overdødelighed indenfor psykiatrien

 

Der er  stor overdødelighed blandt mennesker, der får antipsykotisk medicin. 

Udenlandske undersøgelser siger, at dødeligheden blandt unge mennesker  i antipsykotisk medicinsk behandling er tre gange så høj, som blandt unge, der ikke er i antipsykotisk medicinsk behandling. Jeg er overbevist om, at denne overdødelighed skyldes, at mange mennesker får alt for meget medicin. Jeg synes, at det er meget bekymrende, at det er tilladt at give disse store medicindoser. Det der med, at det er op til den enkelte psykiater at vurdere, hvor meget medicin en patient har brug for gør mig meget utryg. Det er psykiaterens vurdering som er måleparametret.

Det er for eksempel utænkeligt, at en patient med for højt blodtryk får tre gange så meget blodtrykssænkende medicin som anbefalet. Dette fordi man via målinger kan kontrollere, hvornår patienten får den rette medicindosis. Man kan også til en vis grad via målinger kontrollere medicineringen med antipsykotika, men det gør man ikke. Hvis en person med diagnosen skizofreni får tre gange den anbefalede dosis, vælger man at begrunde det med, at patienten er “meget syg”. Man stiller ikke spørgsmålstegn ved medicineringsgraden. Psykiaterne og sundhedsmyndighederne burde undre sig over, at en patient, som over længere tid har fået massive doser af antipsykotisk medicin stadigvæk er meget psykotisk. Spørgsmålet om den medicinske behandling nu også er den rigtige bør være nærliggende . Specielt fordi antipsykotisk medicin i høje doser kan have voldsomme bivirkninger – såsom give psykoser eller forstærke psykotiske symptomer. Vi kunne læse i Politiken omkring den 20. til 25. februar 2009 om, hvordan en somalisk patient -Abdulle Ahmed- på Sikringen dels havde været bæltefikeret i årevis og samtidig havde fået tre gange den højest anbefalede medicindosis. Hvorfor er der ikke nogen, der får den tanke, at det kunne være de høje medicindoser, der gjorde den Abdulle Ahmed så aggressiv, at han skulle bæltefikseres?

Jeg mener, at psykiatridebatten er forplumret og afsporet. Debatten hæver sig ikke over overskrifterne: “Stigende kriminalitet blandt skizofrene” og “Tvang i psykiatrien”. Disse to temaer behandles igen og igen blandt politikerne og i medierne, som ‘spændende underholdning’ og uden at man går i dybden med eventuelle årsager til problemerne. Hvad angår den stigende kriminalitet er sundhedsministerens svar prompte. Tvangsmedicinering med større doser antipsykotika. Hvad angår bæltefiksering, så har vi atter kunnet læse i Politiken først, at Danmark endnu engang har fået en kraftig påtale  af EU’s Torturkomite for vores overdrevne brug af bæltefiksering. Her blev Abdulle Ahmeds sag brugt som eksempel. Nogle dage efter kunne vi så læse, at vores regering afviste kritikken.  Vores sundhedsminister Jacob Axel Nielsen afviste kritikken med følgende forklaring i Politiken den 25. februar. “Den pågældende patient er meget farlig og meget syg. Han er blevet behandlet med alle tilgængelige former for medicin i høje doser – nu får han faktisk tre gange så meget medicin som anbefalet, men det hjælper ikke forklarer regeringen i sit mail-svar til Politiken. “Trods medicinen er patienten stadig farlig og psykotisk”.

Denne sidste bemærkning:”Trods medicinen er patienten stadigvæk farlig og psykotisk” fortæller mig, at Sundhedsministeren også tror at jo mere medicin en patient får jo bedre får patienten det. Ministeren burde undre sig over, at patienten faktisk er blevet mere og mere syg på trods af de store medicindoser, men det undrer ikke nogen. Jeg ville ønske, at der kom mere fokus påden farlige overmedicinering, der finder sted, og som er årsag til den overdødelighed, der er blandt mennesker, der er i behandling med antipsykotisk medicin.

55 kommentarer to “overdødelighed indenfor psykiatrien”

  1. Marian Says:

    Ja, det er som om hverken medierne eller systemet selv er i stand – eller villig (?) – til at se en meter udover deres af den medicinske forklaringsmodel begrænsede horisont.

    Jeg har selv kun været “aktivist” i nogle få år, som følge af erkendelsen, hvor tæt jeg selv i 2004 var på både tvangsindlæggelse og -behandling. Men jeg har i de tre – fire år, hvor jeg har været aktiv på området, mødt mange, der har været i gang og prøvet at “bevæge noget” i nogle gange op til et par årtier, eller mere.

    Madness Radio har nogle fine interviews med en række af dem, og det, der slår én når man hører dem, er at stort set alle svarer detsamme på spørgsmålet om, hvordan de ser chancerne for forandring/forbedring: som meget, meget ringe.

    Det er virkeligt en betonpsykiatri, et betonsystem, vi er oppe imod. Og når jeg mærker efter, hvad det gør ved mig, at gang på gang rende med hovedet ind i en betonmur, så kan jeg godt spørge mig, hvorfor jeg egentligt bliver ved. I stedet for at flytte på en bjergtop i Himalaya, og glemme alt om både Jakob Axel Nielsen og Henrik Rindom, Benedikte Volfing, Merete Nordentoft & Co. – Men jeg ved også, at jeg nok ikke ville kunne glemme alle Luiser i verdenen, uanset.

  2. jemimaaslana Says:

    Tror da pokker der er overmedicinering i alle kroge. De er jo villige til at ordinere medicin før det overhovedet er fastslået hvad problemet egentlig er.

    En samtale, en MRI scanning og en EEG – den efterfølgende samtale konkluderede psykiateren at jeg led af depression og tilbød mig Cipralex. Hun tjekkede aldrig om der eventuelt kunne være andet og mere galt – du ved, noget som eventuelt kunne have forårsaget en årelang depression.

    Jeg takkede nej til medicinen – jeg går nemlig generelt ikke ind for medicinering og specielt ikke af medicinering af tanker og følelser. Hvis det virker for andre, så fint, det skal stå dem frit for. Men jeg takkede nej. Jeg bad om psykolog-samtaler og fik det.

    Psykologen modtog mig og sad med psykiaterens diagose: depression. Hun behandlede mig derfor kun for depression. Efter et halvt år beklagede jeg mig over at jeg ikke kom videre, at behandlingen ikke hjalp. Jeg lod mig overtale til at prøve medicin. Det fortrød jeg. Medicinen som skulle gøre mig fungerende gjorde mig ude af stand til at udføre mit arbejde. At falde i søvn mens man kører gaffeltruck er ikke cool. Bivirkningerne forsvandt aldrig, så efter et par måneder blæste jeg tålmodighede en hatfuld og skippede pillerne. Jeg fik ordineret et andet præparat og fik besked på at trae ud af det ene og ind i det andet. Jeg trappede hverken den ene eller den anden vej. Jeg lyttede til min krop og den sagde drop dem helt. Jeg havde aldrig så meget som ét minuts abstinenser. Intet.

    Nå, men efter endnu et halvt år med psykologsamtaler falder jeg tilfældigt over en personlig beretning på nettet. Hvad vedkommende føler og oplever matcher mig og mit følelsesliv næsten ned til mindste detalje. Jeg bragte dette sammenfald på bane med min psykolog, og påpegede at dette kunne være årsagen til at jeg ikke fik det bedre. Vi behandlede måske et symptom og ikke det der egentlig var galt.

    Og hvad sagde hun så til det? Tjah, hun havde da godt overvejet tanken. Hun havde bare ikke gjort noget ved det, og havde da i hvert fald ikke fortalt mig noget.

    Kun med en venindes hjælp fik jeg gennemtrumfet at blive sendt videre til en anden til udredning for hvad det egentlig er jeg fejler. Alternativet havde været at jeg skulle uderedes ved denne psykolog, som intet ved om netop det, der er stor sandsynlighed for at jeg fejler. Med hendes ord kunne jeg blive hendes “forsøgskanin”. Det sagde hun rent faktisk til mig.

    Først bagefter blev jeg så pisserasende. Nu havde jeg gået i over et år i behandling for noget der sandsynligvis ikke er det egentlige problem. Og når det viser sig at min psykolog ikke er specialist på området (hvilket naturligvis er OK, vi kan ikke alle være eksperter i alt) så tilbyder hun mig at jeg kan blive forsøgskanin (aka: case study) for hende medens hun ætter sig ind i det jeg muligvis lider af.

    Det er nemlig hvad sindslidende er: Forsøgskaniner. Ikke mennesker. Man behøver ikke bekymre sig om vores liv og levned og kvaliteten deraf, vi er bare kaniner. Der bliver også flere og flere af os.

    Dorris, jeg kan se du ikke få skrevet så meget, men jeg håber du holder liv og gang i bloggen her. Jeg tror der vigtigt at få historierne ud. Ikke mindst fra de sindslidendes synspunkt og deres pårørendes. Der er alt for mange der tror at psykisk syge er undermennesker uden livskvalitet af nævneværdig grad, der er mange der tror vi er farlige. De myter skal manes i jorden, for før det sker vil ingen høre vores klager som andet end “nonsens og paranoia fra de skøre”.

    Nanna Jemima

  3. dorrit cato christensen Says:

    Du har ret i at behandlerne meget ofte giver medicin før de har fastslået diagnosen. Det er her psykiatrien efter min menng bliver farlig. Dette set i lyset af, at medicinen bestemt ikke er ufarlig. Medicinen giver mange bivirkninger. En af bivirkningerne er at medicinen giver de symptomer, som den skulle dæmpe. Det betyder reelt, at en person, som ønsker at få hjælp til at lindre nogle uforklarligt tilbagevendende så som depression faktisk kan ende op med at få det meget værre efter medicinsk behandling. Luise, min datter begyndte først at få hallucinationer efter hun fejlagtigt begyndte med antipsykotisk medicin. Disse hallucinationer bevirkede så, at hun fik diagnosen skizofreni. Luise var ikke skizofren, men blev det af medicinen. Jo mere medicin hun fik, jo flere hallucinationer. Psykiaterne gav hende så mere og mere medicin for at dæmpe hallucinationerne, uden at lytte til at både og jeg sagde, at hun blev dårligere og dårligere. Psykiaterne ved bedre! Eller måske din uhyggelige version. Psykiaterne bruger os som forsøgskaniner i videnskabens hellige navn.
    Jeg mener derfor også, at det er meget vigtigt at få de mange sørgelige historier frem og holde debatten i gang, for det er helt sikkert, at der må en holdningsændrig til i behandlingssystemet, før vi trygt kan lade os “behandle”. Jeg har kendskab til så mange sørgelige behandlingshistorier, da mange skriver breve til mig. Dem der skriver breve “tør” ikke stå frem og forståeligt nok, for de oplever repressalier, og den risiko kan de ikke løbe, hvis de har brug for “hjælp”. Jeg synes, at det er stærkt, at du prøver at undgå medicinsk behandling. Jeg kunne ønske, at i det mindste psykologerne havde en anden indfaldsvinkel til, hvordan man kan hjælpe mennesker. Men din historie viser desværre det modsatte. Det er igtigt jeg får ikke skrevet så meget på min blog. Jeg tror jeg er lidt i vildrede med, hvordan man bruger en blog. Jeg tilhører en generation, som ikke er vokset op med internet, og er lidt udmyg over for dette medie. Jeg er glad for at der findes mennesker som dig, der står frem og ønsker at være med til at ændre tingenes tilstand. Tak for det. Og jeg håber, du kommer igen med flere kommentarer og forslag.
    Mange hilsner Dorrit

  4. Yusuf Says:

    Det strider mod menneskerettighedskonvention og dansk grundlov at udsætter Abdulle og andre borger for nedværdigende behandling ellerså STRAF under dæknavn BEHANDLING.

    Til folk som Benediktos og Pios Balling kan jeg kun sige..:: At man glemmer at Abdulle er et menneske der har lige ret til Frihed ligesom de , og bare af hensyn til personale, mishandles Abdulle med den undskyldning at de vil behandle, de skader man selv har startet. Overdrag Abdulle til sin kære Familie og Stop diskriminationen.
    Abdulle bør frigives straks så Hans elskede familie kan tag sig af ham. Det er på tide at bortførlsen af Abdulle må have konsekvenser i Strasbourg!!
    Det kan ikke være rigtig at en stats institut er i færd med at tilendebringe en ung mands liv!!! Der i øvrigt aldrig har taget stoffer eller overtrådt loven.

    Alt det her er noget jeg har oplevet med Abdulle efter han bleven tvunget til at tag kemiske stoffer……

    Disse kemiske stoffer medfør Skadevirkning som:
    Besvær med at styre arme og ben, depression, uventede psykiske reaktioner (fx aggressivitet, hallucinationer, psykoser), hukommelsesbesvær, koncentrationsbesvær, konfusion.
    Nedsat sexlyst.Muskelsvaghed.
    Dobbeltsyn
    Kvalme, mavesmerter.
    Uro, rastløshed, hovedpine, svimmelhed, søvnforstyrrelser.
    Hudkløe
    Smagsforstyrrelser (bitter smag), mundtørhed.
    Døsighed

    Venlig hilsen

    BIG FREE ABDULLE

    ps: Stor hilsen til Racelægerådet—————-GOT TO STAY FREE OF MENTAL SLAVERY—-

  5. dorrit42 Says:

    Nu er det vist på tide der kommer lidt gang i bloggen igen. Jeg har haft meget travlt den sidste lange tid. Det er fordi vi har stiftet en forening, som hedder Død i psykiatrien. http://www.doedipsykiatrien.dk. Jeg er overbevist om, at vores forening vil komme til at gøre en forskel. Og vi går ikke stille med dørene. Vi har taget udgangspunkt i at der sker et utal at pludselige og uforklarlige dødsfald blandt psykisk sårbare, som er i behandling med psykofarmaka. Det var noget af et chok at finde ud af, at der næsten dør et yngre menneske hver anden dag, og hvor man ikke kan give nogen dødsårsag. Så kan dødsfaldet kun skyldes medicinen. Og dermed fejlbehandling. Vi kan konstatere at medicinindgivelsen stiger år for år, og i takt med dette synes dødsfaldene også at stige. Og det er dog skandaløst og meget sørgeligt. Vi vil i vores forening arbejde på, at behandlingen bliver forsvarlig, at de ansvarlige stilles til ansvar for alle disse sørgelig dødsfald. Jeg håber meget, at I vil være med til at udbrede kendskabet til vores forening og selv blive medlemmer, så vi kan blive en stærk forening. Jeg vil skrive mere om nogle dage.
    hilsen Dorrit

  6. Jemima Aslana Says:

    Hej igen.

    Langt hul i min tilstedeværelse. Jeg fik ad omveje (lang historie) tilkæmpet mig en behandler, der kunne stille en diagnose, der lå lige til højrebenet for alle andre end min psykolog. På psyk i Kolding fik jeg kun meldingen, at de ikke kunne tilbyde mig andet end udredning ved denne psykolog, som havde indrømmet intet at vide om min formodede diagnose, samt selv havde brugt ordet forsøgskanin om hvad jeg kunne “få lov” at være. Og ja, hun fik det faktisk til at lyde som et spændende privilegium at få lov at være hendes forsøgskanin.

    Jeg har naturligvis fuld forståelse for, at behandlerne ikke kan være eksperter i samtlige lidelser, men at afvise at give mig en behandler som vil betragte mig som menneske og ikke som et dyr. Den har jeg svært ved at sluge.

    Efter et år hos hende psykologen havde hun ikke regent det ud. Jeg regnede selv ud, hvad mit problem var. Og den psykiater jeg fandt frem til i sidste ende stillede min diagnose efter to timers samtale. Og han skrev endda i sin konklusion, at mine symptomer pegede tydeligt på denne diagnose – nemlig Asperger’s Syndrom, som ikke kan behandles med medicin. Tænk engang at medicinen så ikke havde virket på mig dengang. Det forstår man jo slet ikke…

    Havde jeg fået den rigtige diagnose, havde jeg slet ikke prøvet medicinen, og så havde jeg heller ikke haft så mange sygedage, at jeg havde mistet mit arbejde. Så der er jeg så nu. Arbejdsløs, på kontanthjælp, har ikke råd til at opsøge en privatpraktiserende (de er som regel de bedste), i dyb gæld, og venter nu på at det offentlige allernådigst kan se sig tid til at skaffe mig noget hjælp til at lære at administrere mine tanker og mit liv mest effektivt.

    I øvrigt, den dygtige psykiater som stillede min diagnose og behandlede mig som et voksent menneske var Sten Thimmer. Han skal have ros og respekt. Jeg kan klart anbefale ham. Vi må jo trods alt indse, at vi er en del, der har brug for hjælp, så dem der kan give os den hjælp effektivt og med respekt, de skal også roses når der er grund til det.

  7. dorrit cato christensen Says:

    jemima. Jeg skriver lidt kortfattet i dag, for jeg har lidt travlt. Jeg fortæller senere hvad jeg har travlt med, Først vil jeg sige, at det var godt at du stod fast på at finde frem til hvad dit “problem” er, og at jeg er utrolig glad for at du endelig har fået den rigtige diagnose og derved forhåbentlig kan få støtte til at komme videre på den rigtige måde. Ikke at jeg bryder mig at at sætte diagnoser på mennesker, men vi lever altså i et diagnose-samfund. -desværre. Som du selv siger, så har den forkerte behandling stille og roligt ødelagt dine muligheder. Du har mistet dit job osv. Så er det, at jeg kan blive så vred over, at behandlingssystemet ikke tager ansvaret på sig og kompenserer for de fejl der er begået. De vasker deres hænder og glemmer alt om dig. Det er netop det den nye forening, som vi har lavet bl.a. vil kæmpe for. Foreningen har jeg lige omtalt i mit tidligere indlæg, hvor du kan se linket. Og der se, hvad vi står for.
    Jeg skriver jeg har lidt travlt, og det er fordi jeg skal ned i EU om være med at at lave et netværk om menneskerettigheder i forhold til for mennesker med psykiatriske diagnoser FRA(Fundamental Rights of Persons with Intellectual Disabilities and Persons with Mental Health Problems). Jeg er den eneste repræsentant fra Danmark og skal derfor forberede mig godt. Jeg ved ikke om du har lyst til kort at skitsere dit forkerte behandlingsforløb, og hvilke konsekvenser det har haft for dig, så kunne jeg måske fortælle kort om det i EU. For det er netop et af nøglepunkterne. Der bliver lavet så mange fejl i behandlingen, og som du selv siger:”Alle kan ikke være eksperter på alle områder, men det gør dem ikke ansvarsfri. Behandlerne bør tage ansvaret på deres skuldre og så kompensere med senere hjælp for den fejl som er lavet.
    Jeg vil være glad for, hvis du orkede at skrive det kort. Min Luise led også af Aspergers syndrom. Det blev konstateret, men de forsatte jo med den ødelæggende medicinering, og det endte så med den meget ulykkelige udgang, som jeg jo aldrig kommer over. Derfor vil jeg bruge resten af mit liv på at prøve at være medvirkende til at forholdene bliver bedre. Jeg håber at høre mere fra dig.

  8. Jemima Aslana Says:

    Hej dorrit. Jeg var ovre at se på jeres forening. Det ser rigtig godt ud, og hvis/når det lykkes mi at komme til penge kan du regne med mig som medlem. Ligenu er penge desværre noget jeg har alt for lidt af, så indtil videre må jeg nøjes med at støtte jer moralsk – og med min historie.

    For naturligvis vil jeg hjælpe. Hvis du mener du kan bruge min historie til noget fornuftigt må du endelig gøre det. Jeg sætter det op kronologisk helt fra starten, så det også illustrerer hvor lang tid der rent faktisk går før der sker noget.

    Jeg har inkluderet hele forløbet fra mit første lægebesøg til nu. Jeg har også inkluderet mit arbejdsløshedsforløb, da det har en vis relevans – jeg kan reelt takke Jobcenteret for min diagnose og ikke sundhedsystemet. Som nævnt før er det en lang historie med en del stoppesteder. Da du bedst selv ved hvilke ting der vil være relevante for din præsentation, skal du bare smide de afsnit væk du ikke finder nødvendige. Jeg håber du kan bruge det til noget.

    ******

    Jeg har i mange år lidt af depressioner. Henover sommeren 2003 gik jeg ved en privatpraktiserende psykolog på grund af det, men det var ingen succes.

    Jeg måtte opgive mine engelsk studier på universitetet i foråret 2007, hvor jeg i stedet søgte ud på arbejdsmarkedet for at finde ud af, hvad jeg så skulle bruge mit liv på. Jeg fik job på et lager som truckfører i juni 2007.

    Januar 2008 bliver min depression trigget igen pga min grand-nieces selvmordsforsøg, og jeg beslutter mig for at søge hjælp. Jeg opsøger min læge. Hun gør som hun skal, bruger den klassiske symptom-jekliste, konstaterer at jeg lider af depression og refererer mig til Mobilteam på Psyk Kolding.

    Februar 2008. Mobilteam, betående af to psykiatriske sygeplejersker (tror jeg nok), kommer på besøg hos mig. Vi snakker i 1½ time. De konstaterer at min depression er voldsommere end de er gearet til at håndtere (de er kun et 8-ugers tilbud), desuden foreslår den ene af dem, at der måske er noget ADD inde i billedet. De refererer mig til en psykiater på Psyk Kolding.

    Marts 2008. Jeg snakker første gang med psykiateren. Hun er udenlandsk af oprindelse og forstår ikke alt hvad jeg siger til hende. Jeg skal bruge rigtig meget energi på at forklare simple helbredsmæssige forhold i min hverdag. Hun bestiller en MR-scanning og en EEG, men går ikke ret meget i dybden.

    April 2008. Ved EEG scanningen bliver jeg spurgt om jeg tager nogen medicin. Jeg svarer at jeg kun tager min hormonalle prævention. Jeg får at vide at det ikke skulle have indvirkning på undersøgelsen. Efter undersøgelsen bliver jeg spurgt igen om jeg er helt sikker på at jeg ikke har taget noget medicin. Naturligvis er jeg det. Jeg spørger lægen hvorfor hun spurgte igen. Hun svarer at jeg ligger i den høje ende på skalaen med hjerneaktivitet.

    April 2008. Sidst på måneden snakker jeg med psykiateren igen. Hun konstaterer intet unormalt ved undersøgelserne. Tilbyder mig medicin. Reklamerer meget entusiastisk for et nyt præparat. Jeg takker nej, da jeg har en klar fornemmelse af at min depression ikke er kemisk betinget, men tværtimod er forbundet med min opvækst og sociale forhold. Hun henviser mig til en psykolog på Psyk Kolding og siger at hvis jeg vil have medicin kan jeg bare ringe nårsomhelst.

    Maj 2008. Jeg begynder hos psykologen. Hun anbefaler mig at sygemelde mig fra arbejdet, så jeg kan have ro omkring mig. Først stritter jeg imod, da jeg ikke har lyst til at sidde derhjemme. Inaktivitet har altid forværret min tilstand.

    Juni 2008. Min autoritetstro slår igennem og jeg sygemelder mig på psykologens råd, skønt jeg ikke føler det er det rigtige for mig. Samtidig flytter jeg sammen med min kæreste og etablerer en flyttegæld. Det bekymrer mig ikke, da min sidste klat flyttegæld var betalt tilbage på et år. Jeg er meget disciplineret med penge.

    August 2008. Jeg har fet det værre af at gå hjemme. Min arbejdsgiver presser mig tilbage på arbejde ved et møde hvor min tillidsmand ikke er til stede. Patologisk autoritetstro som jeg desværre er kan jeg ikke sige fra.

    September 2008. Jeg starter på halv tid.

    Oktober 2008. Jeg arbejder igen på fuld tid. Jeg kaster håndklædet i ringen fordi min samtale terapi med psykologen ikke virker. Jeg indvilliger i at tage medicin, og dens bivirkninger forårsager mange sygedage. Psykologen har fokuseret meget på mit forhold til min far, og jeg har beskrevet både hans og min adfærd meget detaljeret.

    November 2008. Medicinens bivirkninger holder ikke op, skønt jeg får at vide at de holder op efter en opstart-fase på 5-10 dage. Dens ønskede virkning optræder aldrig. Efter to måneders medicinering er jeg flere gange faldet i søvn bag rattet, selvom jeg vågnede om morgenen og var frisk. En time efter medicinindtagelse lukkede mine øjne. Jeg kommer kun af med afføring hver fjerde døgn, og jeg beslutter at droppe medicinen. Min psykiater er på ferie den uge hvor jeg ringer, så en overlæge taler med mig og udskriver et andet præparat, Zoloft. Jeg henter det men tager det aldrig. På trods af ordren om at trappe ud af det ene og ind i det andet, lytter jeg til min krop og tager en kold tyrker. Den har ingen negative effekter, tværtimod får jeg det bedre fra dag 1.
    Midt i November blev jeg fritstillet/fyret pga for meget sygefravær.

    December 2008. Jeg beklager mig igen over at psykolog-samtalerne ikke virker. Jeg beder om vi kan prøve en anden tilgang/indgangsvinkel. Min psykolog er enig, men ingen ændringer foretages.

    Januar 2009. Jeg får kontanhjælp, da jeg ikke har været medlem af en A-kasse længe nok til at være dagpenge-berettiget. Da jeg er under 25 er beløbet forsvindende lille. Min gæld bliver uddybet og min kærestes beskedne overskud må forsørge os begge.

    Februar 2009. Jeg biver sendt i aktivering. Jeg fungerer meget dårligt der og må efter stortudende sammenbrud give op.

    Marts 2009. Jeg bliver sendt til et nyt aktiveringssted, hvor de angiveligt kan rumme de lidt mere belastede eksistenser. Det var falsk reklame, og da jeg en dag går skævt af en leder bliver jeg overfuset og besyldt for at være doven og spill skuespil og have givet op. Jeg informerer ham om at hvis jeg havde givet op havde jeg begået selvmord for flere år siden. Han skælder mig ud for at hæve stemmen overfor ham og oplyser mig om, at han vil ringe og afslutte min aktivering på stedet. Han beder mig forlade præmisserne. Jeg begiver mig stortudende gennem byen.

    Marts 2009. Jeg læser et blogindlæg på Shakesville, hvor en kvinde beskriver hvordan hun blev diagnosticeret med Asperger’s Syndrom(AS) i en alder af 44 – blot fordi hendes børn fik konstateret lidelsen. Det går op for mig at hendes symptomer svarer næsten nøjagtigt til mine. Jeg går i gang med at læse mere om emnet.

    April 2009. Jeg foreslår min psykolog at vi kigger på AS i forhold til min tilstand. Hun siger at hun har hørt om det, men at hun intet ved. Jeg kan “få lov at blive forsøgskanin” for hende “mens hun sætter sig ind i det”. (Citeret ordret) Jeg fortæller hende at jeg gerne vil have hun undersøger muligheden for at jeg kan snakke med en der ved noget om emnet i forvejen. Hun indvilliger. Hun siger desuden at hun har haft tanken at der kunne være andet og mere galt en depression. Først da jeg er kommet hjem slår det mig, at så burde hun da have gjort noget for at finde ud af hvad det var, så jeg ikke selv var nødt til at sætte det igang.

    April 2009. Jeg biver veninde med en kvinde der har en autistisk søn samt er uddannet psykoterapeut. Jo bedre vi lærer hinande at kende, jo mere bakker hun mig op i min selv-diagnosticering. Hun er selvstændig og Jobcenteret accepterer at jeg kommer i aktivering hos hende. Det er en stor lettelse, da jeg så er i trygge omgivelser og min tilstand bliver ikke draget i tvivl. Jeg oplever stor opbakning fra min sagbehandler og jobkonsulent på Jobcenteret.

    April 2009. Psykologen fortæller mig at jeg kun kan få en udredning ved hende. Hun beder mig besvare et spørgeskema, på trods af at jeg besvarede et lignende et år tidligere, som hun aldrig har refereret til. Jeg kan se på spørgsmålene at de omhandler alle slags diagnoser lige fra storhedsvandvid og paranoia til skizofreni og psykopati.

    Maj 2009. Jeg tager min veninde med til en psykolog-samtale. Først da ser det ud til at psykologen rent faktisk lytter til mig når jeg fortæller om min fars og mine fællestræk, og at det peger særdeles meget på AS. Jeg beder om at få en aftale med en socialrådgiver.

    Maj 2009. Jeg beder igen om en socialrådgiver. Psykologen skulle lige sikre sig, at jeg havde ment hvad jeg sagde gangen før. Jeg blev sur og sagde selvfølgelig mente jeg det.

    Maj 2009. Jeg fylder 25 og begynder derfor at får lidt mere i kontanthjælp, men min økonomi er ødelagt og jeg skylder mange penge til bank, familie og venner.

    Juni 2009. Jeg snakker med en socialrådgiver på Psyk Kolding. Hun har som den første jeg møder på stedet rent faktisk kendskab til folk med AS. Jeg beder hende om at finde mig en behandler der kender til det, hvor jeg ikke skal være forsøgskanin. Hun vil gøre hvad hun kan.

    Juni 2009. Socialrådgiveren melder tilbage fra overlægen på lægegangen at Psyk Kolding kun kan tilbyde mig udredning ved min nuværende psykolog. Jeg konstaterer at det kan jeg ikke bruge til noget, da jeg fuldstændit har mistet tilliden til at min psykolog kan give mig den hjælp jeg har behov for. Jeg klager min nød til jobkonslenten på kommunen. Hun er meget empatisk og synes ikke jeg skal stresse mig selv mere. Hun siger at Jobcenteret kan sende mig til ‘diagnosticering’ med argumentet om at det kan hjælpe mig hurtigere i arbejde. Det lyder fint i mine ører – alt er bedre end fiaskoen med Psyk Kolding. Jeg afslutter forløbet på Psyk Kolding.

    September 2009. Pga lange ventetider hos den dygtige psykiater som kommunen plejer at bruge kan jeg først får en aftale den 17. september. Det viser sig dog at være værd at vente på. Sten Thimmer snakker med mig i 2 timer, og konstaterer ikke blot, at alt hvad jeg beskriver peger på AS, men også at min far efter hvad jeg beskriver udviser skizoid adfærd og sandsynligvis også har en udiagnosticeret lidelse. Jeg tager derfra med min selvrespekt afstivet, og føler mig ikke længere, som om det bare var mig der var en hypokonder (hvilket jeg blev anklaget for at være på det ene aktiveringssted). Hvad min psykolog i det offentlige havde haft et helt år til at opdage men ikke så, har en privatpraktiserende psykiater konkluderet i løbe af en to-timers samtale. Min respekt for faget er genoprettet; min respekt for det offentlige ligger i ruiner.

    Oktober 2009. Jeg skal nu starte forfra ved min egen læge, for at finde en speciallæge/behandler der kan hjælpe mig med noget terapi. Hvordan det går vil vise sig. Min egen læge plejer at være meget god til at finde de rigtige, så hende har jeg store forhåbninger til. Før jeg har det bedre vil Jobcenteret heldigvis ikke presse mig ud i mere aktivering, men min økonomi ligger stadig i ruiner og jeg har ingen udsigt til et job nærmeste fremtid.

    **********

    Vær-så-artig. Som skrevet skal du bare klippe i det som du finder det nødvendigt. Jeg havde lidt svært ved at bedømme hvilke oplysninger du bedst kunne bruge, så nu har fået hele forløbet. Forhåbentlig har jeg gjort formen overskuelig for dig – og du må endelig skrive til mig med spørgsmål. Jeg skal gøre mit bedste for at svare.

    Og så i øvrigt held og lykke med EU projektet. Det lyder rigtig spændende. Jeg håber i kan udrette noget godt dernede. Lad mig vide hvis der er noget jeg kan hjælpe med. Jeg bruger gerne min alt for megen fritid på noget fornuftigt.

  9. kirsten Lindgreen Says:

    Det er godt at der kommer mere fokus på al den farlige overmedicinering der foregår. Jeg er ikke i tvivl om, at der mange mange der ligesom Luise har fået al for meget medicin i årevis og med katastrofale følger. Det er vigtigt at du bliver ved med at gøre opmærksom på forholdene med din blog.

  10. dorrit cato christensen Says:

    Jeg har i flere år skrevet på en bog om min dejlige Luise og hendes nedværdigende behandling. Har haft den hos flere forlag, som ikke har ønsket at udgive den. Nu gør jeg det selv. Jeg kunne godt tænke mig en gang imellem at lægge et kapitel ud på bloggen. Tror I det vil være en god ide?

  11. Marian Says:

    Det forbavser mig ikke, at forlagene ikke ville “binde an” med en sådan bog. Jeg husker, at nogen fortalte mig en gang i tidernes morgen, at man havde prøvet, at få et af de større danske forlag til at udgive en oversættelse af en af Peter Breggins bøger (kan ikke huske, om det var “Toxic Psychiatry” eller “Your Drug May Be Your Problem”). Men selvfølgeligt var budskabet alt for provokerende for de veletablerede mainstreamforlag, og desværre er Peter Breggin for meget liberalist til at han ville have sin bog udgivet af et lille græsrodsforlag som Forlaget Amalie for eksempel. Har du prøvet Forlaget Amalie? Jeg ved ikke, hvor stor chancerne er, da det jo ikke er det mest ressourcestærke forlag, og jeg ved heller ikke, hvorvidt bogen ville passe ind i forlagets program.

    En anden mulighed er måske PsykoVision, der jo også udgiver bøger. Men jeg ved heller ikke her, om bogen ville passe ind i programmet.

    Synes, det er en god idé, at lægge enkelte kapitler ud på bloggen som en “smagsprøve”. Kunne forestille mig, at det ville få flere til at blive nysgærrig, og ville høre hele historien.

    • dorrit42 Says:

      Hvor er det dejligt at have nogen i “den anden ende” at tale med. Jeg har faktisk ikke prøvet de forlag I to har omtalt, men jeg er blevet træt af at vente meget længe på svar, og så er det endog et negativt svar. Så hvis jeg kan finde ud af det der med eget forlag, så tror jeg, at jeg udgiver selv, men ellers er jeres forslag gode.
      I hvert fald vil jeg i slutningen af den kommende uge lægge et kapitel ud. Måske lidt før.

  12. Jemima Aslana Says:

    Har du tjekket hos patientforeningerne eller andre faglige/interesseorganisationer? Nogengange vil de gerne hjælpe med udgivelsen af bøger, har jeg hørt.

    Dertil vil jeg dog sige, at hvis du vil have den udgivet, så skal du ikke lægge for meget på nettet. Et par ‘teaser’ kapitler er sikkert ok. Hvis du vil udgive den helt selv, er der selvfølgelig ikke noget forlag, der tænker i profit og derfor vil modsætte sig tiltag der kunne gøre det unødvendigt for folk at betale for bogen f.eks. at have læst store dele på nettet.

    Har du tjekket med det forlag der udgiver Virkelighedens Verden? Serien af meget personlige beretninger om alt mellem himmel og jord. Tror nok det er Egmont der kører den.

  13. dorrit42 Says:

    Jeg har skrevet en bog om Luise og om hendes umneneskelige behandling i det psykaitriske behandlingssystem. Luises behandling kunne passe på mange andre, og det forsøger jeg at gøre opmærksom på genenm hele bogen.

    Kapitel 2
    Den 29. april 2002
    Dette skulle blive dagen, hvor jeg begyndte at skrive det, der skulle blive denne bog.
    Hvorfor netop denne dag? Der skete sådan set blot det samme som altid, når Luise var til samtale med sin psykiater.
    Jeg kan se i din journal, at du gennem alle årene har hævdet, at du ikke kunne tåle medicinen og derfor ønskede en nedsættelse. Psykiateren svarede altid med ordene, at du var meget syg, og du ville blive mere syg, hvis du ikke fulgte hans behandling. Ergo, du er aldrig blevet taget alvorligt, og du turde ikke modsætte dig autoriteten, så du indvilligede altid. Så intet nyt i det.
    Jeg ved, at jeg gennem alle årene har sagt, at du blev dårlig på de store medicindoser. Du fik angstanfald. Du blev hallucineret. Du blev forpint. Jo højere medicindoser des stærkere blev dine pinsler. Jeg har ofte sagt, at hvis du ikke kom ned i medicin, ville det ende galt. Jeg har også erfaret, at min “indblanding” i din behandling i flere tilfælde har været årsag til, at du blev øget i medicin. Så samtalerne den 29. april 2002 med din psykiater forløb stort set, som alle dine og mine tidligere samtaler havde forløbet.
    Det nye bestod i, at det var første gang, jeg så dig lige efter en samtale. Det gjorde dybt indtryk på mig at se, hvor slemt denne havde påvirket dig.

    Vi var på Luises bosted Sundbygård. Vi sad på gangen og ventede på, at hun skulle ind og tale med Sofus, hendes psykiater. Bagefter skulle vi til Holbæk for at fejre mormors 89 års fødselsdag.
    Vi sad og pjattede lidt indforstået. Luise sagde: “Jeg glæder mig til vores kaffepause i Roskilde”. Derefter hendes klukkende latter. Kaffepause i Roskilde var blevet vores stående DSB-vits. DSB’s drift var tit uregelmæssig. Derfor havde vi ofte måttet stå af i Roskilde, for så at tage et andet tog videre til Holbæk. Så tog vi en kop kaffe i Roskilde, mens vi ventede på Holbæk-toget. Når toget kørte efter planen, dvs. helt igennem til Holbæk, sagde Luise ofte med et skævt smil: ”Øv! Der røg vores kaffepause”.
    Normalt ønskede du, at jeg skulle tale med din psykiater på dine vegne. Du vidste af bitter erfaring, at du altid kom til kort. Psykiateren lyttede ikke til, hvad du sagde, og han godtog ikke dit ønske om medicinnedsættelse.
    Denne dag “turde” du for en gangs skyld selv at tage samtalen med Sofus, for udfaldet var på forhånd givet. Du skulle nedsættes i det antipsykotiske præparat Orap. Samtalen var blot en formalitet, troede du.
    Luise havde i en tre-ugers periode været indlagt på Amager Hospital og var blevet udskrevet den 10. april 2002. Det var blevet besluttet under indlæggelsen, at hun langsomt skulle udtrappes af Orap.
    (Uddrag af journalnotat 8. april 02 fra Amager Hospital: “Patienten orienteres om, at medicinnedtrapningen må foregå på Sundbygård. I første omgang imødekommer jeg hendes ønske om at komme ned i Orap, således at hun nedsættes til 12 mg.” )
    Din kontaktperson fra bocentret og din psykiater havde deltaget i konferencen på Amager Hospital den 9. april 2002, hvor yderligere nedtrapning af Orap blev bekræftet.
    Så alle vidste, at det var nedtrapning, der skulle ske.
    Vi sad og ventede uden for samtalerummet. Luise strålede.
    Hun var iført sine smukke auberginefarvede silkebukser og en løsthængende silkebluse der matchede bukserne. Tøjet fremhævede hendes lysende ansigts farver.
    Det var Luises yndlingsbeklædning. Hun havde købt den året før i Portland i Oregon.
    I hånden havde hun en buket røde roser. “Mormor skal have røde roser, fordi jeg elsker hende”.
    Du glædede dig til en psykiatersamtale, hvor dit ønske om medicinnedsættelse for en gangs skyld ville blive efterkommet. En samtale, hvor du ville blive hørt og taget alvorligt.
    Du gik ind i lokalet med oprejst pande. Kom ud kort efter, forkrampet og grå.
    (Uddrag af journalnotat samtalen d. 29/4 02: “Samtale med patienten. Hun giver udtryk for et ønske om at blive reduceret i Orap……..I samtalen anbefaler jeg hende at fortsætte med Orap uændret, hvilket hun synes at acceptere…..”)
    Dit ansigtsudtryk og din ludende holdning, da du kom ud fra samtalen tydede ikke på, at du frivilligt havde accepteret.
    Du sagde kort til mig: “Sofus vil ikke sætte mig ned i Orap. Du skal gå ind og tale med ham, mor”.
    Jeg gik ind og spurgte Sofus, hvorfor han ikke ville sætte Luise ned i Orap, som det var blevet besluttet nogle uger tidligere under indlæggelse på Amager Hospital. Resultatet af min indsats blev, at hun skulle øges i medicin, altså et endnu dårligere resultat.
    Jeg var kold og stiv i kroppen, da jeg gik ud fra samtalerummet. Mine ben ville ikke lystre. Det ene ben ville ikke rigtigt gå foran det andet. Jeg gik med oprejst pande. Min pande så oprejst, at hele kroppen var lettere bagover bøjet. Denne kropsstilling skulle hjælpe mig til at få de modvillige lemmer til at fungere.
    Jeg følte trang til at skrige og kaste vildt omkring mig med ord og ting. Men det gør en tjekket mor ikke, så det afholdt jeg mig fra.
    Du sad uden for samtalerummet og så spørgende og forventningsfuldt på mig.
    “Hvad sagde Sofus?” spurgte du.
    Jeg svarede med lille stemme og udglattende ord: “Sofus mener, det er bedst for dig, at du får mere medicin.”
    Du blev vred og råbte: “Skrid med dig. Jeg vil ikke se dig mere. Du vil jo ikke hjælpe mig. Du har aldrig hjulpet mig. Du har altid sagt det samme som dem. De slår mig ihjel med deres medicin, og du er bare ligeglad. Skrid!”
    Din vrede blev forståeligt nok rettet mod mig. De røde roser til mormor blev smidt i gulvet.
    Du kom ikke til mormors 89 års fødselsdag.
    Jeg ved, at du fejrede resten af dagen i sengen efter et arsenal af ekstra beroligende medicin.
    Jeg kom heller ikke til mormors fødselsdag. Jeg skyndte mig at gå. Jeg var sønderknust. Det var hverken første eller sidste gang vi skulle stå i en situation, hvor du havde blind tillid til, at jeg kunne hjælpe dig, og hvor mit forsøg på at hjælpe gjorde din situation værre.
    Jeg var knust. Jeg kunne ikke holde ud, at jeg endnu en gang havde skuffet Luise.
    Jeg kom grædende hjem. Jeg skrev og skrev. Min desperation gjorde det skrevne usammenhængende. Udtrykket i Luises ansigt, da hun kom ud fra samtalen med Sofus stod prentet i mit indre. Det sad som en stor smertende byld i hele min krop. Tænk, at en psykiater ved en 5-minutters samtale kunne transformere en lysende og rank kvinde til en bleg-grå pige med udslukte øjne, og hvor den karakteristiske medicinfremkaldte ludende holdning blev glasklar.
    Jeg havde gjort alt, hvad der stod i min magt. Samtidig fik jeg en modbydelige følelse af, at denne “magtdemonstration” med medicinøgning fra Sofus’ side ikke havde noget at gøre med Luises vel og ve, men snarere havde til formål at vise, hvem der bestemte. Jeg må desværre melde, at det ikke var første gang jeg oplevede magtdemonstration praktiseret i det psykiatriske behandlingssystem.
    I årenes løb havde jeg kontaktet, jeg ved ikke hvor mange eksperter i håb om at møde en, som kunne finde den rigtige støtte til Luise. Jeg prøvede at få hjælp via det sociale system.
    Jeg begyndte selv at gå til psykiater, for at finde ud af, hvad jeg som pårørende kunne gøre for at nå hendes behandlere.
    Jeg havde i adskillige år prøvet ad samtalens vej (pårørendesamtaler med de behandlende psykiatere). Da samtalerne intet ændrede – snarere tværtimod – begyndte jeg at skrive breve, hvor jeg belyste mine bekymringer over Luises medicinske behandling, som jeg mente var uforsvarlig, og som systematisk gjorde hende dårligere.
    Intet hjalp.
    Med tiden blev jeg mere og mere sorgfuld. Følte mig uduelig, inkompetent og handlingslammet.
    Det smertede mig uendeligt at føle mig som en passiv tilskuer til, at Luise blev fejlbehandlet i et ansvarsforflygtigende, rigidt og iskoldt behandlingssystem.
    Men det smertede mig lige så meget, at Luise troede at jeg ikke ville hjælpe hende.

  14. Jemima Aslana Says:

    Det der, det lyder i mine ører som en psykiater der tager hævn for at i ikke indordnede jer. Hvordan i alverden kan en beslutning om nedsættelse af medicinering blive til en forøgelse? Den psykiater burde fandme sættes på antipsykotisk og se hvordan det er.

    Nå ahem, anyway, jeg kan jo ikke kommentere så meget på indholdet, da det jo primært består af fakta jeg ikke har, men med en BA i Engelsk literatur, så kan jeg kommentere lidt på teksten selv. Rent sprogligt så bør denne tekst ikke udgives uden drastisk revision. Du veksler mellem at skrive til Luise og om Luise. Det er meget forvirrende, at man hver tredie sætning skal skifte fra “du gjorde” til “hun gjorde” formen, og det hører sig slet ikke til i en udgivet bog.

    Min anbefaling er at du vælger en af tre muligheder. Enten, så skriver du hele bogen til Luise. Som om du vil fortælle hende din oplevelse af forløbet. Det vil formodentlig forekomme lidt besynderligt, så jeg kan ikke anbefale dette. Eller du kan skrive hele bogen til andre læsere og derfor ikke skrive ‘du’ om Luise, men omtale hende ved navn eller stedord. Dette vil blive mindre personligt, men sandsynligvis virke mere sagligt.

    Eller tredie mulighed vil være at skrive begge former, men i MEGET længere afsnit, og på den måde måske stile hvert andet kapitel til læseren og hvert andet til Luise. På den måde kan du få de saglige kapitler om din kamp fortalt om Luise, og du kan få de personlige rørende (for det er det) kapitler fortalt til Luise. Måske skal det ikke være hvert andet, men der skal i hvert fald være en balance i det, og en form for konsekvens, så det ikke virker så tilfældigt og dagbogsagtigt som det kommer til i det kapitel du har postet her.

    Jeg vil foreslå, at du overvejer anden eller tredie mulighed. Men mest af alt vil jeg foreslå, at du allierer dig med én der kan læse korrektur på din tekst. Overvej i øvrigt om ikke den rodede fortællestil kan have været årsagen til afvisningerne fra forlagene.

    Jeg vil nødigt være brutal, men skønt det er en rørende historie og jeg sad med tårer i øjnene da jeg læste, så ville jeg heller ikke udgive det der. Det kræver seriøs redigering. Dit materiale er godt – det er generelt altid godt materiale, at rejse kritik af det store maskineri hvor alle vi små almindelige dødelige helt forsvinder – men det skal leveres og præsenteres ordentligt. Ikke mindst af respekt for dem det omhandler.

    Jeg er ikke just specialist i literatur, og jeg siger selvfølgelig heller ikke at du skal stile efter Nobel prisen i Lit, men du er nødt til at tænke lidt længere end bare at fortælle historien. Enhver kan stille sig op på et gadehjørne og fortælle historier, men hvor mange vil lytte? Kunsten er at fortælle så folk vil lytte – og ikke mindst vil komme igen for at høre mere. Og den del er du nok nødt til at arbejde lidt med.

    Jeg håber ikke det her skyder dig i sænk på nogen måde, det er ikke min mening at pille det hele fra hinanden, for jeg mener at det er vigtigt at få disse historier ud i offenligheden, men jeg vil så nødig have at du skyder dig selv i foden og udgiver noget, som det ender med ingen gider læse.

    Pøj pøj med det. Lad mig vide hvis du vil have uddybet nogle af betragtningerne. Jeg er aldrig helt sikker på, om jeg har været tilstrækkelig klar i mælet.

  15. dorrit cato christensen Says:

    Tak for dine kommentarer. Først og fremmest skal jeg sige, at når jeg taler til Luise, så er det i bogen med en slags skrift og om Luise med en anden slags skrift. Det er ikke gået med over i kopieringen, kan jeg se. Jeg er lidt bange for at lægge mig fast på enten at skrive om Luise eller til Luise. Jeg har prøvet det med til Luise, og det virkede forkert, fordi jeg ikke kunne tale med hende om alle de ting, som jeg ønsker at omtale i bogen.
    Det største problem er, at det næsten er en umulig bog at skrive. Det er tusind gange lettere at skive overordnet om det forfærdelige behandlingssystem, men det er der skrevet rigtig mange bøger om. Hvis man skal eksemplificere det er formen meget svær. Derfor er jeg landet på den der med to former. Jeg skal prøve at redigere kapitlet, så du kan se, hvordan det virker, men jeg skal lige finde ud af, hvordan man redigerer.

  16. Jemima Aslana Says:

    Ahhh, okay. Så forstår jeg bedre. Du behøver ikke formattere det her for min skyld. Bare du er klar over, at der skal skelnes mellem de to former.

    Jeg er glad for at høre at du er bevidst om det. Jeg sad nemlig og havde det helt dårligt over at så meget ville skulle skrives om. Det skal det så ikke kan jeg høre. Det er godt.

    Jeg kan godt forstå, at det er en tung en at skrive. Må jeg spørge hvad din indgangsvinkel til historien er?

  17. dorrit cato christensen Says:

    Jeg vil gøre en meget lang og ulykkelig historie meget kort. Men Luise min datter døde af behandlingen. Hun døde 15/7 2005. Hun blev indlagt til en kort psykiatrisk udredning i 1992. Skulle selvsagt have været uden medicin. Hun havde lettere autistiske træk. I dag ved jeg, at hun led af aspergers syndrom, men den diagnose fandtes ikke i 1992. Efter otte dage blev hun medicinforgiftet og var ved at dø. Bag efter var hendes hjerne slemt tilredt. Det er normalt efter Malignt Neuroleptikasyndrom (medicinforgiftning) at få en slags hjerneskade. Lige siden har hun været fejlbehandlet, men så syg, at jeg ikke kunne tage hende hjem. Det er svært at forklare det hele, fordi historien er så sørgelig og kompliseret. Det eneste jeg kan sige, det er, at der er mange historier som Luises, men der er ikke mange der er i stand til at dokumentere det så godt som jeg. Jeg var så frustreret i alle årene, så jeg skev alt ned, blot for at få afløb. Derfor synes jeg også, at jeg skal skrive om det, så det virkelig bliver tydeligt, hvordan det system virker. Det er så koldt, at man ikke vil tro det med mindre man får det på tryk og med eksempler.
    Jeg skal selvfølgelig have formateret teksten, for andre vil jo opleve det samme som di. Jeg er bare så dum til alt med computer, så jeg tror jeg venter til i morgen. Vi tales ved. Og hvis du har nogle ideer, så er jeg modtagelig.

  18. Marian Says:

    I modsætning til Jemima synes jeg, at det gør en meget intens tekst endnu mere intens, at du i første del skriver direkte henvendt til Luise, og fornemmer egentligt næsten ikke noget “brud”, når du så skifter, og skriver om dig, og din oplevelse af situationen. Og til Jemima vil jeg (der har meritterne til en BA i både engelsk, fransk og skandinavisk litteratur) sige, at Herbjørg Wassmo f.eks. gør brug af lignende perspektivskift i “Dinas bog”. Der er ét enkelt perspektivskift i dette kapitel. Det synes jeg bestemt ikke er for meget, eller forvirrende på nogen måde. Jeg synes, det faktisk gør teksten mere interessant at læse, end hvis den bibeholdt samme fortællerperspektiv hele vejen igennem, respektive hvis skiftene fulgte opdelingen i kapitler. Smag og behag måske mere end videnskab, litteratur- eller anden.

    Nå men, indholdsmæssigt, når du skriver: “Min desperation gjorde det skrevne usammenhængende”, sidder jeg her, og kan kun undre mig, igen som så ofte, og mht. så mange ting, såkaldte “symptomer” på såkaldt “sygdom”, hvordan en naturligt menneskelig reaktion, som den, at ikke kunne tænke helt sammenhængende pga. desperation, i det øjeblik man er stemplet bliver til meningsløse, uforståelige “symptomer”. Usammenhængende tale, og dermed tænkning, hører jo til “tankeforstyrrelserne”. Det er virkeligt, som om “skizofren” står for “ikke rigtigt menneske, snarere modsat”. Alle de årsag-virkningssammenhænge, vi tilkender “almindelige” mennesker, forsvinder pludseligt ud i den blå luft, når et menneske er stemplet. “Almindelige” mennesker kan – og har lov til at – blive usammenhængende i deres tænkning, fordi de er desperate over noget. “Skizofrene” bliver usammenhængende, fordi de er “skizofrene”… Suk!

    En anden ting der undrer mig indholdsmæssigt, og også her har jeg undret mig før, både mht. Luises historie og andres, er afhængigheden af “eksperterne”. Jeg kan selvfølgeligt ikke vide det med 100% sikkerhed, men var jeg selv kommet i den situation, at mit ønske om medicinfrihed ikke var blevet respekteret, så havde jeg ved første lejlighed, dvs. straks efter genopnået frihed efter hvad der nødvendigvis havde været en tvangsindlæggelse, arkiveret “medicinen” lodret. – Og jeg er umådeligt glad for, jeg ikke kom i en sådan situation. Den gang anede jeg ikke noget som helst endnu om disse stoffer, heller ikke om deres potentiale til at skabe fysisk afhængighed, dvs. jeg havde kastet medikamenterne ud med én gang – og risikeret en abstinenspsykose af dimensioner.

    Jeg mener, at huske noget om, at Luise havde en behandlingsdom. Var det derfor, at i var så udleveret til “eksperternes” nåde?

    • Jemima Aslana Says:

      Jeg fandt nu faktisk 8 perspektiv skift i dette kapitel, men jeg er også en meget pernittengryn læser. Til dels måske på grund af min diagnose.

      Synes desforuden at Herbjørg Wassmo er et dårligt eksempel at sammenligne med da hendes perspektiv skift i Dinas bog er skift mellem hovedpersoner, men konstant (ifølge min hukommelse) i 3. person. Her er der tale om skift mellem 1. or 2. person, og det er altså noget andet.

      Nå anyway – jeg skriver en kommentar længere nede møntet på tråden i det hele taget. Ville bare lige hæfte den her direkte på din kommentar.

  19. Jemima Aslana Says:

    Hmmm, jeg må indrømme at jeg sidder og tænker med. Det er faktisk rart nok at have noget at tage sig til. Du nævnte at du ikke vil skrive endnu en faglig ‘udredning’ af systemet, men noget mere personligt. Det forstår jeg godt, da det nok mere er det helt almindelige folk kan finde på at læse – ikke ligesom fagnørder som mig der læser faglitteratur (lige for tiden kvantefysik) for sjov.

    Måske det var en ide at lade alt det faglige glide i baggrunden, og så til gengæld skrive en decideret biografi? Altså en der starter noget før Luises problemer blev så alvorlige at de krævede behandling. Du har garanteret ligesom mig siddet og tænkt tilbage på alle de tegn der var for mange år siden, men som man ikke vidste var tegn på noget som helst. Jeg har selv AS, som nævnt, og nu hvor jeg har fået vished om det, så kan jeg se tilbage på en barndom, hvor vildt mange ting pegede i den retning, men intet blev konkretiseret og opgjort så der kunne tages stilling. Jeg var bare sær.

    Hm, anyway, det var et sidespor. Det jeg mente var, at din beretning kan blive så meget stærkere, hvis du introducerer Luise. Beskriver hendes person, hendes interesser, hvad der kunne fyre helt op under hendes entusiasme osv og derefter følger hende som person, men også forholdet mellem jer igennem forløbet. De tanker har du formodentlig allerede forlængst været igennem – bare sig til, hvis jeg sidder her og er håbløst bagud.

    Du har nogle helt fantastiske beskrivende og hjerteskærende) vendinger i det uddrag du smed op her. Til gengæld er der passager du springer lidt kort henover – og det er synd, for det trækker lidt fra den personlige beretning og gør det lidt mere sagligt og omremsende igen. Netop det jeg forstod du helst ville undgå, for det har andre allerede skrevet.

    Eksempler på dine gode vendinger kan være:

    “Hun var iført sine smukke auberginefarvede silkebukser og en løsthængende silkebluse der matchede bukserne. Tøjet fremhævede hendes lysende ansigts farver.
    Det var Luises yndlingsbeklædning. Hun havde købt den året før i Portland i Oregon.
    I hånden havde hun en buket røde roser. “Mormor skal have røde roser, fordi jeg elsker hende”.”

    Her får du opsummeret flere aspekter i Luises karakter i en kort og ganske enkel men intens beskrivelse af hendes udseende på dagen. Det kan jeg helt personligt godt lide.

    Den her:

    “Jeg kom grædende hjem. Jeg skrev og skrev. Min desperation gjorde det skrevne usammenhængende. Udtrykket i Luises ansigt, da hun kom ud fra samtalen med Sofus stod prentet i mit indre. Det sad som en stor smertende byld i hele min krop. ”

    Den fik mig til at knibe op til flere tårer, for her bliver det personligt. Det bliver vedkommende, og man kan som læser næppe lade være med at deltage.

    Derimod:

    “I årenes løb havde jeg kontaktet, jeg ved ikke hvor mange eksperter i håb om at møde en, som kunne finde den rigtige støtte til Luise. Jeg prøvede at få hjælp via det sociale system.”

    Den her får den der lidt opremsende tone, og der kan man godt lidt tabe interessen – for det er jo Luise (og dig) man gerne vil læse om. Det er jer der menneskene, det er jer der vedkommende.

    Dette skal dog ikke ses som et forslag til at fjerne al den slags. Jeg kan jo se at dette er kap. 2, så at der opsummeres og refereres til ting du vil behandle i fremtidige kapitler er slet ikke skidt – absolut slet ikke. Så hvis det her kun er tilfældet fordi det er så tidligt et kapitel, så skal du bare se bort fra den del af kommentaren.

  20. dorrit cato christensen Says:

    Jeg prøver at svare jer begge to og i et ikke særlig langt svar. For det første skal jeg sige at jeg er meget glad for jeres deltagelse. og det bevirker, at jeg snart vil lægge et nyt kapitel ud. Bogen vil nok komme til at fylde 150 til 200 sider. Jeg prøver at komme rundt om så mange problemer i psykiatrien som muligt. Derfor vil der være døde punkter, men stadigvæk jeg synes, at det er meget vigtigt at dokumentationen kommer ud og meget gerne til beslutningstagere og behandlere. Hvad angår det du sagde Marian om autoritetstroen i forhold til behandlere og medicin. Jeg vil desværre sige, at nogen gange gør omstændighederne, at man ikke har andet valg. Det er sørgeligt og også uhyggeligt. Jeg vil ikke komme ind på at forklare hvorfor, men blot sige, at sådan er det, og det vil fremgå meget tydeligt af bogen. Men du har ret. Luise fik også en behandlingsdom, og så har man absolut ingen fri vilje til noget som helst. Jeg er meget glad for jeres interesse og råd, og bliv endelig ved, hvis I har energi.

  21. Marian Says:

    Dorrit, ikke misforstå! Det var ikke ment som kritik. Der er jo kun meget, meget få ikke-professionelle mennesker, der beskæftiger sig mere indgående med psykiatrien, før de overhovedet kommer i berøring med den. Det er lidt ligesom med psykiatriske forhåndserklæringer: hvem tænker på, at udfærdige en sådan, før det faktisk er “for sent”? Der er jo ingen, der umiddelbart regner med, at havne i systemet, og oven i købet ufrivilligt, så en forhåndserklæring ville være godt at have. Det er en af de ting, der kun sker for naboen.

    Jeg ved jo også godt, at psykiatrien er eminent dygtig til at overbevise alle involverede, at det “syge” menneske ikke kan vide, hvad der er godt for vedkommende, at vedkommendes evne til at bedømme den egne situation er nedsat af “sygdommen”, hvorfor man som pårørende ikke skal give meget for, hvis vedkommende klager over behandlingen, og at det i sidste ende kun er yderligere tegn på sygdom. Og vupti, så klapper fælden. Et Kafkaesk system, som det kan være rigtigt svært, at gennemskue.

    For resten så har jeg læst en del “overleverlitteratur”, f.eks. Ron Bassmans A Fight To Be, Arnhild Lauvengs I morgen var jeg altid en løve, og Dorothea Bucks Auf der Spur des Morgensterns, og mere eller mindre alle gør brug af at fortælle om egne erfaringer på skift med en mere generel analyse af systemet som sådan. De egne erfaringer illustrerer, hvad der ellers ville fremstå som rent teoretiske overvejelser, mens de teoretiske overvejelser gør de egne erfaringer mere forståeligt, især for udenforstående.

    Jeg tænker, at det specielt mht. psykiatrien er en vigtig ting, at have nogle overordnede betragtninger med,da vi jo ved, hvor alt for nemt personlige erfaringer aleneaffejes som “anekdoter”. Og jeres historie er jo, desværre!, ikke nogen enkeltstående “anekdote”.

    • dorrit cato christensen Says:

      Jeg er altid glad for kritik, for det belyser en sag fra et andet sted, men jeg oplevede nu ikke det du skrev som kritik. Jeg har også læst “i morgen var jeg altid en løve” og tænk den vil jeg sådan set kategorisere som overordnet og personlig, men selvfølgelig kan jeg godt se, at hun får givet psykiatrien noget kritik, men efter min mening langt fra nok. Men måske er jeg blot en, der efterhånden higer efter at tingene bliver sagt lige ud, fordi jeg synes vi har haft årtier, hvor man bare snakkede udenom. Nå jeg vil slutte, for jeg har et problem. Jeg har gjort et eller andet forkert, og kan derfor ikke komme ind på min blog. Jeg er virkelig ikke for klog til al den computerteknik.

  22. Marian Says:

    Vil give dig helt ret i din kritik på Arnhild Lauveng. Men spørgsmålet er, hvor meget kritik på systemet hun kan tillade sig at ytre, når hun samtidigt arbejder i og for samme system. Det skal ikke forstås som en undskyldning for hendes mangel på kritik. Jeg forstår faktisk ikke, hvordan hun overhovedet kan arbejde så tæt sammen med systemet, som hun gør det i dag. Og oven i købet med det norske, der, om muligt, er endnu mere kritisabel, da mere tvangspræget, end det danske.

    Mht. udenomssnak, så er der vist aldrig blevet gjort andet igennem hele de to og et halvt århundreder, som psykiatrien har eksisteret. De færreste ved, at kritiken faktisk daterer helt tilbage til systemets spæde begyndelse, og alene på engelsk findes der flere hundrede førstehåndsberetninger om erfaringer i og med systemet (jf. Gail Hornsteins bibliografi). Men der findes vist ikke nogen institution i samfundet, der så effektivt har formået, at få sine kritikere gjort tavse, som psykiatrien har det. Netop via sin definition af, hvad galskab er for noget. Personligt tror jeg ikke længere på, at tingene kan ændres, forbedres, ved at konfrontere systemet direkte med sine fejltagelser. Det er som at bide på granit. Men man kan sige tingene ligeud, ja, og håbe, at det kan være en øjenåbner for den ene eller anden, og forhindre, at vedkommende går i systemets faldgrubber.

    Håber, du får løst problemet med teknikken! Jeg er heller ikke nogen ørn til den. Det er derfor, jeg holder mig pænt til Blogger, som er lidt mindre teknisk avanceret end WordPress.

  23. dorrit42 Says:

    Nå! jeg er ellers på vej ud af døren. Men tak for dine ord. Jeg forstår heller ikke at Arnhild kan arbejde inden for systemet. Nej, jeg har ikke fået ordnet mit problem. Jeg er meget glad for dine kommentarer til historien om Lone fra 2002. Jeg skrev den lidt blødt af hensyn til Luise, og repressalier. Men hun fik s’gu den kolde skulder på hendes bosted efter denne kronik. Er det ikke utroligt. Hvor er mennesker dog små. Men jeg er rigtig glad for at du debatterer omkring Luises sørgelige historie. Jeg må løbe

  24. Jemima Aslana Says:

    Jeg har ikke selv læst Arnhild Lauvengs bog, men jeg vil da gætte på at selv dem der mener at systemet er overmåde kritisabelt, kan vel også hænde at mene at de trods alt kan gøre mere gavn ved at arbejde i og med det.

    Jeg må ærligt talt sige at i beskæftigelses-systemet, hvori jeg også befinder mig, der er jeg da enormt glad for de mennesker (min sagsbehandler deriblandt) som måske nok mener at systemet er håbløst uddateret og rigidt, men som alligevel er der og gør deres bedste, og for eksempel bøjer reglerne hvor de kan, så jeg kan få det bedste ud af det.

    Hvor håbløst systemet end ser ud, så må vi jo sande at der er gode, kloge og empatiske mennesker der kæmper en måske lidt naiv men forhåbentlig ikke helt håbløs kamp for at ændre det indefra – eller i hvert fald prøve at hjælpe dem der ender i systemet som det er nu. For, let’s face it, selv hvis 100 dygtige, empatiske personer besluttede sig for at melde sig ud af systemet pga dets beskaffenhed, så ville det jo ikke ændre på systemet – der ville bare blive ansat 100 andre, som måske var knap så dygtige og empatiske. Og de 100 ville nu være udenfor systemet og derfor ude af stand til at hjælpe dem der ender inde i det.

    Tjah. Aktivisme, lige fra borgerrettighedsforkæmperne i USA til feminister helt op til nutiden, har de diskuteret indenfor bevægelserne om hvorvidt man skal ændre et system udefra eller indefra. Så vidt jeg er underrettet er ingen nogensinde nået til enighed derom, så der er (mindst) to fløje på alle -ismer. Eller hvordan man nu skal sige det.

    Marian, til din undren over hvorfor man ikke bare siger nej til medicin (hvis man altså ikke har en behandlingsdom og derfor ikke har retten til et nej): Hvis man først er i behandling hos en dygtig (men ikke nødvendigvis god/empatisk behandler) så kan denne behandler ikke blot få de pårørende til at betvivle den syges selverkendelse, han/hun kan også få patienten selv til at betvivle egen fornemmelse af egen krop.

    Tro mig. Been there, done that. Det var min behandler der overbeviste mig om at en langtidssygemelding var hvad jeg havde brug for – inderst inde vidste jeg godt at hun ikke havde ret, men jeg gjorde som der blev sagt alligevel – for det var jo hende der havde uddannelsen. Nogle måneder senere lod jeg mig også overbevise om at medicin kunne hjælpe.

    Jeg nåede heldigvis ikke så langt ind i medicineringen før jeg blev i stand til at sige stop. Min krop råbte tilstrækkeligt højt – og jeg er opdraget godt af min mor til at lytte til og respektere min krops signaler (vi har stress-udløst, arvelig kronisk sygdom i familien – jeg har heldigivis ikke udviklet den… endnu). Og jeg fandt styrke med stor hjælp fra min daværende kæreste til at sige fra. Det var heldigivis tids nok til at jeg ikke var blevet mentalt dårlig af medicinen – mine bivirkninger var endnu ‘kun’ fysiske da jeg stoppede, og det var nok mit held. For er der noget der også kan tage pippet fra folk, så er det da når bevidsthedsændrende stoffer påvirker dem så de ikke længere kan kende sig selv og deres reaktioner på omverdenen. Men det ved du jo allerede – jeg kan se på din blog at du er godt og vel inde i tingene.

  25. Marian Says:

    Jemima: Jeg tænker, at det er også et spørgsmål om, hvor kritisk man er overfor systemet. Altså om man mener, det bare lider under nogle skønhedsfejl, der kan og bør udbedres, men overordnet set er et bevarelsesværdigt system, eller om man er mere grundlæggende uenig. Også de mere grundlæggende uenige medarbejdere indenfor andre samfundssystemer, forlader dem ofte, før eller siden, i frustration (hvis de ikke bliver fyret pga. “samarbejdsvanskeligheder”).

    For mig at se er problemet, at vi ikke har valgfrihed på området. Selv om tilbuddene indenfor det psykiatriske system blev udvidet til at omfatte mere terapi, så folk måske kunne nøjes med færre piller (hvilket i og for sig ville være et stort fremskridt, ikke noget imod det!), så ville det stadigt være et, overordnet set, medicinsk tilbud – til folk med problemer, der ikke beviseligt er af medicinsk karakter.

    Det, der er sket igennem den seneste tid, er at folk har organiseret sig, ikke bare i en direkte modstand mod systemet, men også for at skabe ikke-medicinske (ikke-psykiatriske) alternativer, udenfor systemet, såsom Hearing Voices Network, Stemmehørernetværket på dansk. Og jeg oplever, at det er det, der rykker, der virkeligt bevæger noget. For, så længe som psykiatrien kan opretholde sit monopol på området “hjælp til mennesker med emotionelle problemer”, er der kun meget lidt, der motiverer til at virkeligt ændre noget.

    Var jeg professionel, ville jeg derfor klart vælge, at lægge min tid og energi i at tilbyde alternativ hjælp, som f.eks. Rufus May gør det, og Daniel Mackler har gjort det indtil fornyligt. (Mens han fremover vil bruge kræfterne på, at dokumentere alternativer, og informere om dem, hvilket jeg synes, er lige så vigtigt. Det hjælper jo ikke nogen i Danmark f.eks., hvis der findes et Freedom Center i Northampton, Massachusetts, eller et Weglaufhaus i Berlin, som ingen udenfor Northampton respektive Berlin nogensinde har hørt om.) Også fordi vi jo ikke bare kan kræve psykiatrien afskaffet, uden at have alternative tilbud til folk, der uden tvivl lider og har hårdt brug for hjælp, klare.

    Det er ofte det, modstanderne anklages for: at vi angiveligt ikke anerkender, at folk lider og har brug for hjælp. Vi kommer næppe disse anklager til livs, hvis vi ikke går i gang og skaber alternativerne, og udbreder kendskabet til dem.

  26. Jemima Aslana Says:

    Der tror jeg absolut at du har ret. Der er nødt til at være alternativer. For ja, vi er nogen, der rent faktisk har brug for hjælp. Jeg går stadig og venter på at få den hjælp jeg har brug for.

    Jeg kan godt se, at det ikke nytter noget at ændre på et system, der er råddent helt igennem. Så skal der bygges et nyt op. Men hvad man end mener om det, så nytter det heller ikke specielt meget med private tilbud – for de er sjældent gratis. Og de sindslidende der har allermest brug for hjælp er ofte også dem der har færrest ressourcer til at finde den selv, for slet ikke at snakke om at betale for den. Og det er jo desværre hvad der skal til, hvis man vil omgå det gængse danske system.

    Jeg taler desværre af egen erfaring. Fungerer man dårligt ender man med ikke at have et arbejde. Uden et sådant har man heller ikke imponerende finanser. Og kontanthjælp kan altså ikke finansiere konsultationer med privatpraktiserende alternative eksperter. Havde det kunnet var jeg forlængst strøget en anden vej, men de penge har jeg ikke. Jeg er nødt til at gå det offentliges vej, for ‘gratis’ er det eneste jeg har råd til.

    Så var du professionel ville du tilbyde alternativ hjælp – det lyder fint nok, men du skal jo også leve af et eller andet, og dem der har mest brug for hjælp har ikke råd til at betale for det.

    Og samtidig må vi jo også erkende at der er mennesker der har haft hjælp og gavn af det nuværende system samt den eksisterende medicin (skønt ingen vel vil modsætte sig forbedringer på nogen af punkterne). Jeg kender mennesker der har haft stor glæde og gavn af anti-depressiva og også anti-psykotisk medicin, men jeg har såsandelig også bekendte der hellere havde været foruden – deriblandt mig selv.

    For mig handlede det grundlæggende om at få den rigtige diagnose. Mit problem er ikke psykiatrisk – det er neurologisk. At de problemer det har givet så har medført tilbagevendende depressioner er så noget andet, men man kan sq ikke medicinere sig ud af dårlige oplevelser her i livet.

    Derudover handler det tilsyneladende også om at finde ud af helt præcis hvad dælen det er der sker, kemisk, oppe i hjernen som medicin kan gå ind og påvirke. For der må jo være en forklaring på hvorfor medicinen virker på nogen og på andre slet ikke. Og hvorfor det kan hjælpe at skifte fra et SSRI præparat til et andet og så opnå en anden effekt selvom midlets effekt egentlig er den samme. Der mangler seriøs forskning på dette område. Hvis man kunne determinere om det er et eller flere bestemte gener, eller blodtype eller hvad pokker ved jeg, der bestemmer om kemikalierne i lige præcis det her præparat virker, så var det da rart at vide før man risikerer at smadre både lever og nyrer med uvirksom medicin.

    Jeg tror i øvrigt, at det er de færreste kritikere af psykiatrien i Danmark, der vil sige den kun lider af skønhedsfejl 😉 Mon ikke du der havde fat i århundredets underdrivelse? 😛

  27. Jemima Aslana Says:

    Øh PS: Jeg synes i øvrigt det lyder spændende med Hearing Voices Network. Jeg fandt lige deres hjemmeside. Har aldrig hørt om dem før – kan være jeg havde hvis stemmer havde været et af mine problemer – men det ser godt nok interessant ud. Tror lige jeg vil dyrke at promovere det en smule hos et par stykker jeg kender.

  28. dorrit cato christensen Says:

    Nej hvor der bliver skrevet en masse. Det er dog skønt. Jeg har selv lidt travlt med andre ting lige i de her dage, men jeg håber jeg har fået godkendt alle indslagene. Ellers må I lige sige til, for lige pludselig var der så mange, og det så ud som om et par var gengangere. Men ellers sig til, hvis der mangler et indslag.
    Jeg vil lægge et nyt kapitel ud i løbet af et par dage, og vil være meget glad for kommentarer.

  29. Marian Says:

    Jemima: (lidt lang, derfor i 2 dele) 1. Hvis du har googlet, er du nok havnet hos den britiske afdeling: http://www.hearing-voices.org/. Den internationale, intervoice, er her: http://www.intervoiceonline.org/, og den danske her: http://www.stemmehoerer.dk/.

    Hvis dine bekendte er lidt gode til at forstå talt engelsk, så kan jeg anbefale Leo Regans lidt specielle, men meget gode, tankevækkende dokumentarfilm The Doctor Who Hears Voices, som man kan se ganske gratis på YouTube: http://www.youtube.com/view_play_list?p=5B6D685236A79C41.

  30. Marian Says:

    2. Mht. forskning (og behandlingstilbuddet) er jeg for valgfrihed (undtagen ECT, som efter min mening bør forbydes). Det vil så også sige, at jeg synes, forskningsmidler og projekter burde fordeles 50/50 mellem biologisk/genetisk forskning og psyko-social forskning. I dag er fordelingen ca. 90/10, til fordel for biologisk/genetisk forskning. En forskning, der egentligt ikke har bragt os de store resultater. Selv om medierne gerne prøver, at fortælle os noget andet. Seneste eksempel er Thomas Werges forskning, der angiveligt har fundet kromosommutationer, der er årsag til “skizofreni”. Problemet med forskningsresultatet er, at mellem 60 og 90% af befolkningen har disse kromosommutationer. Men det fortæller medierne ikke noget om. Tværtimod så spekuleres der straks, om man måske i fremtiden kan “sortere skizofrene fostre fra”. Tja, det ville da nok måske kunne gøre noget ved overbefolkningen af denne planet, hvis 60 – 90% af alle fostre blev frasorteret, men ellers…

    Andre implikationer er, at der findes teorier, der ser psykisk lidelse som hensigtsmæssigt i en evolutionær sammenhæng. Og meget kunne tyde på, at, selv om vi taler gener, eller kromosomer, mutationer faktisk har en hensigt, at det har en funktion, at mennesket kan blive “psykotisk”, eller også dybt deprimeret, og at det ikke udelukkende er et onde (jf. f.eks. Jonah Lehrers artikel “Depression’s Upside”: http://www.nytimes.com/2010/02/28/magazine/28depression-t.html , og Al Galves’ artikel “The purpose of psychosis”: <a href="http://bipolarblast.wordpress.com/2009/09/14/psychosis-purpose/"<http://bipolarblast.wordpress.com/2009/09/14/psychosis-purpose/). Meget firkantet kunne man sige, at det selvfølgeligt har en hensigt, at mennesket er i stand til at reagere på sin omverden. Hvis vi ikke kunne det, ville vi ikke kunne overleve i denne omverden.

    Videnskaben, og dermed forskningen, i dag går i tiltagende grad ud fra, at alt liv, også og ikke mindst mennesket, ikke er andet og mere, end en ansamling af (individuel) biologi, og følgeligt sættes der gerne lighedstegn mellem sindet og hjernen. Spørgsmålet er, om dette er korrekt. I det omfang, som vi faktisk ikke kender svaret, må det siges, at, uanset hvor meget naturvidenskabelig, biologisk/genetisk forskning, så vil denne ikke bringe os videre, så længe vi ignorerer filosofiske, spirituelle, psykologiske, antropologiske og sociologiske faktorer i vores jagt efter årsagerne til emotionel lidelse, og generelt i vores jagt efter svaret på, hvad meningen med livet er.

    Mht. betaling har du selvfølgeligt fuldstændigt ret. Jeg ved, at Freedom Center’s forskellige tilbud og et ophold i Weglaufhaus er gratis (stederne overlever via frivilligt arbejde, donationer og delvis støtte fra det offentlige), at Daniel har arbejdet med “sliding scale”, dvs. folk har betalt efter evne, ofte ikke mere end 5 dollars for en terapisession, og deltagelse i en stemmehørergruppe er vist også gratis. Muligt dog, at man skal være medlem af intervoice/det danske stemmehørernetværk. Det koster kr.100,- om året. Overkommeligt, synes jeg.

  31. Marian Says:

    Kludder i html’en, sorry! Al Galves’ artikel er her: http://bipolarblast.wordpress.com/2009/09/14/psychosis-purpose/

  32. Peter Says:

    Jeg opsøgte frivilligt psykiatrien for godt 11 år siden som 25 årig. Jeg havde dårligt selvværd, var røget ud af arbejdsmarkedet, og havde et dårligt netværk. Jeg havde tidligere 2-3 gange af min egen læge fået at vide at specielt det dårlige selvværd jeg havde omkring min krop var vrangforestillinger, og derfor af psykisk natur. Jeg fik tilknytning til en åben afd. hvor jeg i starten gik til samtaler, og sidenhen frivilligt indlagt.
    Jeg fik ikke medicinsk behandling til at begynde med og den første læge jeg havde var heller ikke pressende for at få mig på medicin hvis ikke jeg frivilligt ville det. Mit selværd under den åbne indlæggelse blev ikke bedre og jeg gik med til frivilligt at prøve Risperdal. Bivirkningerne var der efter 3 dage muskelkramper, uro, hjertebanken/høj puls og feber, jeg blev meget skræmt, og ved første samtale med afd.s læge bad jeg om at komme af medicinen. Det var han ikke meget for, men gav mig istedet noget bivirkningsmedicin, det tog de værste kramper men uro, hjertebanken/høj puls og feber fortsatte og blev værre i takt med at medicinen ophobede sig i min organisme. Efter ca 14 dage på Risperdal var jeg meget dårlig og kunne værken det ene eller andet der bare krævede den mindste koncentration. Lægen mente at jeg stadig skulle tage medicinen selvom han godt kunne se at jeg ikke havde fået det bedre, mente han at det kun var et spørgsmål om tid. Jeg var stadig frivilligt indlagt og kunne tage hjem i weekenden, jeg kunne dog nærmest ikke slæbe mig op til bussen for at komme hjem. En weekend var jeg blevet hjemme og havde ikke taget Risperdal og den kolde tyrker var hård men allerede på andendagen forsvandt min feber og hjertebanken. Jeg ringede til afd. og snakkede med lægen som blev gal og negligerede at jeg havde haft bivirkninger, og sagde at jeg ville få det meget værre nu jeg ikke fik antipsykotisk medicin for i samråd med den ledende overlæge som jeg aldrig havde set var de to overbevidst om at jeg led af svær skizofreni. De havde også kontaktet min mor som var blevet opfordret til at gå til min læge bag om mig for at få mig tvangsindlagt. Det gjorde hun desværre og resultatet blev at min læge kom anstigende, men gav mig en chance for frivilligt at lade mig indlægge. Jeg var selfølgelig meget modvillig herfor men fortalte min læge hvorledes medicinen havde påvirket mig i de ca 3 uger jeg havde taget den og sagde at jeg under ingen omstændigheder ville tage det frivilligt igen. Han sammenlignede min tilstand med sukkersyge og sagde at jeg var livstruet hvis ikke jeg fik medicin og ringede derfor efter politiet som kom efter mig. Jeg blev indlagt på en lukket afd. i journalen fra indlæggelsesdagen står der intet om at jeg var psykotisk, hvilket jeg heller ikke var alligevel gav de mig Cisordinol-Acutard ved indlæggelsen. Jeg sov i 4 dage og havde det meget skidt fysisk da jeg vågnede jeg kunne ikke gå, sidde eller indtage føde selv, og denne tilstand varede i ca 14 dage hvorefter jeg overgik til Cisordinol i flydende form oralt det lykkedes mig at snyde to gange hvilket fik mig så meget på benene at jeg kunne slæbe mig til afd.s mønt telefon og ringede desperat til min læge i håb om at han kunne gøre noget og at han ville indse at han havde taget fejl med hensyn til hvad der var bedst for mig hvis han så min tilstand der på afd. Ja man har lov til at være dum og naiv som ungt menneske, for min egen læge var jo selvfølgelig bedøvende ligeglad med mig nu jeg var i andres hænder. De opdagede hurtigt på afd. at jeg havde undgået medicinen(jeg var jo frisk og kunne gå) og jeg kom på injektion igen, og sådan gik ugerne hvor jeg bare blev dårligere og dårligere. Det mest groteske og besynderlige var at selv om sygeplejersker og plejere kunne se at jeg blev dårligere både fysisk og psykisk så sad de bare og sagde ja og amen når lægen holdte stuegang og fortalte mig at jeg havde det meget bedre nu. Jeg begyndte at alvorlige blodtryks problemer det kunne selv reservelægen se(overlægen var på ferie) alligevel fortsatte han også behandlingen i samme dosis, og da overlægen kom tilbage begyndte han at snakke om at sætte dosis op. Jeg vidste at mit liv var ved at rende ud, og min mor kunne også efterhånden se at der var noget der gik den forkerte vej, men ligemeget hjalp det overlægen fastholdt at jeg blive alvorligt psykotisk hvis medicineringen ophørte. Jeg havde vel været indlagt 3 måneder på en lukket afdeling da en uvildig kontaktperson gjorde mig opmærksom på at jeg kunne klage over tvangsbehandlingen og at i den periode klagen blev behandlet kunne jeg juridisk fritages fra medicin. Problemet var at jeg var så svækket og ude af stand til at tænke to sammenhængende tanker at selvom jeg fik stillet advokat hjælp til rådighed så skulle jeg jo skrive under på papirer og møde advokat og det var uoverskueligt for mig. Kontaktpersonen hjalp mig dog meget og det lykkedes at få advokaten til at komme på afd. Jeg kom af medicinen men var fortsat indlagt på lukket afd. og over lægen som jeg før kun havde set ved stuegang blev nu meget engageret og forsøgte ihærdigt at få mig til at tro på at det var forkert og farligt for mig ikke at få antipsykotisk medicin. Efter ca en uge uden medicin kunne jeg gå lidt rundt og tænke klart jeg kunne se fjernsyn og læse altsammen noget jeg havde været ude af stand til i 2-3 måneder. Personalet blev dog meget afvisende overfor mig og begrundede det enda med at det var klart når jeg ikke fulgte den medicinske behandling. Når lægen holdt stuegang spurgte jeg ham og de sygeplejersker der var tilstede og som havde set min tilstand skiftet mine gennemsvedte lagner pga den konstante feber, madet og fulgt mig i bad om jeg var mere psykotisk og fysisk dårlig efter en uge uden medicin, (jeg havde stadig en del uro og hjertebanken men det var ikke noget jeg gav udtryk fo og det blev bedre og bedre for hver dag uden medicinen) nej men det ville komme og så ville jeg blive meget syg og hvis de udskrev mig ville jeg meget hurtigt ende på hospitalet igen sagde lægen og intet af personalet ytrede sig imod det. Dog var der en sygeplejerske som havde haft meget med mig at gøre igennem hele forløbet som pludselig ikke var på afdelingen mere. Jeg overhørte siden en samtale med to andre sygeplejersker der snakkede om denne sygeplejerske og om hvordan hun havde søgt at blive flyttet da hun ikke kunne klare at se på den negative spiral jeg var i var blevet vendt efter jeg havde stoppet med medicinen og hun havde mistet troen på atr det de gjorde var det rigtige. Jeg fik selvfølgelig ikke medhold i klagen over tvangsbehandling dog besluttede lægen at hvis jeg kom på depot medicinering kunne jeg komme på en åben afd. . Det ville ikke havde hjulpet meget på min tilstand og jeg viste at det kun ville have formel betydning da jeg ville blive ude af stand til og foretage mig noget så snart jeg fik medicin igen. Fra afgørelsen om at jeg skulle tvangsmedicineres til at lægen ville starte depot indsprøjtningen var der to dage, og da jeg havde fået en uledsaget udgang på et kvarter vidste jeg instinktivt hvad jeg skulle gøre, medicinen var ved at være ude af kroppen og jeg løb hvad jeg kunne for at komme væk. Det lykkedes og jeg skreg af glæde, sent om aftenen ringede jeg til hospitalet fra en mønttelefon. Jeg forklarede hvorfor jeg var løbet væk og spurgte om de havde eftersøgt mig for i så fald havde jeg tænkt og gøre hvad jeg kunne for ikke og blive fundet. afd.s sygeplejersken jeg talte med sagde at jeg jo ikke havde gjort noget kriminelt men at jeg var indlagt for mit eget bedste, ydermere ville hun nu udskrive mig når jeg nu havde givet lyd fra mig. Jeg holdt mig skjult i et par dage og var megt bange for at hvis jeg tog hjem ville lægen stå med politiet, jeg havde også en helt urimelig selvbebrejdelse over at jeg skulle have gjort noget forkert. Jeg vendte endelig hjem og som dagene gik blev jeg mere rolig, og fik travlt med og komme igang med noget arbejde så der ikke kunne rokkes ved min ret til frihed. Idag er jeg kommet videre, jeg har stadig dårligt selvværd men jeg har alligevel levet livet fuldt og uden tvang hvilket er en menneskeret uanset hvem man er. Jeg er sikker på at var jeg fortsat blevet medicineret, ville jeg ha været død og det var aldrig det jeg ønskede da jeg i sin tid frivilligt søgte hjælp og blev hvrvlet ind i et system jeg intet kendte til. Jeg har siden arbejdet i sundhedssektoren som chauffør, og kørt med psykritiske patienter og også der set urimeligheder hvilket har fået mig til at råbe op og indse at ikke meget er ændret og at det kun er ved at gøre omverden opmærksom på overgreb og løgne fra psykitriens side at patienterne får bedre vilkår Mvh Peter

  33. dorrit42 Says:

    Kære Peter
    Hvor er dit oplæg dog godt og et uhyggeligt tegn på, at intet er blevet bedre i det psykiatriske behandlingssystem, snarere tværtimod. Jeg er så glad på dine vegne for, at du slap ud. Men det er jo forfærdeligt at man skal tale om at slippe ud. Man skulle have hjælp i dette system, men der er desværre rigtig mange historier som din, hvor man får antihjælp, og derfor ender med at være dårligere stillet, end da man søgte hjælp. Vi arbejder i foreningen “Død i Psykiatrien” ihærdigt på at oplyse om den skødesløse og farlige behandling der sker. Det er godt at opleve, at myndighederne ikke kan overse os, men tværtimod er begyndt at henvende sig til os. Men du godeste, hvor er der lang vej endnu. Jeg udgiver en bog fra eget forlag i løbet af året om Luises (min datter) sørgelige skæbne i dette behandlingssystem. Hun døde ulykkeligvis, og den eneste retfærdighed jeg kan give hende, er at mangfoldiggøre systematisk, hvordan dette system behandler mennesker. Det var hendes ønske, at jeg skulle fortælle om de forfærdelige forhold. Men de få gange jeg fik noget i medierne blev hun straffet, sådan virkede det i hvert fald. Nu kan ingen røre hende mere. Jeg er meget glad for dit indlæg, for det er meget velskrevet og giver en rigtig god beskrivelse af hvordan systemet fungerer. Du er rigtig god til at skrive. Man “oplever” din kamp på egen krop, når man læser det. Jeg vil ikke skrive mere nu, men blot endnu engang sige, at du er god til at skrive, og jeg håber, at vi kan holde kontakt. Jeg håber senere, at lave en bog om “historier” som din, for dem er der desværre mange af.
    mange hilsner Dorrit

  34. Marian Says:

    Peter: Godt at du, trods alt, havde styrken og kom dig ud af systemts kvælertag inden “ræset var kørt”! (Og hatten af for hende sygeplejersken, der så hvad der foregik, og tog konsekvensen.)

    Mht. det, at søge hjælp, så retfærdiggøres tvang jo gerne ved at det påstås, “psykotiske”, “skizofrene” mennesker ikke ved, at de er syge og har brug for behandling. jeg kender mange, der har et “skizofreni”-stempel, og de siger alle, at de godt var klar over, at de havde behov for hjælp. Det eneste, de ikke følte, de havde brug for, var at blive spærret inde og zombificeret med “medicin”. Selv henvendte jeg mig til en psykolog, udenom systemet. Jeg følte mig ikke spor syg, men jeg var mere end klar over, at jeg måtte have hjælp til at sortere tingene ud. Og man hører det jo også alle vegne, at det, folk allermest ønsker, er muligheden for dialog med et andet menneske, der gider at virkeligt lytte til dem. Men det er altså ikke, hvad der betragtes som hjælp i vores samfund. Hjælp, “evidensbaseret” (??) behandling, det er indespærring og “medicin”. Og så undrer man sig, hvis folk gør hvad de kan, for at undgå den form for “hjælp”, og indfører oven i købet ambulant tvang. I stedet for at lytte til, hvad folk selv ønsker sig af hjælp. Suk.

    Nu er jeg ikke tilhænger af psykdiagnoser overhovedet, ligemeget hvor ekstremt en person måtte reagere, men hold da op! at der ikke skal mere til et “skizofreni”-stempel, end et lavt selvværd omkring kroppen, som en eller anden læge så lyster, at betegne som “vrangforestilling”… Ufatteligt. men jo også bare endnu et eksempel på, hvor vilkårligt der diagnosticeres i psykiatrien.

    Og så noget helt andet: du er ikke din krop. Du har en krop, men den er ikke, hvem eller hvad du er. Det er den virkelige vrangforstilling, at folk ofte tror, de er deres krop, deres udseende, deres professionelle titel, deres bil, osv.osv.. Det er altsammens ego-identifikationer, og har intet at gøre med, hvem man virkeligt er. Og dertil, til de hér ego-identifikationer, hører også det, Doris Lessing så fint kalder for “the self-hater” (og den er bestemt ikke “nonsense”, hendes idé om, hvad “skizofreni” er for noget… ), alle de hér beskeder, som vi får ind i løbet af livet om hvor dum, grim og uduelig vi angiveligt er, og som vi så har en tendense til at internalisere, så vi til sidst selv tror på, at sådan er vi. hvis du har et lavt selvværd omkring din krop, så er det jo nok fordi der enten har været nogen, der har fortalt dig tilstrækkeligt mange gange, at din krop ikke er ok, til at du selv tror på det, eller også er det simpelthen vor kulturs skønhedsidealer, som du har gjort til dine. Uanset, tænk på, at det siger meget mere om dem, der dømmer, end om dig, som den, der dømmes. – Og hvis du endeligt skal dømmes, så kan jeg kun tilslutte mig Dorrit: du skriver meget meget flot.

  35. dorrit42 Says:

    Artiklen i TV2 Nyhederne onsdag den 4. august 2010 under overskriften “Fastspændt patient fundet død” er bekymrende. Den er uklar, og giver mig en fornemmelse af, at der er et eller andet som skal skjules. Artiklen fortæller, at en 36 årig psykiatrisk patient er fundet død på sygehuset i Nykøbing Sjælland, Man bliver oplyst om, at patienten led af en uhelbredelig sygdom i hjernen som gjorde ham meget voldsom.”, og at det derfor var nødvendigt at patienten var fastspændt.

    I følge artiklen er politiet er tilbageholdende med oplysninger, men den ledende overlæge på sygehuset, Benedicte Wolfing, fortæller til DR Sjælland, at den 36-årige mand var overvåget af en plejer samtidig med han var spændt fast:

    “Vi vidste, han ville dø på et eller andet tidspunkt. Men ikke at det var så nært forestående,” siger Benedicte Wolfing.

    Der er flere vigtige spørgsmål, som ikke fremgår af artiklen, bl.a.:

    Hvad var det for en uhelbredelig sygdom patienten led af?

    Hvorfor var han på Sikringen?

    Hvilken medicin fik han, og kunne medicinen i såfald være medvirkende årsag til dødsfaldet?

    De uafklarede spørgsmål levner for mig en påtrængende fornemmelse af, at her er nogle omstændigheder, som ikke rigtigt tåler dagens lys.

    Jeg finder det også bekymrende, at TV2 Nyhederne ikke har fulgt op på sagen.

    Dorrit

  36. michael jacobsen Says:

    hej mit navn er michael jacobsen jeg bor i esbjerg jeg har været overmedicineret af seroquel i årevis og er ved at trappe ud det er et levende mareridt for man bliver afhængig af lortet selvom at medicinalfirmaer og psykiatrene nægter det jeg har været dobet og gjort til zombie uden at være i rigtig kontakt med mine følelser og er nu tørlagt alkoholiker men jeg har drukket meget destruktivt i min zombietilværelse jeg var cutter og skar i mig og brændte mig med cigaretter jeg var depressiv angst efter jeg har trappet ned er min destuktive selskade forsvundet har ikke gjort det siden jeg startede nedtrapningen jeg er nu fra 1200mg i døgnet nede på 150mg morgen og 100mg nat ca kl17 begynder jeg at få apstinenser med feberlignende tilstand jeg får alopam og det tager det værste men hold da kæft noget giftig møg der er forfærdelige bivirkninker en af dem er pludselig og uforklarlig dødsfald i psykiatrien jeg er medlem af sind og lap og jeg kontaktewr ekstrabladet i morgen og vil give et interwiew om psykofarmaka afhængighed og medicinforgiftning og at det er lægemiddelsindustrien der styrer psykiatrien som så doper psykisk syge hen med neuroleptika alt psykiatrimedicin er afhænginghedsskabende mange sindhilsner michaelj
    michaelj1@live.dk

    60685210

    • dorrit42 Says:

      Kære Michael. Tak fordi du igen fik gang i min blog. Den har ligget stille i lang tid. Hvor der det dog godt, at du er kommet så meget ned i medicin. En utrolig viljestyrke og ja, medicinen er vanedannende selv om de såkaldte specialister siger det modsatte. Jeg vil være opmærksom på Ekstra Bladet. Det er rigtig godt, hvis de vil skrive om det, for det er så vigtigt at få frem, hvilken stor skade denne medicin gør. Min datter Luise er ulykkeligvis en af de mange, der er døde i psykiatrisk behandling. Jeg har skrevet en bog om hende og ikke mindst om psykiatriens utrolige arrogance og lemfældige behandling. Den hedder Kære Luise – en beretning om magt og afmagt i psykiatrien. Jeg er også formand for foreningen “Død i Psykiatrien”. Vi har en hjemmeside.
      Jeg har desværre lidt travlt i dag, så jeg vil gerne skrive lidt mere til dig i morgen, hvis det er OK?
      Mange hilsner Dorrit

      • michael jacobsen Says:

        du er velkommen til at skrive til mig det gør mig ondt med din datter håber at jeg kan få folks øjne åbne får sandheden jeg vil gøre alt det jeg kan tro mig mange varme sindhilsner mj

  37. dorrit42 Says:

    Michael. Jeg er spændt på at høre hvordan det gik med Ekstra Bladet. Efter Luise døde i 2005 var der mange der henvendte sig til mig og som også havde mistet en nær pårørende. Derfor tog Cinzia, som også har mistet sin søn, og jeg initiativet til at starte foreningen “Død i Psykiatrien”. Vi har hen ved 100 medlemmer, hvoraf mange ulykkeligvis har mistet tætte relationer i psykiatrien.
    Vi kan kun blive enige om, hvor farlig medicinen og vanedannende medicinen er. Og det er mig umuligt at forstå at behandlerne blot lader stå til med medicineringen tilsyneladende uden kritisk syn på sagen. Michael det var dejligt at høre om din store vilje til at få en bedre behandling. Jeg vil meget gerne høre mere om dit projekt.

    • michael jacobsen Says:

      jeg vil meget gerne være med i jeres forening for jo flere vi er des større muligheder har vi for at blive hørt lap som jeg er medlem af arbejder mod denne overmedicinering og trakiske uforklarige dødsfald i psykiatrien de har viljen men mangler at komme ud med budskabet til hr og fru danmark der skal nytænkning til ikke hippiedemostrationer det er medierne vi skal bruge hvis sandheden skal skal ud har kontaktet lap som holder juleferie nu om at jeg er med på at hjælpe alt det jeg kan når jeg får svar vil jeg indkalde til et møde om overmedicinering og hvad vi kan gøre som forening
      har kontaktet ekstrabladet de vil følge op på artiklen og så vil de lave et interwiew med mig så der sker noget og jeg er en stædig og tålmodig mand og vil i løbet af december lave nogle blokindlæg i forskellige forum om politik psykiatri menneskerettighedder mm jeg må indrømme at jeg er meget vred over at mennesker der beder om
      hjælp bliver overmedicineret med gift men tro mig du er ikke den eneste der vil have det stoppet god vind og mange varme hilsner michaelj

    • michael jacobsen Says:

      ps jeg vil løbende holde kontakt og har du brug for det kan du ringe til mig på 60685210

  38. dorrit42 Says:

    Kære Michael.
    Det er dejligt, at du vil være medlem af vores forening og at du har den gode energi. Jeg vil nu sige, at Død i Psykiatrien og LAP arbejder meget sammen om at synliggøre de store problemer, der er i psykiatrien. Men du har ret i, at der mangler ressourcer til at få budskabet frem, og til nu har medierne ikke været tilbøjelige til at skrive om problemerne. Men det har heldigvis ændret sig. Jeg håber det bliver et godt møde med Ekstra Bladet.

    • Michael Jacobsen Says:

      hejsa du kan sende mig et girokort eller kontonrmichael jacobsenewalds alle 11 anden sal tv6700 esbjergs melder jeg mig ind p min lnningsdag over netbankjeg har hemmelig adresse men stoler p jerglder mig i arbejder sammen med lap min drm er at at sind lap mm kunne samarbejde lidt mere mske en flles videnbank hvor medlemmer kunne f viden om et emne fra alle patientforeninger men det er en drm jeg har og det ville tage tid fr det kan ske men jeg hber athre fra jermange hilsner og tankermichaelj Date: Fri, 14 Dec 2012 15:35:41 +0000 To: michaelj1@live.dk

  39. dorrit42 Says:

    Hej Michael. Angående medlemskab af foreningen Død i Psykiatrien. Vi har desværre ikke girokort (for dyrt for en fattig forening) Men på Død i Psykiatriens hjemmeside kan du trykke ind under bliv medlem og så bliver du guidet til hvordan du gør.
    Glæder os til dit medlemskab.

    • michael jacobsen Says:

      kigger på hjemmesiden og melder mig ind jeg vil lige tiføje til mine indlæg at midlet risbedal bliver brugt til børn ned til 5 årsalderen mod agressiv adfærd jeg får det utrolig dårligt ved at skrive det det er i min verden meget skræmmende virkeligheden overgår nogen gange fantasien hvad det skræmmende angår mange hilsner og tanker michaelj

  40. michael jacobsen Says:

    har fundet nogle sider på nettet om børn med agressiv adfærd jeg vil lige læse om og sætte mig ind i hvad det begreb betyder og hvad psykologien og psykiatrien mener det kunne jeg godt tænke mig at vide

  41. dorrit42 Says:

    Ja, det er bare så uhyggeligt, at man giver disse præparater også til børn. Specielt, da en af bivirkningerne ved antipsykotisk medicin og kan være aggression.

    • michael jacobsen Says:

      ja skræmmende jeg ville gerne at død i psykiatrien lap og andre der vil være med af psykiatripatientforeninger kunne holde et møde om hvordan vi får budskabet ud til hr og fru danmark den brede befolkning at psykiatrien også kan dræbe pga overmedicinering og medicinforgiftning jeg vil prøve at snakke med lap og sind om det for jeg synes det er et meget alvorligt problem mange hilsner og tanker michaelj

    • michael jacobsen Says:

      hej igen jeg vil også foreslå at der bliver oprettet netværksgrupper og selvhjælpsgrupper for brugere af neuroleptika og folk som vil prøve at komme ud af det jeg selv startede i samarbejde med vindrosen de frivilliges hus en selvhjælpsgruppe for angst og depressive det gik fint et halvt års tid men så begyndte jeg at blive mere syg jo mere syg jeg blev jo mere seroquel sådan blev jeg mere og mere syg
      det var lige en hilsen mere fra esbjerg
      mange hilsner og tanker
      michael j

  42. dorrit42 Says:

    Michael. Du har en meget god energi. Tak for det. Jeg vil blot sige, at de foreninger du nævner og her specielt LAP og Død i Psykiatrien er konstant på banen, dels i forskellige fora og dels ved landsdækkende aktioner. Vi arbejder konstant på at være synlige i samfundet. Der var en landsomfattende aktion, som løb over uger og over hele landet. Den hed “Korsaktionen” og gjorde opmærksom på hvor mange dødsfald der reelt sker i psykiatrien. Du kan finde oplysning derom på LAP’s og DiP’s hjemmesider. Der har været en demonstration foran Lundbeck og på Rådhuspladsen i KBH: “Ja til liv og menneskeret, nej til medicindød psykiatrien” Der har været høring på Christiansborg om Dødsfald i psykiatrien. Vi er medarrangører det årlige Psykiatritopmøde. Så vi har travlt og prøver konstant at få synliggjort, hvor farlig psykiatrisk behandling kan være når den ikke udføres med omhyggelighed. Men der er altid brug for ildsjæle, der på lokalt plan/i lokalsamfundene gør opmærksom på det omfattende problem.

    • michael jacobsen Says:

      hej dorrit jeg vil meget gerne være et aktiv medlem af sind og lap jeg har 13 års erfaring som psykiatribruger og slås lige nu med at komme af med det sidste seroquel mine erfaringer med psykiatrien er desværre ikke nogen god erfaring man bliver sendt hjem med en recept på anti psykotisk medicin og får at vide at det ikke er vanedannende og skadeligt det vil jeg gerne være med til at ændre så andre ikke skal igennem det samme mareridt som mig der er mange som mig der får megadoser af det møg og har brug for hjælp til at få muligheden for at overleve psykiatrien det er ikke nemt da der mangler empati og menneskelighed i psykiatrien det samme gælder det somatiske så jeg vil gå til sindhuset i esbjerg og spørge om de kan bruge mig efter nytår jeg har læst i det nye lapblad at det skal registreres hvor store doser der udskrives husker jeg rigtigt starter det i kbh og så skal det ud til regionerne det er godt nyt hvis det bliver til noget jeg mener at de som skal bruge den slags medicin skal have så lidt som muligt og tjekkes af en læge mindst en gang om måneden for skadelige bivirkninger det er nok ønsketænknig at det kommer til at ske men når det nu er så giftigt så er det mit forslag til at folk ikke overmedicineres af det og risikerer at dø af det det er nogle tanker fra mig af
      jeg vil slutte for denne gang
      mange hilsner og tanker
      michael j

  43. michael jacobsen Says:

    hej igen fra esbjerg godt nytår jeg var til nytårskur i musikhuset for de socialt udsatte i esbjerg holdt af de hjemløses venner der hilste jeg på en henrik vallø som er udvalgsformand i socialudvalget jeg fortalte ham jeg er med i brugerrådet i bostøtten i esbjerg kommune og at jeg vil gøre det jeg kan for at hjælpe psykisk syge og kæmpe mod overmedicinering med neuroleptika og den tit totalt overdrevet og unødvendige brug af tvang fysisk og medicinsk jeg fik hans kort og blev inviteret til at kigge forbi og det kan du tro jeg vil jeg har aldrig prøvet sådan noget så jeg har ringet til karl bach udviklingskonsulent ved lap og bedt om hjælp det blev til en besked på tlfsvarer så jeg håber han ringer mandag jeg har lavet en liste over ting jeg vil drøfte og det drejer sig meget om mere terapi og mindre kemikalier det var lige lidt nyt fra esbjerg
    mange tanker og varme sindhilsner
    michaelj esbjerg
    ps har oprettet en blogindlægshjemmeside den er ikike aktiv endnu men den skal bruges til at debattere lidt om psykiatri og jeg vil søge efter flere muligheder på nettet

Skriv en kommentar