

 Selvfølgelig skulle jeg klage. Det turde være indlysende, at Luise døde af overmedicinering. Hun faldt pludselig og uventet om og var død. I følge obduktionsrapporten havde Luise ikke nogen uopdagede sygdomme. Så der burde ikke herske nogen tvivl om dødsårsagen.

Luise havde fået tilført et nyt antipsykotisk præparat oven i de tre præparater, hun fik i forvejen. Ti timer før hun døde havde hun tilmed fået en indsprøjtning depotmedicin. Sundhedsstyrelsens vejledning, som påpeger at der som hovedregel kun må gives et antipsykotisk præparat ad gangen var altså langt fra overholdt. Så for mig at se burde det være en sag, som hurtigt kunne afgøres og hvor resultatet ville være dødsfald på grund af overmedicinering. – Men jeg skulle blive klogere.

Vennerne fik desværre ret. Det blev en opslidende og nedværdigende klageproces. Og værst af alt. Jeg har mistet troen på, at behandlerne og beslutningstagerne er interesseret i at ændre på den skødesløse medicinering mange af de patienter, der har været i behandlingssystemet i årevis, udsættes for. 

Kriminalpolitiet fik min anmeldelse den 14. august 2005. Jeg hørte ikke et ord fra politiet før den 19 maj 2006, hvor de skrev at de indstillede efterforskningen. Politiet havde ikke tid til endog at skrive, at de havde modtaget min klage. Til gengæld havde politiet en løbende kommunikation med Amager Hospital og Hovedstadens Sygehusfællesskab (H:S). Blandt andet beroligede politiet Amager Hospital og H:S om, at de kunne tage det helt afslappet, idet politiet ikke fandt nogen grund til endog at afhøre den involverede læge. Dette allerede sagt kort efter min anmeldelse.

Kriminalpolitiet brugte Sundhedsstyrelsens psykiatrifaglige ekspertise til at vurdere om behandlingen af Luise var forsvarlig.

Dette burde være betryggende, da Sundhedsstyrelsen er den instans, der udstikker retningslinjer for al lægelig behandling og overvåger at behandlingen sker efter forskrifterne.  Finder styrelsen  at den psykiatriske behandling ikke lever op til de fastsatte krav om forsvarlighed, kan “den skyldige læge” underkastes tilsyn eller anden form for repressalier. 

Sundhedsstyrelsen fandt, at Luise var blevet behandlet i overensstemmelse med standarden for god speciallægepraksis. Dette chokerede mig, eftersom Sundhedsstyrelsens Vejledning af år 2000 om behandling af skizofreni påpeger: “Monoterapi (behandling med et antipsykotisk præparat) bør med få undtagelser være reglen”. Luise fik 4 antipsykotiske præparater+ andre psykofarmaka.

Der var meget fokus på Luises dødsfald i medierne. Her understregede Sundhedsstyrelsens kontorchef hele tiden, at vejledningen af år 2000 skulle overholdes, og lovede bål og brand over de læger, der ikke gjorde det. Specielt kompromisløse er udtalelserne  i  Jyllandsposten i marts og april 2006 og i Dagens Medicin d. 27.januar 2006, hvor kontorchef Anne Mette Dons direkte siger: “Vejledningen skal med få vel dokumenterede undtagelser følges”.(…….) “Vejledningen vil naturligvis kunne fraviges, hvis der er gode faglige argumenter for at gøre det. Men den pågældende  læge må så være forberedt på, at en fravigelse kan give anledning til kritik I Patientklagenævnet, eller alternativt en sag ved domstolene” .

På trods af de bombastiske udtalelser i medierne i foråret 2006 sidder man samtidig  på hjemmefronten i Sundhedsstyrelsen og strikker et smukt dokument sammen, som sendes til politiet altså den 9. marts 2006. I den fire sider lange skrivelse kan man læse, at Luise er blevet behandlet i overenstemmelse med god speciallægepraksis. Udtalelser fra førende eksperter i farmakologi kunne heller ikke rokke ved styrelsens ihærdige frikendelse af Luises skandaløse behandling viser følgende artikel fra Jyllandsposten: “I fire måneder har Sundhedsstyrelsen siddet med en førende eksperts advarsel om, at en farlig medicinsk cocktail slog den 32-årige sindslidende Luise Hjerming Christensen ihjel. Den oplysning afviste styrelsen uden så meget som at kontakte eksperten, professor Kim Brøsen. I stedet frikendte styrelsen de læger, der behandlede kvinden – selvom hun fik mere medicin, end styrelsen anbefaler”. (…) “Det er dybt bekymrende. Sundhedsstyrelsen bør være åben og lyttende og have selverkendelse nok til at vide, at den ikke sidder med den højeste ekspertise,” siger sundhedsordfører Charlotte Fischer (R).__Luise Hjerming Christensen gik pludselig i kramper og døde på Amager Hospital sidste år efter at have fået en medicinsk cocktail, som både Sundhedsstyrelsen, medicinalfirmaer og eksperter fraråder. Det fik i foråret Kim Brøsen, overlæge og professor i farmakologi ved Syddansk Universitet, til at undersøge sagen. Hans færdige rapport slog i videnskabeligt sprog fast, at det var sandsynligt, at den unge kvinde døde af medicinen. På almindeligt dansk betød det ifølge Brøsen, at medicinen uden tvivl slog hende i hjel. Det sagde han åbent i pressen i maj, og det fik både Københavns Politi og den afdødes mor til at sende rapporten til Sundhedsstyrelsen. Men Kim Brøsen hørte aldrig fra styrelsen, selvom han er en af verdens førende eksperter på området. Det er en fejl, mener han. Så er det jeg mister troen på den højeste instans, hvad angår overvågning psykiaternes behandlingspraksis. Hvordan kan styrelsen til pressen love bål og brand, hvis psykiaterne ikke overholder deres vejledning, og samtidig forfatte et dokument, som siger, at det er i orden at vejledningen ikke overholdes, for det er jo det der reelt er sket. Hvis Luises sag så var et enkeltstående eksempel, men jeg har desværre kendskab til lignende sager. 

Patientforsikringen har også afsluttet sagen. Her lød min klage på “Dødsfald pga. medicinforgiftning” Jeg nævnte de 4 antipsykotiske midler + benzodiazepiner, som Luise fik. Depotsprøjten, Luise  fik ti timer før hun faldt om, angav jeg som hovedårsagen til hendes uventede død. 

I følge Patientforsikringens psykiatrisagkyndige var Luise blevet behandlet efter bedste specialiststandard. Begrundelsen vil jeg referere ordret:

1) “Den medikamentelle antipsykotiske behandling har været i overensstemmelse med bedste specialiststandard. At effekten ikke har været tilfredsstillende skyldes lidelsens natur og det vilkår, at fagets viden og behandlingsmuligheder er begrænsede”.

2) “Som anført mener jeg, at den risiko, der ligger i den medikamentelle behandling, må afvejes overfor den lidelse LHC ville have været udsat for uden behandling”.

Angående punkt 2) “Risikoen ved den medikamentelle behandling må afvejes overfor, hvad LCH ville have været udsat for uden behandling” Luise døde af behandlingen. Intet kan vel være værre. Dernæst er der dog et stort spring mellem 5 psykofarmaka og ingen behandling (psykofarmaka).

Angående 1) Skal faget manglende viden give grønt lys for uhæmmet medicinering og med bedste karakter til følge. Det er chokerende. Man bør dog netop være forsigtig, hvis der er meget ringe viden om faget.

Klagen til Patientklagenævnet fik samme udfald. Klagenævnets psykiatrisagkyndige mente ikke, at der var noget at udsætte på Luises behandling -snarere tværtimod. Klagenævnet gjorde mig i flere tilfælde opmærksom på: “Det er ikke nævnets opgave, at udtale sig om årsagen til Luise Hjerming Christensens død uanset om der er klaget herover. Nævnet tager udelukkende stilling til om den lægelige behandling har været forsvarlig”. Det er en mærkelig oplysning, for det var jo den medicinske behandling der var årsag til Luises død.  

 

I øvrigt ansatte patientklagenævnet den læge jeg havde anklaget over, som deres psykiatrisagkyndige ca. et halvt år efter jeg havde klaget over ham. Det synes jeg var et meget dårligt signal at sende til mig. Det fortalte mig indirekte, at jeg aldrig ville vinde sagen. Enhver kan jo nok regne ud, at nævnet ikke ansætter en læge, for så at anklage ham senere.

Det er meget forstemmende. Det betyder, at der ikke er vilje til at se på om, der var nogle områder, hvor den psykiatriske behandling kunne gøres bedre, hvilket igen kunne føre til, at der fremover ville ske færre unødvendige lemlæstelser eller dødsfald forårsaget af behandling med antipsykotiske mediciner.

Jeg havde håbet, at fremlæggelsen af Luises sørgelige og skødesløse behandlingsforløb, som endte med døden kunne være afsæt til refleksion blandt de ansvarlige instanser herunder Sundhedsstyrelsen. Sagen er veldokumenteret og det burde være indlysende, at behandlingen langt fra har levet op til standarden. 

Der er ikke sket refleksion, der er snarere blevet trukket skarpe fronter op, som var det en skyttegravskrig. Jeg har været i kontakt med flere, der ligesom jeg har mistet et barn i psykiatrisk behandling på grund af overmedicinering. Jeg er sikker på, at der desværre findes en del lignende tilfælde. Jeg synes det er bekymrende og farligt.

 

 

Reklamer

35 kommentarer to “psykiatriske klagesystemer”

  1. Marian Says:

    Jeg ser Patientklagenævnets begrundelse for sin afgørelse som endnu et tydeligt bevis på, at vi ikke vil komme nogen steder hen, før vi ikke begynder at sætte spørgsmålstegn ved den almen anerkendte opfattelse af emotionelle kriser som værende biologisk (hjerne-)sygdom. Så længe vi modsigelsesløst accepterer denne definition af kriser, vil læger (psykiatrere) være de ubestridte eksperter, og medicinsk behandling – efter “eksperternes” forgodtbefindende, siden psykiatriens videnskabelige grundlag er så tynd som det er – den første og eneste som virksom betragtede hjælp.

    Så længe vi ikke stiller spørgsmålstegn ved “eksperternes” videnskabelige grundlag for deres “ekspertise”, og så længe vi vælger, at konsekvent lukke øjnene for at både de videnskabelige fakta, men også kriseramte menneskers egen erfaring, peger i en helt anden end den biologisk-medicinske retning, når det gælder årsagerne til emotionel lidelse, vil vi ikke kunne forbedre hjælpen til mennesker i krise – der i mine øjne ikke bare bør forbedres, men ændres grundlæggende.

    Jeg kom forbi hér efter jeg endnu en gang har set dokumentarfilmen “The Doctor Who Hears Voices”. En film, der både gør mig umådelig glad, hver gang jeg ser den, over at der dog også findes nogle enkelte behandlere, der har den fornødne ydmyghed til at kunne respektere kriseramte mennesker betingelsesløst, men også samtidigt gør mig lige så umådeligt ked af det, at denne respekt er så langt fra at være en selvfølge blandt behandlerne. En film, der, hver gang jeg ser den, faktisk leder mine tanker til Luise og alle de mange andre, der aldrig har fået eller vil få chancen.

  2. dorrit42 Says:

    Jeg er enig. Det er “eksperternes” videnskabelige” grundlag og deres “ekspertise”, der bør stilles spørgsmålstegn ved. Læser man hjerneforsker Elliot Valensteins værk “Hjernen som syndebuk”, bliver man meget desillusioneret. I følge Vallenstein er bevisførelsen for psykofarmakas fantastiske lindrende virkning så som så. Og tesen om at skizofreni skulle være en følge af, at en person har overproduktion at signalstoffet dopamin i hjernen, såvel som depression skulle være forårsaget at underproduktion at signalstoffet serotonin får Vallenstein også sat et stort spørgsmålstegn ved. Det er rigtigt at vi skal stille spørgsmålstegn ved Eksperternes videnskabelig grundlag, men min erfaring siger mig også, at vi som borgere bør have mindre knæfald for videnskaben i det hele taget. De fleste borgere tror jo ubetinget på at psykiatrien i dens nuværende form kan hjælpe mennesker, hvis sind har det svært. Jeg tror vi ønsker at tro på, at de lægemidler, som i virkeligheden for manges vedkommende er meget skadelige, og i mange tilfælde gør den sindslidendes tilstand dårligere jo mere medicin de får at de lægemidler kan hjælpe . Det er mit indtryk, at ikke mange mennesker ved noget om psykofarmakas virkning, og da de heller ikke kender noget til dosestørrelser, ja, så lever de videre i troen på medicinens velsignelse. Luise min datter havde ikke hallucinationer før hun fik antopsykotika. Jo mere medicin hun fik, desto værre blev hallucinationerne. Psykiaterne fortalte hende, at hun var meget syg og at hun skulle have mere medicin. Luise turde ikke modsætte sig. Hun fik mere og mere medicin. Hun blev mere og mere hallucineret og forpint.

  3. Stine Bull Says:

    Som mor til et psykisk sygt barn som også døde p.g.a. overmedicinering kan jeg kun tilslutte mig og beundre Dorrits kamp mod det Psykiatriske Klagesystem men sandelig også omkring lægestanden indenfor psykiatrien som doserer medicin i uhyrligt omfang i stedet for måske at vente og se effekten af medicinen inden de “bare” ordinerer mere og mere og flere og flere præparater.
    Jeg kalder behandlingen af de psykisk syge i Danmark for “Den Sorte Middelalder” i forhold til behandlingen af somatiske sygdomme.
    Som pårørende til et psykisk sygt barn sker der desværre også en vældig nedslidning af ens resourcer.
    Det er måske derfor at vi pårørende ikke har overskud til kamp det er at gøre opmærksom på de psykisk syges vilkår.
    Vi skal både være deres nærmeste og samtidig deres advokat overfor hvilken medicinsk behandling de modtager.
    Netop den gruppe af syge kan jo ikke kæmpe samme kamp som mennesker med somatiske sygdomme hvis der sker fejlbehandling.
    Vi kæmper derfor på deres vegne og altfor ofte forgæves.
    Selv i dette næsten overoplyste samfund er der stort set ingen focus på de psykisk syge.
    Det er et dels stadig et kæmpe tabuemne og dels afspejler det samtidig mediernes manglende interesse for sagen.
    En ond cirkel må man sige.

  4. Kirsten Lindgreen Says:

    Jeg synes det er godt at det bliver synliggjort hvor svært det er at få medhold, når man klager over psykiatrisk behandling. Det er dog deprimerende.

  5. Poul Nielsen Says:

    Kære Dorrit jeg leder efter information om dødsfald i psykiatrien, ved du om der er nogen steder eller kilder der referer til antallet af de der døde medens de var under psykiatrisk behandling. Ved man foreks hvor mange der årligt dør af overmedicinering

    • dorrit42 Says:

      Kære Poul. Det er meget sløret, hvor mange der dør under eller som følge af psykiatrisk/medicinsk behandling. Det skyldes blandt andet, at en del af dødsfaldene sker pga. bivirkninger ved medicinen. Det kan være blodprop, sukkersyge og meget andet. Hvis en person dør af eksempelvis blodprop, og selv om det er en følge af medicineringen registreres vedkommende under dødsfald pga. blodprop osv. Dog har Lars Teilmann fra Nordjyske Stiftstidende lavet et muldvarpearbejde og fundet frem til, at 157 personer årligt dør (her er tale om personer der er blevet obduceret og hvor man ikke har kunnet finde en dødårsag. Hvis du googler “de psykiatriske klagesystemer” vil du finde en artikel derom som nummer tre. Ellers kan man sammenholde forskellige tal fra forskellige registre og få en ide om at dødsfaldene er i stigning.
      Jeg har problematiseret dette for Sundhedsministeren og Sundhedsudvalget, men desværre ikke fået nogen reaktion. Se mailen sendt til Sundhedsudvalget den 31. marts 2008, hvor jeg blandt andet sammenligner tal fra dødsårsagsregisteret. Disse tal viser en markant stigning i dødsfald under rubrikken “mentale lidelser”. Dette sammenligner jeg med en artikel fra “Helse”, hvor det vises, at der ligeledes er sket en massiv stigning i anvendelsen af antipsykotiske lægemidler. Je fik aldrig svar på min henvendelse og der blev ikke stillet spørgsmål til Sundhedsministeren.

      Til Sundhedsudvalget ved Preben Rudiengaard. 31. marts 2008
      Jeg vil gerne henlede udvalgets opmærksomhed på min henvendelse af 20. februar 2008 vedr. klagesag om psykiatrisk behandling generelt og med min datters behandling som eksempel (Luise fik fire antipsykotiske lægemidler og en del benzodiazepiner. Behandlingen resulterede I hendes død). Ligeledes omhandler ovennævnte skrivelse en problematisering af Patientklagenævnets rolle i klager om psykiatrisk behandling generelt. Jeg ønsker oplyst om hvilke spørgsmål ministeren er blevet stillet og hvad Sundhedsministeren har svaret.

      NB! Jeg vil henlede opmærksomheden på Patientklagenævnets formulerede hovedformål med hensyn til kvalitetsudvikling og kvalitetssikring.

      “Der er to hovedformål med behandlingen af klagesager i Patientklagenævnet. For det første
      skal nævnet tage stilling til, om sundhedspersonen har overtrådt sundhedslovgivningen, og på
      denne måde medvirke til at sikre, at den pågældende sundhedsperson ikke gentager en
      kritisabel faglig adfærd. For det andet skal nævnet ved at informere om afgørelserne medvirke
      til den løbende kvalitetssikring og kvalitetsudvikling i sundhedsvæsenet og dermed bidrage til
      at forbedre patienternes møde med sundhedsvæsenet.”

      Det betyder reelt, at Patientklagenævnets afgørelser i sager om behandling af skizofreni (jeg kan ikke finde nogen vundne sager inden for behandling med antipsykotika) er med til at refærdiggøre at en farlig medicinering får lov til at fortsætte i det uendelige, og under henvisning til at patienten er “meget syg”.

      Det er et faktum, at dødeligheden blandt mennesker med diagnosen skizofreni er stadig stigende, hvorimod dødeligheden inden for andre specialer er faldende. Ifgl. Sst’s dødårsagsregister side 19 og 20 under rubrikken Mentale lidelser kan man se, at der i 1985 var 546 dødsfald, hvorimod der i 2005 var 2510. Denne stigning burde i den grad bekymre. Dette sammenholdt med en artikel i Helse aug. 2007, som fortæller om en markant stigning i brug af antipsykotika burde gøre det klart, at der er en sammenhæng mellem medicinering og dødsfald. Uddrag fra Helse: “Samfundets udgifter til t behandle skizofreni stiger år for år. Ikke fordi flere danskere er i behandling, men fordi den enkelte patient i snit får stadig større mængder over længere tid. I alt var omkring 110.000 danskere i behandling med antipsykotisk medicin i 2006. Der er flere yngre og færre ældre, men det samlede antal er kun steget med 1,6% siden 2002. I døgndoser er stigningen derimod 24%”. Det turde være indlysende at det er den øgede medicinering der er årsag til
      stigningen i dødsfaldene.

      Man kunne få den tanke, at der er en uudtalt konsensus om, at psykiaterne skal have frie hænder til at udøve deres for manges vedkommende lemfældige behandling i videnskabens hellige navn, og derfor uden hensyntagen til den enkelte patients ve og vel, -altså at patienterne bruges som forsøgspersoner, der vel at mærke uden de har haft mulighed for at give deres samtykke dertil. Det er et meget farligt skråplan.

      Patientklagenævnets afgørelser er med til at denne farlige praksis kan blive ved i det uendelige og med mange invaliditeter og ofte med dødsfald til følge. Dette er forstemmende, når vi i Danmark brøster os af, at vi er et samfund, som tager sig af/behandler “de svageste”. Vi tager os langt fra godt nok af de psykiatriske patienter, som har været i behandlingssystemet i årevis! Disse sager synes blot at være sager der skal overstås og hvor udfaldet bliver at lægen har behandlet med omhu og samvittigsfuldhed

      NB! Jeg finder det skandaløst, at de PKN ansatte den læge jeg havde indklaget, som deres psykiatrikonsulent efter jeg havde indklaget ham. Dette finder jeg ganske upassende, men desværre også et tydeligt tegn på hvor “alvorligt “PKN tager indklagede sager om psykiatrisk behandling.

      Problemstillinger:

      Efter min bedste overbevisning findes der ikke en sag om overmedicinering, hvor den ansvarlige læge har fået en § 6 påtale. Det er tankevækkende set i forhold til den markante stigning i dødsfald (sst’s dødsårsagsregister), og set i forhold til den markante stigning i brugen af antipsykotisk medicin (Helse)

      Klagerne synes udelukkende at afgøres på baggrund af de psykiatrisagkyndiges vurdering. De indsendte bilag fra henholdsvis indklageren og den indklagede synes ikke nævnt med et komma.

      PKN burde netop være ekstra omhyggelige mht. vurderinger/afgørelser inden for psykiatrien (behandling med antipsykotika). Der findes ikke måleparametre for diagnostisering af eksempelvis skizofreni. PKN bør have in mente, at man inden for psykiatrien ikke som inden for andre specialer måle sig frem til en skizofreni eller sygdomgradenen heraf. Omvendt kan man heller ikke måle om behandlingen har hjulpet. Det hele er op til den enkelte psykiaters kliniske vurdering, og følgeligt hvad vedkommende læge skriver i journalen om virkning/bivirkninger. Hvis lægen ikke skriver noget om bivirkninger, så er der ikke bivirkninger osv. Journalen er det eneste vidne om, hvordan en behandling er foregået.

      Hvis lægen ikke læser patientens journal -altså tidligere behandleres notater, så ser den nye psykiater (der er hele tiden nye psykiatere) patienten som et ubeskrevet blad, og begynder sin kliniske vurdering fra punkt nul. Denne patient kan have prøvet samtlige antipsykotika på markedet, og hvis journalen blev læst, ville det ofte fremgå, at vedkommende var blevet dårligere og dårligere, hvilket vel ikke skulle være hensigten med behandlingen, men det ser lægerne ikke,da de ikke læser journalen

      Det betyder. at den tidligere medicinske behandling ikke tages med i den samlede vurdering af patientens tilstand, hvilket igen fører til afprøvning af et nyt antipsykotisk præparat, og den skizofrene patient kan gennem årene have prøvet samtlige antispykotika på markedet og i virkeligheden blevet dårligere og dårliger netop pga, denne farlige eksperimentering. Dette burde tages med i den samlede behandlingsvurdering, men bliver det ikke, da journalen tydeligvis ikke læses.

      Her burde PKN, som jo må formodes at læse journalen stille spørgsmålstegn ved, hvorfor en patient ikke bliver bedre, når vedkommende har prøvet næsten samtlige præparater og i kombinationsbehandling (polyfarmaci) i årevis og måske tilmed får tilført endnu et præparat, men tværtimod bliver dårligere, hvilket ofte viser sig at være tilfældet. PKN burde så slutte, at der kunne være noget galt med behandlingen. Men det stiller PKN ikke spørgsmålstegn ved, for de støtter sig ubetinget til deres sagkyndige. De sagkyndige er også læger, som for alt i verden ikke ville underkende en af deres egne.

      Det er en meget farlig kurs vi er inde på, og som man kan se af ovenstående, at dødeligheden blandt psykiatriske patienter er i markant stigning. Dette er medicineringen også.
      Denne stigning vil fortsætte, hvis PKN ikke ændrer kurs væk fra deres nuværende vurderingsmåde, som udelukkende hviler på de psykiatrisagkyndige ord, som igen tydeligvis er præget af, at psykiatere ikke vil underkende deres kolleger.

      Der er common sense-områder, hvor nævnet kunne vurdere selvstændigt og uden at tage alle de hvidkitledes ord for lov.

      Der er vejledninger om behandling af skizofreni, hvor der kunne tages stilling til, om disse overholdes.

      Sst. har lavet et glimrende Referenceprogram om behandling af skizofreni, hvor de blandt andet skriver om behandlingsresistens, og kriterierne for hvornår en patient kan kaldes behandlingsresistent side 24 i sst’s Referenceprogram. Her gives beskrivelse af hvornår en patient er behandlingsresisten, og hvordan vedkommende behandlingsresistente skal behandles.

      Disse papirer kunne nævnet godt selv vurdere udfra og uden at skele til de sagkyndiges vurderinger.

      Jeg har været involveret i flere klagesager om behandling af mennesker med skizofreni. Jeg må konstatere, at PKN, sst og SUM/sundhedsudvalget indtil videre ikke har vist noget som helst ønske om
      at bedre behandlingen af mennesker med diagnosen skizofreni, herunder at medvirke til at dødsfaldsraten for mennesker med skizofreni falder.

      Jeg mener at PKN er speciel farlig i denne sammenhæng, da det for mig at se aldrig er vundet en sag, der handler om overmedicinering med antipsykotisk medicin. Dette sammenholdt med, at Patientklagenævnets afgørelser er med til kvalitetssikring og kvalitetsudvikling. Hvad er det for en kvalitetssikring vi får, hvis lægerne gang på gang får medhold i klagesager, hvor de har handlet uansvarligt bl.a. ved at give medicin der er langt over det anbefalde og uden at tage de foreskrevne forholdsregler.

      Patientklagenævnets rolle i forbindelse med klagesager om psykiatrisk medicinsk behandling bør revurderes, for den er i sin nuværende form kun til skade for de psykiatriske patienter, og endnu værre. Den bliver garant for, at en farlig, invaliderende og ofte dødbringende behandling kan fortsætte.

      Jeg ser frem til at se de spørgsmål der er stillet til SUM og hvilke svar der er givet.

      Venlig hilsen
      Dorrit Cato Christensen

    • Jesper Bay Says:

      Der kan også søges aktindsigt hos div, psykiatriske afd. rundt om i landet,

  6. dorrit cato christensen Says:

    Jeg fik for nylig et brev fra en kvinde, som har været indlagt på Amager Hospital. Kvinden ønsker at være anonym, da hun er bange for repressalier fra systemets side, hvis hun står frem. Jeg må indrømme, at jeg desværre har fuld forståelse for hendes frygt. Jeg eller rettere Luise –min nu afdøde datter- oplevede desværre en ret markant straffeforanstaltning, da jeg en gang på hendes vegne klagede over at hun pludselig skulle på Sankt Hans Hospital i stedet for på Amager Hospital, hvor hun plejede at blive indlagt. Jeg vil ikke her komme ind på straffens karakter, blot fortælle at jeg forstår udmærket godt at kvinden ikke ønsker at stå frem. Derfor har jeg fået lov til at genskrive hendes brev, vel at mærke uden markører, der kan lede tanken hen på hvem hun er. Her er brevet:
    Kære Dorrit Cato Christensen
    Jeg har fulgt med i alle artiklerne, som Amager Bladet har skrevet omkring din datters død og den efterfølgende sag og har behov for at takke dig for den indsats, du har gjort.
    Selv har jeg været indlagt og tvangsmedicineret to gange på Amager Hospital, Digevej. Da jeg er fraskilt og min nære familie bor i udlandet, havde jeg ingen pårørende til at tale min sag.
    Jeg mener personalets omgang med medicin og patienterne er aldeles ansvarsløst. For eksempel nægtede lægen på Digevej at tage kontakt til min psykiater, fordi jeg var blevet indlagt af min læge, der blandt andet havde haft en hjerneblødning og måske som følge deraf opførte sig aggressivt over for mig, inden hun tvangsindlagde mig.
    Min oplevelse er, at man absolut ikke må klage over systemet, for så slipper man aldrig ud. Min psykiater ønskede heller ikke, at jeg skulle klage over lægen – og på den måde dækker de forskellige over hinandens fejlskøn.
    Jeg oplevede på Digevej, at aggressive mænd fik frit spil, fordi personalet var bange for dem. Der var også en del patienter med et stofmisbrug, som ikke blev bremset på afdelingen. Det var et mareridt fra ende til anden, og som regel var stedet både beskidt og der var uro i døgndrift og man var tvunget til at være sammen med personer, der for eksempel var dømt til forvaring.
    Jeg synes, at det er utroligt at du har kæmpet så hårdt, for at få dem til indrømme, at din datter blev fejlbehandlet. Men når man har oplevet det sted på egen krop, så ved man, at det vil de aldrig indrømme.
    Min mor døde, da jeg var barn, og jeg har siden måttet klare mig selv, så jeg har haft en del depressioner, der var alvorlige og som jeg til sidst prøvede at få hjælp for. Efter indlæggelserne på Digevej ved jeg, at det er bedre at gå og have det skidt, end at prøve at give slip og forvente at få hjælp fra det psykiatriske behandlingssystem – fordi der reelt ingen hjælp er at få. Man bliver bare opbevaret og tvangsmedicineret. Der var desværre meget få mennesker på dette sted, der viste blot lidt respekt eller medmenneskelighed.. Og de få, der viste empati var der kun i kortere tid.
    Jeg har med stor interesse læst om din kamp, for at få din datters død og fejlmedicineringen af hende taget op. Jeg føler, at det lige så godt kunne have været mig, det var gået ud over, hvis de havde set sig sure på mig. Jeg ved at det ikke hjælper dig over tabet af din datter, men jeg ønsker at takke dig mange gange for, at du har gjort opmærksom på den dårlige behandling af psykisk syge mennesker på Amager Hospital. Når man selv prøver at fortælle det, er der ingen der vil tro på en. Selve behandlingen på stedet var utrolig vilkårlig, synes jeg. Jeg var indlagt i 2001 og igen få år senere, og jeg følte mig på ingen måde hjulpet på dette sted. Den største hjælp, de gav mig var at skræmme mig til at opføre mig ”normalt”, så jeg aldrig mere bliver buret inde på en psykiatrisk afdeling. Det er et frygteligt sted. Og jeg tvivler på, at særlig mange mennesker bliver hjulpet ved at være der.
    Jeg ved godt, at intet kan trøste dig over din datters alt for tidlige død i hænderne på de dårlige læger, sygeplejersker og pædagoger på Amager Hospital.
    Men jeg takker dig for at du har kæmpet for at belyse metoderne på dette sted. Jeg har på en måde følt, at du også talte min sag. For jeg har på ingen måde lyst til at stå frem i medierne og tale om at have været indlagt på dette sted og om hvor hemsk en oplevelse det var.
    Med venlig hilsen xxxxxxxx Brev slut.
    Jeg blev selvfølgelig glad for at få sådan et takkebrev. Samtidig gav det mig myrekryb, for jeg kunne bogstaveligtalt mærke Luises angst, da hun var indlagt på den lukkede afdeling, hvis uhyrligheder bliver så godt beskrevet i brevet. Luise var rædselsslagen over den tumult, der for det meste var på afdelingen. Hun blev mere og mere syg af at være der. Hun fik derfor øget sin medicindosis til et uansvarligt niveau. Dette blev ulykkeligvis hendes død.
    Sundhedsstyrelsen og de forskellige klagenævn har givet lægerne gode karakterer for deres behandling af Luise. Luise fik fire forskellige antipsykotiske lægemidler og to forskellige beroligende midler oveni. Samlet dosis var langt over højst anbefalede dosis og i den grad mod Sundhedsstyrelsens ”Vejledning for behandling af psykoser/skizofreni”. Men det er åbenbart ingen hindring for at give gode karakterer.
    Nu kan man så sige til sig selv, at det er bare en enkelt sag, og hvad så. Men det uhyggelige er, at i og med, at Luises behandling er blevet kategoriseret som levende op til almindelig psykiatrisk behandlingsstandard, så er der faktisk dannet præcedens for, at der kan behandles så skødesløst, som Luise blev behandlet, og uden at der sker så meget som en påtale. Det er en farlig konsekvens ingen rigtig tænker over, er jeg bange for.

  7. Yusuf Says:

    kære Dorrit Cato Christensen

    Du har ret i at det skyldes overmedicinering…

    her er nogle alle artikler om mystiske dødsfald
    http://nordjyske.dk/tema/mystiske-dodsfald-i-psykiatrien.aspx

    Allah bles Luise og det mange andre

    mkh
    Yusuf

  8. Anna Says:

    Kære Dorrit.

    Denne sag må ikke ties ihjel. Godt at du gør dette kæmpearbejde for at skabe opmærksomhed om den fatale mangel på almindelig hæderlighed i de institutioner, som netop skulle sikre os mod fejlbehandling.

    Anna.

  9. Elsebeth Says:

    Der vil desværre nok ikke ske noget, førend der sættes fokus på virkninger og bivirkninger af den medicin, psykiatrien så rundhåndet uddeler mod alle mulige slags indbildte sygdomme.
    i årevis er det lykkedes lægerne over en kam at afvise, at medicinen er livsfarlig, selv om der er masser af dokumentation på, at det netop forholder sig sådan.
    Den nedladende behandling den anonyme kvinde beskriver, hører man fra mange mennesker, der har stiftet bekendtskab med det psykiatriske system og viser klart, at psykiaterne ikke regner deres patienter for noget som helst, og derfor gør imod dem, hvad de har lyst til.
    Vær derfor med til at udbrede kendskabet til psykofarmakas farlige virkninger og bivirkninger. Det er den eneste måde, denne galskab kan standses på, så ikke flere skal komme til skade, lemlæstes – eller dø.

  10. Ruth Fuglsang Says:

    Hej Dorrit;
    Jeg har læst om dig i Kr. Dagblad, og efterfølgende på “Nettet”. Jeg ved ikke om du har opgivet at få trykt din bog. Der findes en mulighed hos Forlag1.dk/BIOS i KBH. http://www.Forlag1.dk.
    F.eks 50 bøger 200 sider koster: kr. 6.950
    Jeg har selv skrevet om mine oplevelser med Sundhedssystemet, og er bestemt ikke imponeret over, hvad der præsteres. Det var tæt på at koste mig livet. det er kun takket være mine børns hjælp, at jeg overlevede. Jeg har overvejet, at udgive det, men har endnu ikke fundet en måde, hvorpå det kan gøres. hvis du sender mig din e-mail adr. vil jeg sende min historie til dig. Måske kunne vi “slå kluderne sammen”. Jeg kan godt finansere i første omgang. venlig hilsen Ruth

    • dorrit42 Says:

      Kære Ruth
      Jeg er rigtig flov over ikke at have svaret dig ordentligt. Men jeg har haft meget travlt og derfor ikke været på bloggen i lang tid, som du nok kan se. Jeg er da meget interesseret i at høre hvad dine problemer med sudnhedsvæsenet har været og vil da også gerne læse hvad du har skrevet. Min egen bog “kære Luise” som er en beretning om Magt og afmagt i psykiatrien udkommer til maj, så det skulle køre på skinner, men som sagt vil jeg gerne høre lidt om din bog.
      Undskyld det har taget mig så lang tid at svare på din henvendelse.
      Jeg ser frem til at høre fra dig.
      Venlig hilsen Dorrit

  11. dorrit42 Says:

    oktober 31, 2010
    Angående udgivelse af min bog om Luises katastrofale behandling i det psykiatriske behandlingssystem. Lige nu er jeg ved at snakke med en person, som vil hjælpe mig med udgivelse. Jeg håber på, at der kommer noget positivt ud af det. Så ind til videre vil jeg sætte min lid dertil, og derfor ikke foretage mig andet. Men ellers mange tak skal du have. Jeg har også meget travlt for tiden. Skal i nærmeste fremtid til Wien EU til et flerdagesmøde, hvor vi skal diskutere og klarlægge i hvilket omfang menneskerettighederne bliver overholdt for mennesker med fysisk og psykisk handicap. Så jeg må koncentrere mig om disse ting. Ellers mange tak.

    venlig hilsen Dorrit

  12. Henriemilie Says:

    Kære Dorrit
    Psykiatrien er en pengemaskine, ikke overraskende at vi mødes med neglect og ligegyldighed, for menneskeliv betyder ikke noget for de, der udøver overgrebene.
    Tvang og passificering kendetegegner psykiatrien.
    Må FN Konventionen én gang for alle ændre de forfærdende forhold, der justificerer diskrimination af mennesker i krise.
    Psykiatrien er forfærdende, det skriger til himlen, hvad vi risikerer alene ved vor eksistens og truet på samme.
    Tusind tak, Dorrit. Tak fordi du er den ildsjæl, som brænder for retfærdighed og menneskelighed i et blindt system, hvor overgreb er dagligdag.
    Sorgen er endeløs … Tak for dit store engagement. Du har støttet alle.

  13. Diana L. Says:

    Kære Dorrit

    Først og fremmest tusind tak for at du har skrevet din historie!
    Jeg er selv i gang med at skrive min historie om det forfærdelige psykiatriske system vi har.
    Jeg står helt uforstående overfor at der ikke er mere fokus på alle de fejl og umenneskelige ting der sker indenfor psykiatrien, at politikerne ikke kan se hvordan problemet bare vokser og vokser bl.a. pga. økonomi og mangel på menneskelighed i behandlingerne.

    Derfor har jeg ligesom dig sat mig for at gøre alt hvad jeg kan for at udbrede mine erfaringer og advarsler mod systemet, dels fordi jeg er chokeret og forfærdelig ked af, at jeg kun langsomt kan se på hvordan min egen bror bliver mere og mere ødelagt af medicin og dels fordi jeg selv er så utrolig harm over det pres jeg selv har været underlagt, da jeg døjede med en mangeårig depression og posttraumatiak stresssyndrom. Lykkeligvis kom jeg selv ud af mine problemer ved egen hjælp, stædighed og værgen ved at lade mig fylde med medicin, men der er desværre mange der ikke er så heldige og det er uudholdeligt at tænke på hvor mange liv psykiatrien ødeægger, derfor brænder jeg for at gøre en forskel, både personligt og arbejdsmæssigt.

    GLÆDELIGT at læse at andre også kæmper imod psykiatrien som har mistet al menneskelighed og sund fornuft.

    Diana

  14. lone benedickte krieger jensen Says:

    Hej alle.. Jeg har også lige mistet, min dejlige bror, de slog ham ihjel på bispebjerg, det var den 13, maj 2011, og vi kan ikke få døds atesten, min mor sidder stadig og sørger hun fatter slet ikke hvad der sker, det er bare så mærkeligt, de må have meget at skjule, vi ringer hver dag, men intet svar… En søster …

  15. dorrit42 Says:

    Kære Lone.

    Jeg kondolerer til dig og din mor over jeres tab af en elsket bror og søn. Jeg synes det er så sørgeligt hvad der sker med elendig behandling og mange dødsfald og jeg føler virkelig med jer i jeres sorg og afmagt.

    I er meget velkomne til at kontakte mig, når I får brug for det. Jeg kan også være behjælpelig med spørgsmål og klage.

    Jeg er også formand for foreningen Død i Psykiatrien, hvor vi har en hjemmeside af samme navn.

    Endnu engang vil jeg udtrykke min dybeste medfølelse over jeres tab. Og som sagt I må kontakte mig nårsomhelst.

    Dorrit Cato Christensen

    35387972 – 21607927

  16. dorrit42 Says:

    Kære Diana

    Hvor er jeg glad for at høre, at du også skriver din historie, for det er rigtigt, hvis historierne ikke kommer frem, så er de ikke sket. Undskyld jeg er så kortfattet, men jeg kunne rigtig godt tænke mig at høre lidt mere fra dig, jeg er blor lidt fortravlet for tiden og ikke så forfærdelig meget ved min computer, men som sagt jeg kunne godt tænke mig at tale med dig en dag. Jeg er meget ked af at høre, at din broder bliver så dårligt behandlet.
    Mange hilsner
    Dorrit

  17. Ulla Horn Says:

    Kære Dorrit!
    Igår købte jeg din bog og læser den med sympati og stor respekt for dit store arbejde, jeg ser du har gjort og gør!
    Jeg mistede min søn i en mc-ulykke for 3 og et halvt år siden. Jeg har været tvangsindlagt og tvangsmedicineret 2 gange siden. Ved den næstsidste indlæggelse for snart 3 år siden ( det er vist grænsen for at kunne klage?) bad jeg om en hjernescanning, men blev nægtet denne og istedet blev jeg proppet med antipsykotisk medicin. Efter 5 måneder ( faktisk på dagen hvor familien skulle mødes og sprede min søns aske over havet) og en læge ( på den åbne afd) endelig havde sørget for en scanning) fik jeg konstateret en hjerneblødning (subduralt hæmatom).
    Jeg har efterfølgende ( og er stadig) i klørerne på region H; nu i distriktpsykiatrien på Strandboulevarden på Østerbro. Jeg har en aftale med min kontaktperson, som jeg har stor tillid til, imorgen kl. 11, Mit hjerte banker voldsomt og det er frestende at tage en oxezepam, som så mange gange før, men istedet skriver jeg dette og går i seng og fortsætter at læse din bog.
    Undskyld hvis jeg har skrevet dette et forkert sted ( “svar” i stedet for “kommentar”), men jeg har ej prøvet dette før og efter hjerneblødningen har jeg visse kognitive problemer. Jeg er ( med hjælp fra min soc.rådgiver på dpc) kommet på førtidspension.
    Jeg måtte afbryde min master-uddannelse i spec.pæd. på DPU (hvor jeg var igang med at skrive om psykiatrien i DK; organisation i spec.pæd perspektiv med særligt henblik på inklusion. Jeg havde givet den navnet: ” Spørg din kontaktperson!” 🙂 om mine egne oplevelser som indlagt osv).
    Nu ( i elvte time) har jeg bestemt at endelig tage mig sammen til at klage, men jeg behøver hjælp og støtte!
    Jeg havde fået at vide at der var juridisk hjælp at hente over Sinds lokaler over for Tivoli. Jeg så din bog i vinduet i Sinds genbrugsbutik og så At Poul Nyrup har skrevet forordet, så jeg gik ind og købte den ( og en jakke og et par sko) og så gik jeg hjem og begyndte at læse den. Nu vil jeg gå i seng og læse videre og hvis psykiateren på DPC ( som for to år siden) beslutter at tvangsindlægge mig, må kampen jo fortsætte! Nu ved jeg at der er mange krafter igang for at ændre psykiatrien. Tak, Dorrit
    Med kærlig hilsen Ulla

  18. dorrit cato christensen Says:

    Tak for de pæne ord. Jeg forstår overhovedet ikke, hvad der sker. Og jeg synes det lyder uhyggeligt det, du skriver, og jeg føler med dig. Hvis jeg forstår det rigtigt, så blev du indlagt som psykiatrisk patient, fordi du var ulykkelig og chokeret over din søns pludselige død. Har jeg mon forstået det rigtigt? Siden er det så gået slag i slag. Det er jo horribelt. Gad vide om du har fået assistance til at klage hos foreningen SIND? Patientklagenævnet er jo pr. 1/1 2011 lavet om til Patientombuddet, men jeg tror såmænd ikke der er så meget lavet om, men jeg synes det er blevet sværere at gennemskue. Men. DEr står man skal klage inden to år fra man har opdaget, at en skade er sket. Men. Der står også og senest efter fem år, så det er lidt uklart for mig. Du må endelig vende tilbage, når du har haft kontakt med SIND -altså selvfølgelig hvis du har lyst og brug for det.
    Hvor er det dog bittert, at du måtte stoppe dit studie.
    Det var alt for nu.
    Med kærlig hilsen
    Dorrit

  19. Amanda og Isabel Says:

    Kære Dorrit:)
    Vi er to piger fra skolen, som skriver om psykisk syge, som projekt opgave, vi er igang med at læse din bog ( Kære Luise) og vi konduler mange gange. Men fordi vi endelig skriver til dig er, fordi vi har nogle spørsmål til dig:
    1) Hvorfor valgte man og give så høj en dosis Deprakine?
    2) Hved du i dag, hvorfor ingen ville høre, at Luise blev dårligere af ordineret dosis?
    3) Hvor lang tid tog det luise, at tage 25 kg på?
    4) Hvad mener du er grunden til, at Luise tog 25 kg på?
    5)Hvad var Luises helt nøjagtige sygdom?
    6) Fik Luise nogen sinde en prøve, som vidste at hendes lever havde taget skade?
    7) Hvor tit fik hun Deprakine på et døgn?
    8) Hvor mange arbejder du med i foreningen “Død i psykiatri”?
    Kærlig hilsen
    Amanda og Isabel

    P.S vi skal først bruge det i uge 4:)

    • dorrit42 Says:

      Kære Amanda og Isabel.
      Tak for jeres interesse. Jeg vil prøve at svare på jeres spørgsmål så godt jeg kan.

      1) Hvorfor valgte man og give så høj en dosis Deprakine?

      Jeg ved det ikke. Jeg kan kun gætte. Først og fremmest det var en meget høj dosis til et barn/ung pige. Luise havde aldrig et epileptisk anfald, men man mente, at hun havde små skjulte anfald (absencer, som bevirkede at hun i korte øjeblikke ikke vidste hvad der foregik omkring hende. Det viste sig senere, da hun kom på Epilepsihospitalet Filadelfia, at hun heller ikke havde absencer. Medicinen gjorde Luise dårligere, men neurologen mente, at Luise blev dårligere, fordi hun ikke fik medicin nok, og så blev det skruen uden ende.

      2) Hved du i dag, hvorfor ingen ville høre, at Luise blev dårligere af ordineret dosis?

      Nej, det kan jeg jo ikke vide, men jeg synes, at nogle læger og specielt speciallæger(en neurolog er en speciallæge)
      kan være utrolig bedrevidende og arrogante og sådanne læger ønsker ikke indblanding og “gode råd” fra pårørende. De opfattede vel mine udsagn om, at Luise blev dårligere af medicinen, som indblanding og det gjorde dem vrede.

      3) Hvor lang tid tog det luise, at tage 25 kg på?
      under et halvt år

      4) Hvad mener du er grunden til, at Luise tog 25 kg på?

      Vægtøgning er en bivirkning ved Deprakine.

      5)Hvad var Luises helt nøjagtige sygdom?

      Det ved jeg ikke, men jeg tror, at hun led af en let form for Aspergers Syndrom. Det er en meget let form for autisme, som man absolut ikke skal have medicin for. Jeg kan med stor sikkerhed sige, at skizofreni diagnosen var meget forkert.

      6) Fik Luise nogen sinde en prøve, som vidste at hendes lever havde taget skade?

      Nej, ikke at jeg ved af.
      7) Hvor tit fik hun Deprakine på et døgn?

      to gange

      8) Hvor mange arbejder du med i foreningen “Død i psykiatri”?

      Vi er fem bestyrelsesmedlemmer. Derudover har vi godt 60 betalende medlemmer. Der er rigtig mange, der ringer til os og fortæller om deres behandling (det er dem der er utilfredse). Der er ulykkeligvis også folk, der ringer og fortæller, at de har mistet et familiemedlem.

      Det var svarene, men I er velkomne til at vende tilbage med flere spørgsmål-

  20. llona Says:

    jeg vil gerne sigenoget om det system der dog intet har med luise at gøre kender ikke sagen men kan sige jeg er en af de overlevende de laver medicinske eksperimenter i Danmark på raske mennesker men det må aldrig komme frem det bar værre end LSD forsøgene de brugte mig det godt nok 13 år siden forbrydelsen skete og de men jeg har efter det her er paryk og det kostede flere hundrede tusinde at redde mit liv først helt rask idag oven på denne omgang jeg vil ikke sige mere nu

  21. Lene Sølvfjorf Says:

    Kære Dorrit

    Mit navn er Lene Sølvfjord, jeg arbejder som so.su.ass i psykiatrien samtidig med at jeg læser psykologi på KU.

    Jeg har læst om patienten Jan i BT, og jeg kunne godt tænke mig at der blev taget initiativ til at blive afholdt en mindedemonstration til ære for ham, der samtidig skal fungere som en protest mod fysisk og psykisk vold mod psykisk syge mennesker i psykiatriens varetægt – samt uansvarlig overmedicinering der medfører dødsfald.

    jeg har dog ingen erfaring med at arrangere demonstrationer, kan / vil du hjælpe mig?

    jeg er ked af at læse om din datter,det gør mig ondt.

    kh

    lene sølvfjord
    valhøjsalle 74 B st th
    2610 Rødovre
    tlf 52195380
    email:
    leneslvfjord@gmail.com

  22. dorrit42 Says:

    Kære Lene.
    Nu vender jeg tilbage til dig. Jeg synes også, at det kunne være rigtig godt med en mindedemonstration til ære for Jan, som døde på Risskov psykiatriske hospital. Jeg synes i det hele taget, at det er meget vigtigt at der konstant gøres opmærksom på de horrible ting der sker i det psykiatriske regi. Regionerne og Sundhedsstyrelsen gør langt fra nok for at forbedre forholdene, så vi må gøre den “almindelige dansker” opmærksom på, at der er noget som er helt galt i vores behandling af psykiske sygdomme og problemet og størst i behandlingen af skizofreni, hvor der sker vold og overmedicinering med dødelig udgang.
    Mindedemonstration for Jan er en meget stor ting at arrangere. Det største arbejde ligger måske i at gøre opmærksom på demonstrationen, så folk møder op. I Død i Psykiatrien er vi i gang med at samle en gruppe, som er klar til at rykke ud, når vi hører om dødsfald på en psykiatrisk afdeling. For eksempel laver vi d. 15. juli en lille markering foran Amager Psykiatriske afdeling på Digevej. Det bliver en markering på Luises dødsdag og bliver den første af slagsen, men planen er herefter at rykke ud hver gang vi hører om et dødsfald. Vi har således en Københavner afdelig og håber at få lignende gruppe op at stå i Jylland og på Fyn. Jeg lægger lige “indbydelsen” på bloggen i et nyt vindue. Jeg håber også, at du vil være interesseret i evt. at deltage

  23. dorrit42 Says:

    Mindehøjtidelighed for vores pårørende døde i psykiatrisk behandling. Markering af at den katastrofale behandling, som i mange tilfælde fører til dødsfald, må stoppe.

    På Luises dødsdag d.15.7, hvor Luise 32 år gl. til hendes mors store sorg, døde kl. 05.35, efter en dødbringende sprøjte med psykofarmaka vil vi ved en højtidelig og tyst samling på Digevej, foran hovedindgangen nr.110 mødes og mindes vores savnede afdøde i psykiatrien. Vi forestiller os en værdig og tyst happening. Medbring plakater, gerne med et billede og navn og alder på den pårørende, man har mistet i psykiatrien. Vi vil ikke skræmme nogen men gerne oplyse politikerne. Derfor er en fakkel en god ide, også selvom lyset denne morgen måske er strålende og smukt. Lad os mødes hvert år på denne dato, således at vi kontinuerlig minder politikerne og behandlerne om, at der er noget galt i psykiatrien! Pressen inviteres selvfølgelig til at komme og tage billeder og interviews osv, da pressen er vores allierede i denne vigtige sag. Vi håber mange vil deltage. Alle dem, der har mistet en pårørende i psykiatrien, er velkomne. Ligeledes er sympatisører og pårørende, der er bange for at miste en i psykiatrien, velkomne. Organisationer der arbejder for bedre psykiatri er velkomne, i det hele taget alle der støtter og sympatiserer med psykisk sårbare mennesker, der risikerer at blive “behandlet” til døde! Tilmelding til mindestunden kan ske på: majbrith.andersens@gmail.com. Eller via privat besked på facebook: Majbrith Andersen. Eller privat besked på facebook til Dorrit Cato. Eller: dorrit.cato@comxnet.dk Eller du kan tilmelde dig via denne invitation.

  24. emil bier Says:

    Bør Psykiatrien indlægges ?

    Emil Bier, København 22. november 2015

    Danmark overholder ikke FN konvention

    Etisk råd skriver bl.a. følgende om dehumanisering inden for psykiatri:

    ”Oplevelsen af “dehumanisering” spiller en særlig stor rolle. Dehumanisering henviser til forskellige typer adfærd i interaktionen mellem patient og personale, hvor patienten oplever at blive talt til som et barn, blive ekskluderet fra vigtige diskussioner, få utilstrækkelig information om egen lidelse og behandlingsmuligheder, at blive frataget alt ansvar for eget liv, samt fornemmer en underliggende trussel om tvangsbehandling.”

    For nogen tid siden besøgte jeg en pige, der var tvangsindlagt på det lukkede Region Hovedstad psykiatrisk hospital, Digevej. Vi gik ind imellem to låste døre. Da jeg kom ind på afdelingen slæbte personalet en skrigende kvinde hen over gulvet og den person, der lukkede mig ind gennede mig væk, idet jeg helst ikke måtte se hvad der foregik.

    Jeg begyndte at samtale med pigen, der har været igennem et større sygdomsforløb, men hun virkede temmelig normal og var præget af den terrorstemning, der var på afdelingen. Jeg sagde til hende, at en forudsætning for at hjælpe hende var, at jeg fik hendes journal. Vi gik da hen til personalerummet, hvor de svarede, at den ikke var trykt, men at hun kunne få den senere samme dag. Det viste sig at være usandt. 5 dage efter den lovede journal har pigen intet modtaget.

    Vi satte os hen på en bænk og snakkede om løst og fast. Jeg sagde, at psykiatriske patienter ikke bliver behandlet for at få det bedre – de bliver alene normalpassiviseret så afdelingen og samfund ikke besværes af deres symptomer. Det er en garderobe for mennesker og hvor lægevidenskaben intet har bidraget med i positiv forstand med de nutidige dårekister, idet psykoterapi, samtale, samspil næsten ikke findes. Når patienterne behandles tilstrækkeligt med ødelæggende og passiviserende medicin/elektrochok, bliver de så passive, at de ikke kan klage eller reagere over for den umenneskelige behandling. Psykoterapi, mangel på tvang, venlighed og forståelse synes ikke at være den behandling man har valgt på Digevej. Desuden er tvangsbehandling ulovlig efter den FN konvention, som Danmark har underskrevet – men det ser Danmark stort på.

    Hun kunne ikke få sin journal, hun turde næsten ikke at henvende sig til personalet, der jordede enhver henvendelse fra hende. De talte ned til hende, som om hun slet ikke eksisterede. Hun var bange for at forstyrre “guderne”.

    Der gik lang tid før jeg opdagede, at i min samtale med pigen, sad der en ”spion” fra personalet og fulgte med i vores samtale, idet der var andre patienter der lyttede med og bidrog lidt til samtalen. Pludselig rejste den ansatte sig op og sagde, at jeg ikke måtte være på afdelingen. Jeg sagde blot hvad jeg havde lyst til, men det var tilsyneladende ikke tilladt at tale frit.

    Den ansatte sagde, at hvis jeg ikke gik frivilligt, ville de tilkalde politiet. Idet jeg blot havde snakket med pigen og ikke på nogen tænkelig måde opført mig uden for loven, lod jeg dem tilkalde politiet. Det danske politi ankom og ”forsvarede” ytringsfriheden – på Digevejs måde…

    Fra alle medicinske lærebøger kan man læse sig til, at noget af det vigtigste i behandlingen af patienter er at samspillet mellem patient og behandler; det skal være nært og tæt – og behandlingens udfald er meget afhængig af kvaliteten af den kontakt, der kan etableres. Mange afdelinger har instrukser hvor patientkontakten sættes i højsædet. Men det gælder tilsyneladende ikke inden for psykiatri. Her går et hold, gerne tre personaler, rundt med gummihandsker med kanyler og sprøjter og injicerer symptomerne væk på lukkede værelser, så de får en rolig afdeling. Hvis der er optræk til ballade kommer flere hærdebrede plejere. Ved et tryk på en knap står de til rådighed for at uskadeliggøre patienten med den rette dosis. Behandlingen ser ud til ene og alene at være en kamp for at få ro på afdelingen, så personalet kan nyde deres kaffe i fred.

    En psykiater fortalte mig for nogen tid siden, at han var nyankommet til en afdeling med meget uro. Derpå medicinerede han hele afdelingen, så der kunne komme fred og ro på stedet. Man kan spørge sig selv; er det psykiatri – eller er det et mentalt slagtehus?

    Den medicinske litteratur har ingen eksempler på at tvangsbehandling får patienterne til at få det bedre – snarere tværtimod. Fra fængslerne ved man jo, at den tvangsbehandling fangerne får, ikke får kriminaliteten til at falde, men derimod det modsatte. Fængslerne er kriminalitetsfabrikker. Og psykiatrien laver folk om til evige grøntsager, karklude! Behandlingen er ødelæggende, idet elektrochok og piller laver hjernen mindre funktionel, folk fungerer ofte ikke mere. Symptomerne er væk – men også deres aktive liv…

    Denne behandling har intet med hospitalsbehandling at gøre. Det er aldrig dokumenteret at denne behandlingsform gør folk raske. Måske snarere det modsatte. Det er dokumenteret at tvangsbehandling gør patienterne langt mere syge. Værre er det, når man klager til “systemet” så svarer de slet ikke. Man forstår godt, at visse personer der kender systemet indefra kan reagere ekstremt voldsomt på den massive passive aggressivitet en psykiatrisk behandling medfører. Idet de godt ved, at det intet har med lægelig behandling at gøre. Det er en slags organiseret hensynsløshed i kitler.

    Jeg har klaget til ledelsen af “Digevej” til Psykiatrisk Center Kbh Ø, til direktionen hos region hovedstaden, til alle folketingets medlemmer, til ombudsmanden med videre – og ingen reaktion overhovedet bortset fra at visse personer er på ferie etc.

    Tilsyneladende er der ikke noget akut klagesystem her i landet. Kun hvis det bløder kommer ambulancen. Men hvis man er indespærret på den lukkede kommer man ind i en Stalinistisk verden, hvor personalet er bødler, dommere, udsmidere, hjerneødelæggere på samme tid. Den totalitære hensynsløshed, der findes på de psykiatriske afdelinger, burde filmes konstant! Den overvågning der praktiseres i Danmark, burde også gælde psykiatrien, hvor alle overgreb på patienter ikke optages. Hvis en patient ikke ønsker det, kan han vel få slukket for apparatet på hans stue. Men det ville være en god beskyttelse af patienterne. De er næsten retsløse.

    Hvis man kigger lidt på hvad andre psykiatriske institutioner skriver, finder man følgene om Region Nordjyllands værdier og personalepolitikker:

    I – INDFLYDELSE
    Vi skaber dialog og samarbejde – vi tager fælles ansvar for et aktivt samarbejde og en åben dialog
    T – TILLID
    Vi udviser og indgyder tillid – vi har gensidig tillid uanset om samarbejdsrelationerne er op, ned, til siden eller ud.
    O – ORDENTLIGHED
    Vi er til at stole på og gør det, vi siger – vi er ordentlige i det, vi siger og gør, og med gensidig respekt
    P – PROFESSIONALISME
    Vi løser vores opgaver med høj faglighed og kvalitet – vi er professionelle og arbejder for at løse vores opgaver med høj faglighed, kvalitet, effektivitet og menneskelighed.

    Ingen af disse værdier har fundet vej til Digevej.

    Man opererer mere efter følgende principper:

    Lyt aldrig til en patient – men brug medicin/ECT, jo før jo bedre
    Tal ned til patienterne og bild dem en masse ind, som du ikke bør overholde
    Brug gerne mekaniske grove metoder overfor genstridige personer
    Smid besøgende ud som er kritiske
    Aflyt samtaler med nye besøgende
    Svar aldrig på henvendelser
    Fortæl dem en masse ammestuehistorier, mens du drikker kaffe – du skal ikke fortælle dem noget om hvorfor de er her
    Sig at lægen kommer senere
    Luk døren med det laminerede glas
    Husk at patientklager ikke virker – gør som du vil, du er konge

    Hvis Digevej fungere så dårligt som her beskrevet kan man vel overveje om man burde flytte hele staben væk og fremkomme med et hospital drevet af venlighed og ikke af kemi og strøm, indespærring og fastspændelse mv.. Digevej er en katastrofe og nok derfor at udefrakommende ikke er velkomne. Det er på den måde man skaber et terrorregimente at man har ret til alt i et næsten lukket system – – godt hjulpet af et servilt politi. Det eneste Digevej ikke kan tåle er at man kan diskutere, hvad det er for en behandling folk får – men det er forbudt. Den åbenhed og venlighed der skal til for at få normale forhold er ikke tilstede – det er rædsomt at være der og det er så langt fra hospitalsbehandling det kan være. Digevej har altid ret – ellers kommer de sortlakerede.

    Kan vi være sådan et ensidigt lukket system bekendt i et ellers “demokratisk” samfund med “kristne” værdier? Elsk din næste som dig selv – eller had alle dem du kan undertrykke…

    Psykiatrien her i landet har intet videnskabeligt eller moralsk grundlag. Piller virker ikke helbredende, elektrochok deaktiverer hjernen og indespærring gør folk vanvittige.

    Vi behandler patienter med slagterilignende metoder fastspænding , injektion, indespærring, strøm vi mangler det sidste led så ender vi i det tredje rige…….men vi er meget tæt på – selv med de pauvre klagemuligheder der findes. Der burde være en separat klageinstans på hver afdeling.

    Et psykiatrisk udrykningskorps, der er uafhængigt af systemet, er stærk påkrævet, idet psykiatrien har alt for meget magt. De har tilmed en ulidelig bøddelfunktion, som i gøgereden, det er denne kasketfordeling der desværre ikke er forbi i dagens Danmark. Danmark burde være et foregangsland hvor man behandlede psykiatriske patienter som medborgere og som rigtige mennesker man skal respektere. Men da behandlingen næsten kun er fundet i et kemisk og elektrisk laboratorium savner vi den menneskelighed der giver psykoterapi, samtaler, gode, jobs, rygklap og måske at man besøgte familien, arbejdspladssen og giver patienter den berøring der kendetegner mennesker der vil andre det godt. Det gør man fx i Italien. På den måde kan man måske forstå hvor problemet stammer fra – det lærer man ikke med kemi etc.

    Man bliver ikke rørt ved i dansk psykiatri. Det savner vi.

    emilbier@gmail.com

    • dorrit42 Says:

      Kære Emil. Jeg er rigtig glad for, at du henviser til Etisk Råds ord om dehumaniseringen, der foregår i psykiatrien. For den foregår i et omfang, som er ved at løbe alle over ende. Jeg gentager lige dine ord fra Etisk Råd:
      ”Oplevelsen af “dehumanisering” spiller en særlig stor rolle. Dehumanisering henviser til forskellige typer adfærd i interaktionen mellem patient og personale, hvor patienten oplever at blive talt til som et barn, blive ekskluderet fra vigtige diskussioner, få utilstrækkelig information om egen lidelse og behandlingsmuligheder, at blive frataget alt ansvar for eget liv, samt fornemmer en underliggende trussel om tvangsbehandling.”
      Dehumaniseringen sker hele tiden. Hvad er det dog for et menneskesyn. Jeg kender desværre alt for godt til Amager Hospitals behandlingsparadigme. Min kære Luise døde ulykkeligvis på dette forfærdelige sted

      http://www.amazon.co.uk/Dear-Luise-powerlessness-Denmarks-psychiatric/dp/0988412209/ref=tmm_pap_title_0

      I bogen kan man læse om den systematiske dehumanisering Luise oplevede og hvad det gjorde ved hende. Og jeg har fået rigtig mange tilbagemeldinger fra folk der siger, at det kunne være deres historie eller det kunne være deres pårørendes historie. Desværre har jeg også hørt fra mange, hvor deres pårørende døde på samme måde som Luise.

  25. emil bier Says:

    Bør Psykiatrien indlægges ?

    Emil Bier, København 22. november 2015

    Danmark overholder ikke FN konvention

    Etisk råd skriver bl.a. følgende om dehumanisering inden for psykiatri:

    ”Oplevelsen af “dehumanisering” spiller en særlig stor rolle. Dehumanisering henviser til forskellige typer adfærd i interaktionen mellem patient og personale, hvor patienten oplever at blive talt til som et barn, blive ekskluderet fra vigtige diskussioner, få utilstrækkelig information om egen lidelse og behandlingsmuligheder, at blive frataget alt ansvar for eget liv, samt fornemmer en underliggende trussel om tvangsbehandling.”

    For nogen tid siden besøgte jeg en pige, der var tvangsindlagt på det lukkede Region Hovedstad psykiatrisk hospital, Digevej. Vi gik ind imellem to låste døre. Da jeg kom ind på afdelingen slæbte personalet en skrigende kvinde hen over gulvet og den person, der lukkede mig ind gennede mig væk, idet jeg helst ikke måtte se hvad der foregik.

    Jeg begyndte at samtale med pigen, der har været igennem et større sygdomsforløb, men hun virkede temmelig normal og var præget af den terrorstemning, der var på afdelingen. Jeg sagde til hende, at en forudsætning for at hjælpe hende var, at jeg fik hendes journal. Vi gik da hen til personalerummet, hvor de svarede, at den ikke var trykt, men at hun kunne få den senere samme dag. Det viste sig at være usandt. 5 dage efter den lovede journal har pigen intet modtaget.

    Vi satte os hen på en bænk og snakkede om løst og fast. Jeg sagde, at psykiatriske patienter ikke bliver behandlet for at få det bedre – de bliver alene normalpassiviseret så afdelingen og samfund ikke besværes af deres symptomer. Det er en garderobe for mennesker og hvor lægevidenskaben intet har bidraget med i positiv forstand med de nutidige dårekister, idet psykoterapi, samtale, samspil næsten ikke findes. Når patienterne behandles tilstrækkeligt med ødelæggende og passiviserende medicin/elektrochok, bliver de så passive, at de ikke kan klage eller reagere over for den umenneskelige behandling. Psykoterapi, mangel på tvang, venlighed og forståelse synes ikke at være den behandling man har valgt på Digevej. Desuden er tvangsbehandling ulovlig efter den FN konvention, som Danmark har underskrevet – men det ser Danmark stort på.

    Hun kunne ikke få sin journal, hun turde næsten ikke at henvende sig til personalet, der jordede enhver henvendelse fra hende. De talte ned til hende, som om hun slet ikke eksisterede. Hun var bange for at forstyrre “guderne”.

    Der gik lang tid før jeg opdagede, at i min samtale med pigen, sad der en ”spion” fra personalet og fulgte med i vores samtale, idet der var andre patienter der lyttede med og bidrog lidt til samtalen. Pludselig rejste den ansatte sig op og sagde, at jeg ikke måtte være på afdelingen. Jeg sagde blot hvad jeg havde lyst til, men det var tilsyneladende ikke tilladt at tale frit.

    Den ansatte sagde, at hvis jeg ikke gik frivilligt, ville de tilkalde politiet. Idet jeg blot havde snakket med pigen og ikke på nogen tænkelig måde opført mig uden for loven, lod jeg dem tilkalde politiet. Det danske politi ankom og ”forsvarede” ytringsfriheden – på Digevejs måde…

    Fra alle medicinske lærebøger kan man læse sig til, at noget af det vigtigste i behandlingen af patienter er at samspillet mellem patient og behandler; det skal være nært og tæt – og behandlingens udfald er meget afhængig af kvaliteten af den kontakt, der kan etableres. Mange afdelinger har instrukser hvor patientkontakten sættes i højsædet. Men det gælder tilsyneladende ikke inden for psykiatri. Her går et hold, gerne tre personaler, rundt med gummihandsker med kanyler og sprøjter og injicerer symptomerne væk på lukkede værelser, så de får en rolig afdeling. Hvis der er optræk til ballade kommer flere hærdebrede plejere. Ved et tryk på en knap står de til rådighed for at uskadeliggøre patienten med den rette dosis. Behandlingen ser ud til ene og alene at være en kamp for at få ro på afdelingen, så personalet kan nyde deres kaffe i fred.

    En psykiater fortalte mig for nogen tid siden, at han var nyankommet til en afdeling med meget uro. Derpå medicinerede han hele afdelingen, så der kunne komme fred og ro på stedet. Man kan spørge sig selv; er det psykiatri – eller er det et mentalt slagtehus?

    Den medicinske litteratur har ingen eksempler på at tvangsbehandling får patienterne til at få det bedre – snarere tværtimod. Fra fængslerne ved man jo, at den tvangsbehandling fangerne får, ikke får kriminaliteten til at falde, men derimod det modsatte. Fængslerne er kriminalitetsfabrikker. Og psykiatrien laver folk om til evige grøntsager, karklude! Behandlingen er ødelæggende, idet elektrochok og piller laver hjernen mindre funktionel, folk fungerer ofte ikke mere. Symptomerne er væk – men også deres aktive liv…

    Denne behandling har intet med hospitalsbehandling at gøre. Det er aldrig dokumenteret at denne behandlingsform gør folk raske. Måske snarere det modsatte. Det er dokumenteret at tvangsbehandling gør patienterne langt mere syge. Værre er det, når man klager til “systemet” så svarer de slet ikke. Man forstår godt, at visse personer der kender systemet indefra kan reagere ekstremt voldsomt på den massive passive aggressivitet en psykiatrisk behandling medfører. Idet de godt ved, at det intet har med lægelig behandling at gøre. Det er en slags organiseret hensynsløshed i kitler.

    Jeg har klaget til ledelsen af “Digevej” til Psykiatrisk Center Kbh Ø, til direktionen hos region hovedstaden, til alle folketingets medlemmer, til ombudsmanden med videre – og ingen reaktion overhovedet bortset fra at visse personer er på ferie etc.

    Tilsyneladende er der ikke noget akut klagesystem her i landet. Kun hvis det bløder kommer ambulancen. Men hvis man er indespærret på den lukkede kommer man ind i en Stalinistisk verden, hvor personalet er bødler, dommere, udsmidere, hjerneødelæggere på samme tid. Den totalitære hensynsløshed, der findes på de psykiatriske afdelinger, burde filmes konstant! Den overvågning der praktiseres i Danmark, burde også gælde psykiatrien, hvor alle overgreb på patienter ikke optages. Hvis en patient ikke ønsker det, kan han vel få slukket for apparatet på hans stue. Men det ville være en god beskyttelse af patienterne. De er næsten retsløse.

    Hvis man kigger lidt på hvad andre psykiatriske institutioner skriver, finder man følgene om Region Nordjyllands værdier og personalepolitikker:

    I – INDFLYDELSE
    Vi skaber dialog og samarbejde – vi tager fælles ansvar for et aktivt samarbejde og en åben dialog
    T – TILLID
    Vi udviser og indgyder tillid – vi har gensidig tillid uanset om samarbejdsrelationerne er op, ned, til siden eller ud.
    O – ORDENTLIGHED
    Vi er til at stole på og gør det, vi siger – vi er ordentlige i det, vi siger og gør, og med gensidig respekt
    P – PROFESSIONALISME
    Vi løser vores opgaver med høj faglighed og kvalitet – vi er professionelle og arbejder for at løse vores opgaver med høj faglighed, kvalitet, effektivitet og menneskelighed.

    Ingen af disse værdier har fundet vej til Digevej.

    Man opererer mere efter følgende principper:

    Lyt aldrig til en patient – men brug medicin/ECT, jo før jo bedre
    Tal ned til patienterne og bild dem en masse ind, som du ikke bør overholde
    Brug gerne mekaniske grove metoder overfor genstridige personer
    Smid besøgende ud som er kritiske
    Aflyt samtaler med nye besøgende
    Svar aldrig på henvendelser
    Fortæl dem en masse ammestuehistorier, mens du drikker kaffe – du skal ikke fortælle dem noget om hvorfor de er her
    Sig at lægen kommer senere
    Luk døren med det laminerede glas
    Husk at patientklager ikke virker – gør som du vil, du er konge

    Hvis Digevej fungere så dårligt som her beskrevet kan man vel overveje om man burde flytte hele staben væk og fremkomme med et hospital drevet af venlighed og ikke af kemi og strøm, indespærring og fastspændelse mv.. Digevej er en katastrofe og nok derfor at udefrakommende ikke er velkomne. Det er på den måde man skaber et terrorregimente at man har ret til alt i et næsten lukket system – – godt hjulpet af et servilt politi. Det eneste Digevej ikke kan tåle er at man kan diskutere, hvad det er for en behandling folk får – men det er forbudt. Den åbenhed og venlighed der skal til for at få normale forhold er ikke tilstede – det er rædsomt at være der og det er så langt fra hospitalsbehandling det kan være. Digevej har altid ret – ellers kommer de sortlakerede.

    Kan vi være sådan et ensidigt lukket system bekendt i et ellers “demokratisk” samfund med “kristne” værdier? Elsk din næste som dig selv – eller had alle dem du kan undertrykke…

    Psykiatrien her i landet har intet videnskabeligt eller moralsk grundlag. Piller virker ikke helbredende, elektrochok deaktiverer hjernen og indespærring gør folk vanvittige.

    Vi behandler patienter med slagterilignende metoder fastspænding , injektion, indespærring, strøm vi mangler det sidste led så ender vi i det tredje rige…….men vi er meget tæt på – selv med de pauvre klagemuligheder der findes. Der burde være en separat klageinstans på hver afdeling.

    Et psykiatrisk udrykningskorps, der er uafhængigt af systemet, er stærk påkrævet, idet psykiatrien har alt for meget magt. De har tilmed en ulidelig bøddelfunktion, som i gøgereden, det er denne kasketfordeling der desværre ikke er forbi i dagens Danmark. Danmark burde være et foregangsland hvor man behandlede psykiatriske patienter som medborgere og som rigtige mennesker man skal respektere. Men da behandlingen næsten kun er fundet i et kemisk og elektrisk laboratorium savner vi den menneskelighed der giver psykoterapi, samtaler, gode, jobs, rygklap og måske at man besøgte familien, arbejdspladssen og giver patienter den berøring der kendetegner mennesker der vil andre det godt. Det gør man fx i Italien. På den måde kan man måske forstå hvor problemet stammer fra – det lærer man ikke med kemi etc.

    Man bliver ikke rørt ved i dansk psykiatri. Det savner vi.

  26. dorrit42 Says:

    Kære Emil. Du har ret. Jeg kommenterede ikke dine ord, som i den grad og yderst berettiget spidder psykiatrien. Jeg vil prøve her at kommentere, men du har jo skrevet det hele så fuldendt, og jeg kan kun sige, at jeg er enig med dig i hvert et ord du skriver. Jeg vil dog sige, at jeg kender Amager Hospital Digevej i den grad, for der var der Luise døde pludselig og uventet. Hun døde efter pinefulde år med overmedicinering og inhuman behandling.
    Jeg har intet godt at sige om det sted, men jeg tror desværre ikke, at de andre psykiatriske behandlingssteder er så meget anderledes. Så jeg kan kun tilslutte mig, når du siger, at psykiatrien, som den fungerer idag, skal nedlægges. Nogen gange kunne man forledes til at sammenligne psykiatrien med de forskellige broderskaber såsom Frimurerne, hvor intet om deres gøremål slipper ud til offentligheden, og hvor man også har på fornemmelsen, at medlemmerne hænger sammen som ærtehalm, så enhver kriminel handling bliver ordnet indenfor murene og af magtfulde folk i broderskabet. Psykiatere og den politiske del synes også at være tæt forbundne med hensyn til for eksempel at mørkelægge de mange dødsfald og invalideringer, som reelt sker i psykiatrien. Vi ved jo at ‘psykisk sygdom’ ikke er en dødelig sygdom. (Det er jo ikke engang en sygdom), derfor citationstegnene. Alligevel figurerer psykisk sygdom som tredje største dødsårsag.
    Som sagt Psykiatrien er et totalt lukket system på ligefod med Frimurerordenen og andre lignende ordener. Det endskønt, at der, som du siger, ikke er noget videnskabeligt evidens for, at den nuværende ‘pilleoverbehandling’ intet godt gør. Til gengæld burde der findes utrolig meget evidens for, at psykiatrien gør megen skade. Kære Emil. Det var nok heller ikke tilstrækkelig kommentering af dit så glimrende beskrevne indlæg om psykiatrien, men som sagt du har jo skrevet det hele meget klart og godt, og jeg er enig med dig i det hele.

  27. dorrit42 Says:

    Reblogged this on Dorrit Cato's Blog and commented:

    Kære Emil. Du har ret. Jeg kommenterede ikke dine ord, som i den grad og yderst berettiget spidder psykiatrien. Jeg vil prøve her at kommentere, men du har jo skrevet det hele så fuldendt, og jeg kan kun sige, at jeg er enig med dig i hvert et ord du skriver. Jeg vil dog sige, at jeg kender Amager Hospital Digevej i den grad, for der var der Luise døde pludselig og uventet. Hun døde efter pinefulde år med overmedicinering og inhuman behandling.
    Jeg har intet godt at sige om det sted, men jeg tror desværre ikke, at de andre psykiatriske behandlingssteder er så meget anderledes. Så jeg kan kun tilslutte mig, når du siger, at psykiatrien, som den fungerer idag, skal nedlægges. Nogen gange kunne man forledes til at sammenligne psykiatrien med de forskellige broderskaber såsom Frimurerne, hvor intet om deres gøremål slipper ud til offentligheden, og hvor man også har på fornemmelsen, at medlemmerne hænger sammen som ærtehalm, så enhver kriminel handling bliver ordnet indenfor murene og af magtfulde folk i broderskabet. Psykiatere og den politiske del synes også at være tæt forbundne med hensyn til for eksempel at mørkelægge de mange dødsfald og invalideringer, som reelt sker i psykiatrien. Vi ved jo at ‘psykisk sygdom’ ikke er en dødelig sygdom. (Det er jo ikke engang en sygdom), derfor citationstegnene. Alligevel figurerer psykisk sygdom som tredje største dødsårsag.
    Som sagt Psykiatrien er et totalt lukket system på ligefod med Frimurerordenen og andre lignende ordener. Det endskønt, at der, som du siger, ikke er noget videnskabeligt evidens for, at den nuværende ‘pilleoverbehandling’ intet godt gør. Til gengæld burde der findes utrolig meget evidens for, at psykiatrien gør megen skade. Kære Emil. Det var nok heller ikke tilstrækkelig kommentering af dit så glimrende beskrevne indlæg om psykiatrien, men som sagt du har jo skrevet det hele meget klart og godt, og jeg er enig med dig i det hele.

  28. Jesper Bay Says:

    Hej ! Jeg høre gerne fra dig hvis bloggen køre endnu. det er desværre velkendte ord jeg kan læse her…..jylland og sjælland har da en ting til fælles idet mindste…PSYKIATRIEN og hvordan den håndteres af læger og behandlere ! meget trist
    på forhånd tak. Hilsen Jesper

    • dorrit42 Says:

      Kære Jesper.
      Tak for din kommentar. Jeg kan jo kun være enig med dig i at det er meget trist, og set med mine øjne -og ud fra dem, som henvender sig til mig- er det ikke blevet bedre på trods af de dyre ord om, at man skal lytte til patienten (ordet patienten bruges af behandlerne) idet patienten er den person, der ved mest om sin lidelse og hvordan behandlingen virker (ja, selvfølgelig ved patienten mest om hvad der hjælper ham/hende og hvad der gør det hele værre) og derfor er vigtig for behandlingen. Det med at lytte til patienten og at patienten er medbestemmende i sin behandling er fine ord, men de bliver ikke fulgt. Jeg hører gang på gang den kedelige historie om, at indlagte fortæller om deres afmagt, når de prøver at fortælle behandlerne om, at medicinen ikke hjælper men at vedkommende får det værre med medicinen eksempelvis pga. de slemme bivirkninger. Vedkommende får så svaret, at det er fordi at vedkommende ikke har sygdomserkendelse og at behandlerne kan se, at vedkommende har fået det bedre. Det eneste man kan gøre, efter min overbevisning, er at blive ved med at gøre opmærksom på, at psykiatrien i dens nuværende form har spillet fallit. Så der er desværre lang vej.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s


%d bloggers like this: